Showing posts with label Environment. Show all posts
Showing posts with label Environment. Show all posts

20 April, 2011

Sommerfugleforvirring på plads

Vi får sat sommerfugleforvirring på den kemiske måde op i denne uge.

Da vi selv er på ferie, har vi lånt et par andre folk til opgaven.

Det er første gang, at Soulières er med. Loisy-en-Brie kom med sidste år.

I år har det ellers været ret uhyggeligt at se knopspisernes skader. Vi ved endnu ikke, om det er mere, end det plejer. Det gør blot et stort indtryk at se planter, hvor der stort set ingen tegn på liv i form af knopper er tilbage.

Knopspiserne lader sig åbenbart ikke sådan forvirre. Ærgerligt nok

08 April, 2011

Atter tid til forvirring

 
Posted by Picasa
Druekurv med de såkaldte Rak'er. som indeholder feromon. Loisy-en-Brie, April 2010.

Torsdag morgen i Montagne de Reims. Grupper af biler, grupper af mennesker med druekurve over armen. Det er altså atter de kunstige hunsommerfugles dag.

Den såkaldt seksuelle forvirring af sommerfuglehanner af Cochylis-typen kan gennemføres, hvis ejerne af mindst 20 samenhængende hektar med vinmarker kan blive enige om at bruge penge og nogle timer på det.

De små brune plasticbeholdere - kaldet Rak - indeholder en kunstig form af hormonet feromon, som sommerfuglehunner udsender for at trække hanner til sig. Ideén er at udsende det i en sådan grad, at hannerne bliver helt forvirrede og ganske glemmer, at deres biologiske bestemmelse er at få fat i en rigtig hun.

Vi undgår på den måde, at sommerfuglenes larver beskadiger vinstokkene.

Metoden vinder frem i disse år ikke mindst i Champagne. Sidste år deltog vi for første gang i Loisy-en-Brie. I år er det sørme også lykkedes at forene ejerne i Soulières, således at vi også her for første gang kan benytte metoden til at undgå skader. Det er om en uges tid.

05 April, 2011

En plov må man have

Da jeg forleden skulle hjem fra vinen, kørte jeg bag en traktor. Det er der ikke noget mærkeligt. Faktisk beregner for tiden af samme grund fem minutters ekstra køretid, når jeg skal fra vinen til skolen for at hente børn.

Denne vintraktor adskilte sig ved sit udstyr. I Côte des Blancs ser vi normalt primært to traktortyper: Den ene slags sprayer kemikalier, og den er aktiv for tiden. Den anden model skal først ud at klippe hæk om et par måneder. Denne her havde en plov monteret i halen, og lige præcis sådan et stykke værktøj får vi brug for, hvis vi skal til at tage os af ukrudtet på mekanisk i stedet for kemikalsk vis som et led i arbejdet frem mod nye enkeltmarksvin(e).

Jeg har endog set flere parceller med nye, smarte plovfurer i Côte des Blancs. Den ene er ny som økolog, ved vi, for vi kender til ham og hans marker. I Montagne de Reims er vinbønderne længere fremme med jordarbejdet - eller også har de aldrig været så langt væk fra tanken - der er i hvert fald væsentlig mere ukrudt under vinstokkene i Verzy end i Vertus, og mon ikke de skal pløjes væk.

Det viser sig i øvrigt nu, at vores yndlingssælger af brugt udstyr også har en traktor med plov til salg. Den er noget mere spændende end den etiket-maskine, der kan klare almindelige etiket og halskrave men ikke bagetiket, som vi jo bruger i stedet for kraven. Nu overvejer firmaet derfor, om vi måske skal droppe fødselsdagsgaverne og i stedet investere i sådan en plovfyr.

16 March, 2011

Biofolk kommer efter ikke-så-økologer

Økologisk champagne sælger så godt, at nogle producenter har svært ved at følge med efterspørgslen. De køber druer fra andre vinbønder for at kunne lave vin nok til de flasker, de kan sælge.

Tilsyneladende er ikke alle druer i denne handel lige så øko, som de bør være, når man flasher et AB - den franske øko-garanti - på sin etiket. Den slags historier har vi hørt de sidste par år som et af emnerne for den almindelige von-hören-sagen.

Jeg har bare noteret mig det. Også blandt vinbønder bruger de konventionelle af og til mange kræfter på at argumentere for, hvorfor de mener, at øko er fup. Af og til meget overbevisende.

Økomel eller ej
Vi har lige tilbragt en halv weekend med en konventionel landmand, som undrer sig såre over, hvor alt det økologiske mel kommer fra, når nu han aldrig har set en økologisk hvedemark, og desuden som landmand ved, at de kemikalier, som konventionelle sprøjter kornet med, ikke kan spores i selve kornet. Med andre ord kan konventionelt korn ifølge ham sælges som øko, uden at det kan måles.

Hans argument beviser selvfølgelig hverken det ene eller det andet, men det er svært at argumentere imod uden reel viden. Personligt kan jeg jo ikke vide, om mit øko-hvedemel i virkeligheden er sprøjtet og overhovedet ikke økologisk. Jeg har valgt at tro på det, og måske står der idiot på min ryg.

Der er ikke større kærlighed mellem konventionelle vinbønder og økologerne, som f.eks. ikke sidder i SGV sammen med de konventionelle. Jeg tager derfor alle kommentarer på tværs af frontlinjen med et solidt læs skepsis.

Sort liste
Højst interessant nævnte den nyvalgte formand for de økologiske vinbønder i Champagne - Vincent Laval - netop i den lokale avis forleden, at foreningen vil sætte ind mod såkaldt økologiske vinbønder, der også bruger konventionelle druer.

Han er også utilfreds med konventionelle, der er under konvertering til økologisk, får deres produkter markedsført som øko allerede i konverteringsfasen. Åbenbart en anvendt praksis blandt nogle importører - jeg ved ikke hvor i verden - fik Alain fortalt på et nyligt møde om konvertering til økologisk vinproduktion.

Den nye formand har tænkt sig at offentliggøre en liste over de ægte økologer. Den bliver spændende at se.

28 February, 2011

Økomodellens første indtryk

 
Posted by Picasa
Vallée de la Marne-beskæring i en konventionnel vinmark. Mig bekendt er der ingen økofolk her i øjeblikket. Det kan jo komme. Der kan være andre end os, der leger med tanker.

Vi er omsider kommet i gang med en møderække i økologisk vindrift.

For et par uger siden var Alain afsted til første møde i et interessant område for os, fordi det er vores bagland, Vertus.

Det gav dels nogle nøgletal, dels lidt praktisk viden.

Det tager tre år at lægge om fra konventionnel til økologisk. Økologisk produktion giver godt en tredjedel mindre end konventionnel. Flasker bliver derfor dyrere uden at vinbonden af den grund tjener mere.

I øjeblikket er der cirka to millioner årlige flasker øko-champagne. Ikke meget ud af det totale antal på knapt 320 årlige millioner flasker. Man regner med, at markedet er på 10 millioner. Der er altså plads til flere.

Det er nu ikke fordi vi er på vej til at lægge om i overmorgen. Men vi finder selve driftsformen interessant, og det er højst lærerigt at høre erfarne folk fortælle om, hvordan de f.eks er begyndt at pløje jorden i en gammel vinmark, der aldrig har været pløjet. Det handler, hvor rødderne vokser i forhold til, hvor man kommer med ploven, om man overhovedet kan komme til med ploven. En problemstilling, der forhåbentlig bliver aktuel for os inden alt for mange år.

Men der er andre interessante forhold, viste det sig. F.eks. passer den lave Chablis-beskæring dårligt med økodrift, fandt vi ud af. Den mere erfarne økobonde fortalte således, at han har lagt om til den meget mindre brugte Guyot, der er højere og derfor mindre udsat for svampeproblemer. Interessant nok var erfaringen fra 2010 - massivt svampeår - ingen af den gråskimmel, der ellers var et stort problem mange steder i Champagne, omend ikke primært i Chardonnay-vinstokkene.

Overvejelserne hænger nøje sammen med enkeltmarksidéen, og vi skal grave mange svar frem, før vi får egen vin på tank og bobler i kælder, så det giver mening at koble de to felter.

08 October, 2010

En med ploven

Naboen i Loisy-en-Brie forsøger sig med at pløje jorden mellem vinrækkerne. En praksis, der har været stort set opgivet her i Champagne, efter at ukrudtsmidlerne blev udbredt i 1970'erne. Og en teknik, vi gerne skulle tilbage til, for at fjerne kemien.

Vi har foreløbig sat dosis ned, hvilket er yderst mærkbart under vinhøsten, hvor druerne nu hyppigt er nærmest filtret ind i grønt værk fra neden.

Nå men, når naboen begynder at binde an, så svinder elefanten på en måde også ind i vores parceller. Skiftet synes mindre uoverkommeligt. Jeg synes i øvrigt, det er et meget positivt naboskab. Det var samme nabo, vi arbejdede sammen med i foråret om sommerfugleforvirringen.

I praksis har det vist sig, at vinrødderne vokser rimelig ordentligt, hvilket Alain konstaterer nu, hvor han går og graver op. En ikke uvæsentlig faktor, for hvis der er for meget underjordisk aktivitet på tværs, er det ikke muligt at pløje.

Næste seriøse overvejelse er, hvor meget risikoen for erosion forøges ved at pløje jorden. Vi fordeler ellers et lag flis, som for det meste hjælper.
Man får ikke mange gratis omgange i denne branche. En ny praksis det ene sted, betyder stensikkert en justering et andet.

30 August, 2010

Flere penge til forsøg med gén-vin

For et par uger siden hakkede 60 aktivister 70 gen-modificerede vinstokke i Alsace i småstykker. En anden anti-GMO-aktivist var allerede begyndt på arbejdet - eller hærværket alt efter overbevisning - for et år siden, og nu er det fuldført. Alt er ødelagt.

For nogle dage siden besøgte landbrugsminister Bruno Le Maire og forskningsminister Valérie Pécresse åstedet i Colmar, og de havde penge med til mere forskning.

Problemet er, at gén-arbejdet går ud på at finde løsninger på ellers p.t. uløselige problemstillinger. I Colmar har INRA - offentlig fransk landbrugsforskning - syslet med den uhelbredelige og dødelige sygdom court-noué. Men andre venter i køen.

I Champagne kæmper vi mod svampesygdomme - og CIVC's tekniske afdeling har allerede nævnt gén-modificerede vinstokke som en mulig løsning på præsidentens grønne krav, som går ud på at halvere mængden af blandt andet svampekemikaler inden år 2020. Der er i øjeblikket ingen andre alternativer udover at styre sine forebyggende behandlinger med hård hånd og kun sprøjte, når det er nødvendigt.

Det økologiske og biodynamiske alternativ - den såkaldte bouillie bordelaise, der blandt andet indeholder kobber - forekommer ikke umiddelbart ret sundt for et renere miljø. Kobber bliver i jorden.

Med andre ord noget af et dilemma, ingen umiddelbare løsninger, og om nogle år mere arbejde til aktivisterne eller hærværkerne.

13 May, 2010

Champagne tar forvirring til sig


Brun plasticdims fyldt med hunsommerfugl. Verzy, Montagne de Reims.

For nogle uger siden, at vores parceller i Loisy-en-Brie omsider kom med i det store projekt, der hedder seksuel forvirring. Den lille plasticbeholder med stoffet feromon er en metode, der er i fremgang i Champagne, fordi metoden er miljøvenlig modsat det konventionelle insektmiddel mod den såkaldte tordeuse de la grappe (la: cochylis).

Mere end en fjerdedel af de godt 33.000 hektar var i 2009 beskyttet på denne måde, hvilket udgjorde halvdelen af de i alt 18.000 forvirringsbeskyttede vinmarker i Frankrig.

I 2010 forventer BASF agro, der sælger forvirringen, at tallet er oppe på 40 procent. Vi og i alt 60 hektar i Loisy-en-Brie er blandt de nye, der er kommet med i 2010.

Metoden kom til Frankrig i 1996. Mit gæt er, at dens ret langsomme udbredelse hænger sammen med, at det er dyrt, og der er ingen måder at hente denne omkostning hjem på. Man kan nemlig ikke være 10 procent grøn på sin etiket. Enten er man 100 procent certificeret biodynamiker eller økologisk, ellers også er man ingenting.

Mere krævende endnu er, at denne metode kræver, at man kan blive enig med sine naboer. Man kan ikke nøjes med at beskytte sin egen parcel. Der skal et større sammenhængende areal til, hvis ejere skal være enige. No lonely cowboys med andre ord, og det er krævende. Dette er trods alt Asterix og Obelix-land.

I Tyskland er 60 procent af vinmarkerne beskyttet med Raks-beholderne.

20 April, 2010

60 forvirrede hektar

 
Posted by Picasa
Første opgave i vinen efter ferien var at sørge for fuld seksuel forvirring af sommerfuglehanner af Cochylis-typen.

Det ser sådan her ud, når den hænger, som den skal. Sådan har det nu set ud i halvandet døgns tid, for første gang for vores vedkommende.

 
Posted by Picasa
 
Posted by Picasa
Den brune plasticbeholder indeholder et ildelugtende kemikalium. Det vil sige, det er mig, der finder det ildelugtende.

Visse sommerfuglehanner synes, det er fantastisk, endnu bedre end "the real thing". Lugten - et kunstigt feromon-stof - får dem til at glemme at lede efter hunner, der udsender samme duftstof i den ægte udgave. Resultatet er alt i alt færre larver og ditto færre ødelæggelser på vinstokkene.

 
Posted by Picasa
Mandag morgen havde 30 personer med tilknytning til vinmarkerne udenfor Loisy-en-Brie sat hinanden stævne med kaffe og croissanter og Raks nok til 60 hektar.

Det tog en formiddag, før de var klar til at dele de flasker champagne, der naturligvis også var tænkt på. Jeg kan aldrig blive træt af at gentage, at en af de indlysende klare fordele ved at bo i Champagne er, at indfødte tilsyneladende aldrig mødes uden at smage nogle flasker.

30 personer og 60 hektar giver to hektar eller omkring 1.000 Raks per mand. Godt 10 kilometers gennemvandring og for Alains vedkommende for en gangs skyld et andet perspektiv fra skræntens ene og øvre ende i stedet for midtfor.

 
Posted by Picasa

17 April, 2010

Aftalt forvirring


Brun plasticdims fyldt med hunsommerfugl. Verzy, Montagne de Reims.

Nu har vi gået datoen. Den seksuelle forvirring bliver hængt op den 19. april.

Det er et grønt koncept, der går ud på at dreje en bestemt art af sommerfugle en knap. Med andre ord forhindrer denne forvirring forældrene til den såkaldte tordeuse de grappe, et af skadedyrene i en vinmark, i at formere sig. En familie, der, så vidt jeg kan se, går under navnet viklere på dansk og norsk. Så vidt jeg har kunnet se, findes den type, vi bekæmper, ikke i Danmark. Men den har andre familiemedlemmer.

Samarbejde
Som med flere andre grønne tiltag fungerer det bedst, når flere slår sig sammen. Dækningen skal fylde mindst fem-ti hektar med mindst 500 af disse plasticbeholdere per hektar for at give den nødvendige effekt. Ellers finder kræene bare sammen med deres liv dronning i naboens vinmark, og så er man lige vidt.

Cirka halvdelen af de vinmarker, vi ligger sammen med i Loisy-en-Brie, er med, og vi er selv placeret nogenlunde i midten. Vi regner med at arbejdet vil tage cirka en dag. De små plasticbeholdere skal fyldes med det feromon, der får hannerne til at miste overblikket, og bagefter anbringes.

Dette er nødvendigvis en metode, der betyder færre af denne sommerfugletype. Det er også en metode, der betyder, at vi kan sprøjte to gange mindre. Hvad er så mest grønt? Biodiversitet eller mindre gift?

Læs mere om metoden hosINRA.

18 March, 2010

Ny flaske har tabt sig

Normalt vejer en champagneflaske 900 gram. En ny og netop godkendt model har tabt sig 65 gram.

Det lyder sikkert af småtterier. Ikke desto mindre er der CO2-udledning at spare på dén konto, og da emballagen alene tegner sig for knapt 40 procent af den samlede udledning er området værd at beskæftige sig med.

Nu må en champagneflaske nødvendigvis kunne modstå mere end en almindelig vinflaske, fordi den skal kunne modstå et indre tryk, der er seks gange stærkere end det udenfor flasken.

Den nye light-model er blevet testet siden 2002, og er først nu endeligt godkendt af CIVC. Et glimrende eksempel på, at det tager tid at teste ting. Når flasken kommer i brug, vil regionen spare 8.000 årlige ton CO2.

Vi har også tænkt os at tale for dette indlysende skift med de vinbønder, som vi deler blandt andet indkøb af flasker med.

Det vil under alle omstændigheder vare en rum tid, før vores egen kunder får den nye flaske i hænderne, fordi vi først sælger vores champagner er mellem tre og fem år efter vinhøsten.

18 February, 2009

Pop eller flop

Huset Pommery har sendt en nyt medlem i POP-serien på gaden under navnet Earth.

Selve flasken vejer 50 gram mindre end den sædvanlige, der er oppe i næsten et kilo. Mindre glas betyder også mindre CO2. Også den mængde vand, der er forbrugt til flaskens produktion, er reduceret fra 1,67 liter til en halv liter. Nå ja, og etiketten er skam også trykt på genbrugspapir.

Hvilket jo altsammen er fint nok. Men hvad med flaskens indhold? Det rykker lidt i mundvigene selv på et konservativt medie som Le Figaro, der ikke kan dy sig for at efterlyse økologiske vindruer i en notits forleden.

Pommerys Earth løber op i 33 euro ifølge Le Figaro. Jeg skulle mene, at det er muligt at finde en hel del glimrende økochampagne for den pris.

04 March, 2008

Champagnehuse vil være grønne

Champagneindustrien vil være grønnere, og både CIVC og flere store champagnehuse deltager i arbejdet.

På det nyligt afviklede opvarmningstopmøde i Barcelona roste den tidligere amerikanske vicepræsident, Al Gore, der med filmen "An inconvenient truth" har været med til at rykke den globale opvarmning et pænt stykke opad på verdens dagsorden, visse vinfolk for at have taget fat på problemstillingerne omkring opvarmning.

Ifølge Al Gore oplever europæerne allerede nu uforudsigeligt og ekstremt vejr med forbindelse til det varmere vejr. For eksempel i form af hyppigere storme, oversvømmelser, hedebølger og tørker.

Champagnes CO2-regnskab
Smukt timet med mødet i Barcelona udsendte CIVC champagneindustriens første CO2-regnskab. Den suverænt største post på listen er emballering af champagne, som tegner sig for næsten 40 procent af den samlede udledning.

Der er med andre ord noget at arbejde med for champagnehusene, hvis de ønsker at nedbringe deres CO2-udledning. Den CO2-kostbare emballage er selvfølgelig med til at
sælge drømme, men det må være muligt at finde grønnere måder at gøre det på.

Veuve Clicquot-Ponsardin
Huset Veuve Clicquot-Ponsardin har allerede arbejdet med indpakningen af husets prestigeflaske, La Grande Dame, hvis æske kan genbruges, oplyste husets præsident, Cécile Bonnefond, til l'Union i begyndelsen af året. Hvor meget det så batter er svært at sige. Prestigeflasker udgør normalt en temmelig lille del af det samlede salg. Til gengæld er der gjort mest ud af deres indpakning.

Siden 2004 har det Reims-baserede champagnehus i øvrigt været ISO 14001-certificeret, hvilket betyder at samtlige trin i produktionen lever op til bestemte miljøstandarder.

Nicolas Feuillatte
Også det store kooperativ Nicolas Feuillatte, der nu er den største leverandør af champagne på det franske hjemmemarked, arbejder med grønne tanker. Stedet er også ISO 14001-certifikatet og er desuden som det eneste i Champagne også ISO 22000-certificeret, hvilket betyder, at det lever op til bestemte standarder for produktion af mad og drikke.

Man ønsker - ligesom VCP - at arbejde sig henimod en viticulture raisonnée, hvilket for NF betyder, at man vil overveje, om det er muligt at spøjte vinstokkene mindre. I øjeblikket er praksis i vækstsæsonen at sprøjte efter hvert regnvejr mod alle mulige sygdomme og skadedyr.

Jeg er dog foreløbigt ikke fra nogen huse eller kooperativer stødt på nogen lidt mere stik- og hugfaste bud på, hvornår man vil begynde at reducere, og hvordan man så vil bære sig ad i stedet for. I første omgang har Nicolas Feuillatte ansat en ansvarlig for husets bæredygtige udvikling, Christophe Landat.