Oysters in Bretagne

Location : Cancale, Brittany, France

Very fast food: Oysters, the local speciality

Champagne Tange-Gérard : Tradition (Non-vintage brut, 90% Chardonnay, 10% Pinot)

All nice.

Krigskirkegårds-makeover i Villlers Marmery

 

 

Nordfrankrig er fyldt med krigskirkegårde. De mest imponerende størrelser stammer fra Første og Anden Verdenskrig, men der har også været masser af krige i flere 1000 år forinden.

I 2014 er det 100 år siden, at Den Store Krig - som Første Verdenskrigs hedder på fransk - begyndte, og det markerer den franske stat på flere måder.

Blandt har den lille kirkegård her - den ligger i vinlandsbyen Villers-Marmery i Montagne de Reims - fået en større makeover. Som det vist fremgår af før og efter. Det danske kirkegård i Braine er også blevet gjort fin, og den blev genindviet i 2013.

Hvis du er i Frankrig den 11. november, kan du jo overveje at møde op ved det kommunale monument med de faldne sønners navne. Der er en højtidelighed klokken 11 i alle kommuner i Frankrig.

Første slag om Marne i Mondement

Vi skal have et lille historisk intermezzo i disse vinhøsttider, fordi det har en vis interesse i familien.

I dag er der meget fint besøg i Mondement.

Præsidenten var ventet, der var rygter om Angela Merkel. Men i stedet kommer premierminister Manuel Valls og måske har han nogle ministre med i sit følge. Også 1500 skolebørn, herunder en syngende musikklasse fra Épernay, er udkommanderet til lejligheden.

Ternet skjorte
Mondement er en af departementets småbitte kommuner. Her bor godt og vel et halvt hundrede personer, herunder grandfætteren og hans kone, hvorfra vi ved, at beboernes mulighed for at komme rundt i landsbyen er stærkt begrænset af sikkerhedshensyn. Så de kan lige så godt overvære højtideligheden, der har fri adgang ifølge avisen.

Mon ikke at grandfætteren har smidt sin sædvanlige, ternede skjorte til fordel for et mere højtideligt antræk for at deltage i begivenheden, der er en af i alt fire store markeringer i krigsåret (de andre er Bastille-dagen, den 14. juli, krigens begyndelse først i august og våbenstilstandsdagen den 11. november).

Og hvad er det så, der sker.

Første slag om Marne
2014 er jo 100-året for La Grande Guerre, hvis spor er meget nærværende her i Champagne.

Krigen begyndte den 1. august. I dens første uger syntes fjenden - kejserrigerne Preussen og Østrig-Ungarn - ustoppelige. Dens styrker trængte langt ned i la Marne på vej mod Paris, indtil det lykkedes den franske hær at stoppe dem omkring Mondement.

Det var netop den 12. september, og dette "Første Slag om la Marne" betragter man i Frankrig - af gode grunde - som en afgørende begivenhed i krigens gang.

Det var efter dette slag, at de to hære gravede sig ned til de kommende fire års blodige skyttegravskrig.

Meaux og monument
Den franske premierminister begynder dagen i Meaux, hvorfra den bedste brie kommer, men som måske mindre kendt også huser muséet for la Grande Guerre de Meaux.

I Mondement er krigen højst tilstedeværende i form af et knusende 35 meter højt mindesmærke, der dominerer landsby og landskab omkring ganske totalt. Se billeder af det her.

Nevøen er i øvrigt også udkommanderet med sit team. Han er brandmand.

Vi andre vil foreløbigt følge begivenhederne via de lokale nyheder.

Juletoget

 

Nu er det så tæt på den 1. december, at det er okay at vise jer juletoget.

Julemarked i Reims. Habits de Lumière i Épernay og alt det der er også fint, men det er så organiseret og ordentligt. Og dyrt.

Næh, juletoget i Avize koster ikke noget, og det vidner om togelskere, julemandsentusiaster og lange dårligt oplyste aftener ved det lange arbejdsbord, mens man liiiiige får gjort det ene hus eller den anden pingvin færdig til tableau'et.

 

Når du alligevel skal til byen efter øko-bobler kan du jo lige stikke hovedet forbi et godt stykke oppe ad hovedgaden. Lige før tandfeen, verdens venligste tandlæge, hvor intet ondt kan ske. Eller - i modsat fald - kan det i hvert fald ikke gøre ondt.

God fornøjelse.

Flyvende tallerken i Avize

Kan du klikke ja til mindst to af disse tre?

Hvis du er på vej til Champagne

Hvis du holder af Chardonnay-druen

Hvis du interesserer dig for arkitektur.

kan du overveje et smut forbi landsbyen Avize i Côte des blancs.

 

Landsbyens store kooperativ l'Union Champagne har netop indviet sit nye cuverie.

Det er den bygning, der huser stedets ståltanke. Hvor altså den unge vin bliver ældre.

Byggeriet af bygningen med et ganske markant tag har stået på et stykke tid, og nu er det så indviet.

 

Årets røde måne

Forleden var jeg i byen for at spise fisk. Min ledsager og jeg drak for en sikkerheds og den gode stemnings skyld også et glas champagne. Men netop kun ét glas, for jeg skulle befordre mig selv hjem til bjerget uden at blive alt for omtåget.

Ganske klart så jeg derfor månen hænge lavt over kanalen. Abnormt stor og ganske rød. Omend på en formørket måde, som for så vidt er passende nok sent om aftenen.

Det kan ikke have været la lune rousse. Det afviser almanakken. Men helt ærligt: Det kunne det lige så godt have været så få dage før påsken. Den røde måne er nemlig årets første måne efter påske. Den begynder den 10. april og varer til den 9. maj.

Nu er det ikke fordi, at begrebet la lune rousse normalt skal forstås så bogstaveligt, som jeg så det dén aften.

Månen er ikke nødvendigvis rød i perioden. Det bliver til gengæld nogle af planterne, hvis de når at mærke et skud af den farlige, sene nattefrost. I år har det foreløbig været så koldt, at næppe det helt store kigger frem nogen steder overhovedet. Normalt er frost imidlertid en plage på denne tid, hvor planterne plejer at være på vej frem. Samtidig er der god chance for højtryk og derfor skyfri skønne nattehimler. Hvis de sidste rester af vinterens kolde vejrsystemer lidt forsinket suser henover himmelen, er der stor risko for frost. Og altså vissent-røde vækster.

Det er, hvad den røde måne handler om.

Havefolket kan for eksempel beskytte deres spæde udplantninger - skulle de have nogen i år - under et stykke plast eller lignende dække. De allermest udsatte vinstokke kan finde varme fra en lampe. Men de fleste må klare sig selv, og det gør de heldigvis også de fleste år. I år er der foreløbig ikke de store synlige tegn på aktivitet. Den pleurs, jeg så for nogle uger siden, har jeg ikke set meget til siden. Det har også været koldt.

Den aften, jeg så den helt bogstavelige røde måne, slænge sig over den blåsorte kanal netop ved slusehuset på vej mod Prunay, havde vi nydt et glas Philipponat Extra Brut. Uden sukker men bestemt ikke som sådan syrlig. Måske nok lovlig meget æble efter min smag. Interessant at prøve, men næste gang fortsætter jeg nok til månedens anden champagne på glas. Måske for at fejre frostmånens afslutning omkring Les Saints de glace. Men dem skal jeg nok spare dig for at møde i dag.

Folies Foliage i Avize

 

Det er et års tid siden, at en russer kom til Avize. Længere sikkert. Ved den tid havde han den store tegnebog med, og for den købte han en ruin og lejede to hektar vinmark.

I dag ser projektet sådan ud.

Det har fået et temmelig godt navn.

 

Foliage lyder godt. Noget med blade, ranker, men navnet gav mig nu også andre associationer. Det har taget mig et stykke tid at finde ud af hvilke.

Men så faldt hammeren, og mon ikke også andre har det på samme måde?

Fra Foliage er der ikke langt til Folies Bergeres. Om noget et af den franske Belle Epoques templer for det letlevende cancan-liv.

Straks har man slået sig en fin lille krølle fra nutidens russiske petro-millioner og til en nærmest mytisk del af champagne-historien. Med blot et lille navn. Også en måde at tage plads i champagne-historien, når man nu ikke har nogen. Det er da meget godt gået.

Slottet i landsbyen Avize er under ombygning. Der skal være vinturisme. Et godt gæt er i luksusklassen, hvor det biodynamiske champagnehus Selosse også har et eksklusivt spise og -overnatningssted.

 

Den russiske rigmand ejer i forvejen en produktion af russisk mousserende vin.

Ved så ikke om det ændrer noget på , at min svigermor - stærkt på vej mod de 81 - og en flok jævnaldrende fra nærliggende landsbyer har kurs mod det kendte Pariser-sted. Måske er cancan-drømmen passé i Paris? Og i Danmark? Men ikke nødvendigvis i Rusland, og mon ikke der er russiske rigmænd nok til at holde et lille sted som dette i gang.

Marnes skjulte poesi

 

I vores familie har vi noget med øer. Dem har vi ingen af her i Champagne, men vi har himlen over vores hoveder, og den leverer ofte et imponerende flot sky-teater, som jeg giver en del opmærksomhed.

For eksempel når jeg cykler. Udover øer har jeg også noget med at rode rundt på en cykel og kigge mig omkring. Det gjorde jeg for eksempel i går og for en uge siden. I går så jeg ikke så meget, jeg slog følge gennem skoven med genboen og hendes to små hunde, Rex og Max, der følger en velkendt omvendt proportionalitet mellem hundes størrelse og deres store farlighed.

Den skjulte poesi
Vi snakkede blandt andet om vores adopterede område. Jeg fortalte hende, at jeg elsker at køre lidt hist og pist rundt, og at jeg meget ofte bliver ganske overrasket over den mængde af små historier, jeg kan nå at akkumulere i løbet af sådan en tur. Departementet Marne er trods alt et område, de fleste kun slår et slag forbi for champagnens skyld.

Selv har det taget mig nogle år. Men jeg har lært at finde Marnes skjulte poesi. Den findes overalt men byder sig aldrig til. Jeg er nødt til selv at se ordentligt efter. Tit vender jeg cyklen og kører tilbage for lige at tjekke noget. Som regel med god grund.

Farlige fætre
Men altså sidste søndag stak jeg afsted ned ad bjerget for at snuppe den sædvanlige tur langs kanalen og op igennem vinmarkerne tilbage. Sådan blev det bare ikke.

Af en eller anden grund foretrak jeg at køre igennem landsbyen, Val-de-Vesle, se lidt på campingpladsen, hvis vi nu engang skulle blive afkrævet et svar om den. Den gamle kirke og hvad så?

Jeg fik lyst til at køre den anden vej. I stedet for at køre langs kanalen mod Sept-Saux tog jeg en anden vej og kom forbi et sted i udkanten af landsbyen, hvor folk har fældet en del træer.

Der stod disse foruroligende fætre.

 

Ja, ikke for noget, men jeg følte mig hensat til en lokal udgave af Kafka live.

Der bor et par kunstnertyper i landsbyen, der laver alt muligt, og det er nok et meget godt gæt, at de er ophavskvinder til dette dystre træfolk.

Turen fortsatte forbi et par store gartnerier og nogle luzerne-marker, hvor jeg også gjorde holdt for lige at dufte den blålilla blomst. En velkendt duft, men jeg kunne ikke sætte navn på. Var nødt til at hive et blomsterhoved og tage det med hjem til den landbrugsuddannede for at få et navn på herligheden.

I udkanten af næste landsby kom jeg forbi et lille slot eller en stor villa. Godt barrikaderet bag virkeligt høje mure og overfor dette lille kapel. En metal-plade oplyser at dette er et godkendt mindesmærke.

 

Slottet er bygget af Edouard Mignot, der i 1920'erne tjente sig en formue blandt andet på en kæde af kolonialhandler, de såkaldte Comptoirs Francais, der senere genopstod som supermarked.

Slottet ses i artiklen her.

Jeg formoder at grundlæggeren måske kan være begravet i kapellet.

Uden at være kender får jeg tydelige associationer til fascistisk arkitektur, som for eksempel Mussolini fik bygget i en hel ny bydel uden for Rom, den såkaldte EUR. Kapellet i Sept-Saulx har ikke samme dimensioner, men de stramme, helt rene linjer minder om hinanden, synes jeg. Byggerierne falder også tidsmæssigt nogenlunde samme.

Det store i det små eller omvendt
Det, jeg blandt andet elsker, er den store variation i de små og store historier på mine ture.

 

Trillebørstrilleren her dukkede op som dekoration på en rundkørsel.

Jeg tog en ekstra tur for at fotografere ham.

Han er i ført fodboldtrøje til minde om sejr i en fodboldturnering. Sept-Saulx er nemlig gode til bold, at I ved det.

Næste levende billede er der hvor man tømmer sin madkurv.

Det gode hjørne
Rigtig mange af de lokale landsbyer har stillet bord og bænk op, og enhver der kommer forbi med sin kurv er velkommen til at slå sig ned.

Kan dette skilt få nogen til at føle sig andet end velkommen?

 

En søndag eftermiddag i Sept-Saulx får man oven i købet ægte uforfalsket fransk dansemusik med i købet.

Her er en form for forlystelsespark anlagt ved de mange vandløb (ja, mange myg), og man finder blandt andet en guingette. Tænk på Renoir.

Vals og pasodoble
Det kan godt være at pigerne ikke har helt lige så langt hår. Det kan også godt være at de ikke er helt så unge, og har glemt deres stråhatte. Men musetten er god nok, dens toner flyder ganske svagt gennem Sept-Saulx sådan en dag, og hvis man kan sine trin til pasodoble og vals, kan man jo overveje at studere harmonikaen på nærmere hold.

Jeg har altid godt kunnet lide musette. Hende her er en gammel kendling fra mit teenageværelse. Jeg fandt hende på Odense Musikbibliotek, og den plade var aldrig udlånt til andre end mig, tror jeg,.

Nå, vi holder os fra disse søndagens thé dansants, men min svigermor tager afsted til forskellige landsbyer de fleste søndage i vintersæsonen.

Vandløb og bro
Videre fremme gennem landsbyen nåede jeg over Vesle-kanalen og selve vandløbet Vesle, der ikke ser ud af meget.

Denne gamle bro fører over kanalen.

Overraskende nok er her stadig rester af skinner. Guderne må vide hvilket tog der har kørt over denne brolægning. Og hvornår.

 

 

Kanalens ordentlighed fulgt af vandløbets krummede vildskab. En grøn underverden af frodighed og indetrængt natur der vælder ud og frem overalt.

En veninde gav mig en fransk yndlingsforfatter at læse. Bosco hedder han, og han beskriver en sær flodverden, som to drenge oplever den. En farlig men fascinerende og dragende verden.

Bogen er af den type, der ligesom bliver hængende. Om man kan lide den eller ej, er den af den slags bøger der tager en plads og bliver der. Den grønne Vesle-verden mindede mig om Boscos vandløb. De er større og voldsommere, det er selve grønheden der giver mindelser og det er på en eller anden måde også som grønhed at Boscos bog sidder fast.

Passende nok er der på den anden side om ikke vildnis så i hvert fald en sti der ender i ingenting. Det fortæller en med-cyklist, adspurgt. Jeg fulgte derfor kanalen tilbage til landsbyen og derpå landvejen tilbage mod vores eget bjerg.

Krigskirkegård
Krigskirkegården dukkede op på min venstre side.

 

 

Den måler 80 gange 173 pæne skridt.

Det ved jeg for jeg skridtede den af - stadig til harmonikatoner - mens jeg tænkte på, om det så ville blive mere tydeligt for mig, at der ligger over 3.000 døde soldater begravet her. På denne kirkegård fra Første Verdenskrig, der dog er en af de meget små.

Jeg overvejede at sætte mig under et træ. Men der er ikke så meget at se. Tre forskellige typer gravsten alt efter trosretning. Navne og enkelte tombe vide. Tricoloren. Meningsløshed der decimerede denne region i en grad, der gav andre mulighed for at indvandre. Der var tomme pladser nok.

 

Den næste krigskirkegård er mindre endnu og ligger i udkanten af den næste landsby, Villers-Marmery.

I skabet finder jeg listen med de dødes navne og en gæstebog. Jeg skriver ikke noget. Det er ikke nødvendigt.

Syv landsbyer og to flækker her i området blev aldrig genopbygget. Beine-Nauroy er et eksempel. Beine blev genopbygget, Nauroy aldrig, den lever i dag videre kun som et navn der blev tilføjet dens nabo.

 

 

Hidtil uset dyr
Dagens sidste billede er ikke længere særligt levende.

Jeg er på vej tilbage til Verzy af den sidste og værste bakke, da jeg ser noget på vejen.

Det er et mærkeligt glinsende stykke, som jeg har svært ved at sætte navn på.

Men det ligner faktisk rigtig meget et stykke af en overraskende stor slange. Udenom stykket ligger bittesmå slanger, formentlig unger. Slangen har været gravid. Nu er de alle meget døde.

 

Alain mener, at der er tale om den slange, der hedder Orvet.

Der er flere typer af dem i Frankrig, men den lokale Marne-model er ikke farlig.

Godt nok. Det glæder mig at høre efter ni år i området.

Det er i øvrigt første gang at jeg har den ære. Jeg er stadig ikke helt sikker på at jeg har brug for at vide at der bor den slags dyr oppe i min skov.

Ungerne ville til gengæld gerne gyse lidt ved slangens sidste hvilested, men allerede dagen efter var den væk fra vejen. Sådan er der så mange og meget og historierne fra alle mulige liv stiller sig op i kø. Men nu fik jeg da fortalt et par stykker fra Val-de-Vesle, Sept-Saulx og Villers-Marmery.