Kruseduller og gribetråd

 

Når jeg har beskåret en rum tid, kommer trangen til forandring. Det sker efter højst to timer.

Jeg tjekker, om der er beskeder på telefonen. Eller mails. Eller opdaterer min status på Facebook. Eller læser din. Overspringshandlingerne og deres små listige kolleger myldrer frem for at først til fadet.

Nu befinder jeg mig jo nemlig i en god parcel med alle former for moderne bekvemmeligheder, herunder få hundrede meter til rigtigt toilet - som jeg godt nok ikke får brug for - og også signal.

Gribetråd
Efter fem minutter gider jeg ikke dét mere, og så begynder jeg i kigge efter kruseduller. Det er vinstokkens gribetråde, der er stivnet i deres seje sommerslyngninger.

Når bladene først er væk, er der god udsigt til deres forunderligt smukke vrid på naturens vegne. Det er også sidste chance for i år, for de ryger nu. Men evigt ejes som bekendt kun det tabte, og jeg ønsker en dag at kunne smykke mig med den bedste.

Smykkemageren kender jeg nok, tror jeg. Men jeg har endnu ikke the slyngtråd to end them all. Blandt fine eksempler, rager det ene ikke op over det andet. Jeg stoler på, at jeg vil kende den, når den dukker op en dag.

Indtil videre har jeg lagt champagne på køl. Onsdag står i musikkens, fodboldens og et godt venskabs tegn, og det værdsætter champagne. Altså ikke flere kruseduller. Men måske nok den gribetråd, vi kalder champagne, i dette tilfælde rosé, fordi den var ved hånden, og i øvrigt klæder enhver frokost.

Slyngtråde

 

Slyngtråd i Belles Feuilles-parcellen, 3. januar 2011.

Visse motiver bliver jeg aldrig færdig med, eller også er det Dame Nature, som årsberetningerne på disse kanter gerne referer til.

Vinens slyngtråde danner fantastiske slyngninger, skønne motiver, som bringer tankerne i retning af dekorationer fra vikingerr eller keltere. Her i Champagne bliver min store vikinge-broche normalt taget for keltisk kunst.

Vinstokken er en lian, og den hæfter sig fast ved hjælp af sine slyngtråde: Vingårdens svar på vikingetidens urnestil.

 

Belles-Feuilles-parcellen, den 10. januar 2011.

To slags clips

 

En clips og en stump slyngtråd på en wire. Loisy-en-Brie, den 21. juni 2010.

Vinen er en slyngplante af Guds nåde. I løbet af palissagen anbringer vi nogle tusind små nedbrydelige clips for at lade dem holde sammen på sagerne.

I virkeligheden er vi blot inspireret af naturen selv. Vinstokkens slyngtråde snor sig rundt om hvad som helst for at holde hele molevitten fast. Meget dekorativt men kun af og til anvendeligt, da planten ikke skelner mellem en grenstump på jorden eller en stængel fra naborækken og så de wirer, vi foretrækker at se den forene sig med.

Champagnes svar på urnestil

 

I morgen er det jo dronning Margrethes fødselsdag. Når vi rent undtagelsesvis har haft vores børn med på Slotspladsen for at høre Livgarden spille og råbe hurra, skal vi videre vestpå.

Vi ender i Holbæk, hvor vi skal fortælle en flok venner og bekendte om vores champagne. En af dem er smykkedesigner, og fordi jeg nu tilfældigvis ved, at hun gerne drikker champagne, tænker jeg af og til i smykkebaner, når jeg ser disse små kunstværker, som vinstænglernes slyngtråde fremtryller år efter år.

Jeg vil kalde det Champagnes svar på vikingetidens slyngede urnestil, som jeg holder meget af. Mon ikke også vikingerne i sin tid fandt inspirationen udendøre? Se bare her, hvor fantastiske og forskellige slyngningerne er: Det er såmænd bare de oprindeligt sprøde og grønne slyngtråde, der gør sig helt hårde for at klare vinteren.