14 May, 2013

Årgang 2012 på flaske (II)

 
Posted by Picasa
De nye vine fra 2012 bliver i denne uge tappet på flaske sammen med en cocktail af sukker og gær, der på forhånd er opløst i en smule vin.

Flasken er den endelige champagneflaske, men vi lukker den foreløbigt med en midlertidig kronekapsel. Den vin, du kan se her, er netop tappet på flaske.

 
Posted by Picasa
Flaskerne vil nu kommer på et langt og mørkt ophold i kooperativets kældre, hvor prise de mousse vil finde sted de næste uger. Det er i løbet af denne periode, at CO2-molekylerne udvikler sig. Deres vellykkede integration i vinen tager mere tid.

Først om flere år vil vi hive flaskerne op igen, så de kan fortsætte færden frem mod at blive en færdig champagne. Det er altid et meget spændende forløb.

Ikke mindst dette år, hvor der lige siden vinhøsten har været store forventninger til årgang 2012. Alligevel kan vi aldrig være helt sikre, før vi smager champagnen om nogle år.

Tapningen fortsætter resten af ugen.

12 May, 2013

Det' Dansk, det' Deli

 
Posted by Picasa
Et elegant og ret diskret Dannebrog i hjørnet er det eneste signal indehaverne sender indendøre om deres oprindelse. Nu overlader det lille spisested selvfølgelig heller intet til tvivlen. Navnet er Danish Deli, og den 1. maj holdt Jane og Thomas Holst Kristensen åbningsreception for det, der allerede må være det nye centrum for dansk gastronomi i Luxembourg.

Spisestedet består af en café med servering både inde og ude, en restaurant på 1. sal og et deli-hjørne, indrettet længst fra gaden med lækkerier fra Danmark: Lakrids, chokolade, chips, krydderier, marinerede sild og syltede sager til spisekammeret.

Thomas er kok, men konditoren er hentet i Danmark. Hvordan ellers skaffe ordentligt wienerbrød i det lille fyrstedømme? Det er muligt, at restaurant Nomas kendthed efterhånden har overhalet spandauerens og romsneglens, men mon ikke ellers Danish stadig er den globalt mest kendte fødevare fra Danmark.

Skandinavisk i hvidt
Indretningen er ganske diskret. Kølig, skandinavisk stil, alt er lyst, less får altid lov at være more.

 
Posted by Picasa
Selv kyssene var hvide til åbningsreceptionen, og de var nok i sig selv. Makes me hungry og Miam miam lød de kommentarer, som gourmet-flødebollerne umiddelbart kastede af sig på min FB-side. Jeg bekræfter til hver en tid (burde bestemt have taget en mere)

Og hvordan får jeg så champagnen bragt ind i historen?

 
Posted by Picasa
Jo, efterhånden er vi en hel stribe vinmarksdanskere, både i Danmark og elsewhere, og denne flydende del af den gode smag har også fået sin egen plads hos Jane og Thomas.

I hjørnet af restauranten på 1. sal har parret indrettet vinbutik, tempereret efter alle kunstens regler, og her har vores champagner fået nogle kubehylder at brede sig på. Ved siden af vine fra for eksempel Bourgogne, Beaujolais og andre herlige steder. Vinene kan man enten smage i restauranten eller købe ud af huset, stadig efter deli-princippet.

 
Posted by Picasa
Den 1. maj er fridag i både Frankrig og Luxembourg. Folk havde med andre ord tid til at kigge forbi åbningen, og de to timer vi var til stede, væltede det ind med danskere fra byen.

Men mon ikke også andre danskere kunne finde på at kigge forbi på sommerturen ned gennem Europa? Mange danskere - og jeg er stadig selv en af dem - begejstres let ved synet af Lego-klodser, Vestas-møller og Danfoss-termostater langt hjemmefra.

Min teori er, at vi, fordi vi er så få blandt alverdens milliarder, let synes, vi forsvinder, og så meget desto mere begejstres vi, når verden faktisk godt kender det bedste fra Danmark, og det er sådan cirka også det, du finder på hylderne her.

 
Posted by Picasa

10 May, 2013

Fest for de første ti

 
Posted by Picasa
Værsgo, her ser du Frankrigs svar på lagkagen. Dette er en jordbærkage, en såkaldt fraisier, som en ven af huset havde med til os onsdag for at fejre Clements 10 års fødselsdag.

Det foregik med stor manér i vores høsthus, som derfor har været inddraget til madlavning og ny opstilling af borde, der tillod os for første gang nogensinde at presse 45 gæster ind til en super aften med masser af halløj ude og inde, foroven og forneden.

Hvad fik vi så?

Den ene flaske Tradition efter den anden med diverse halløj til, fulgt af Rijstaffel med tre kødretter, rejer og en hel masser forskellige saucer, rå og blancherede grøntsager, puréer, tørret og stegt frugt, og det er svundet overraskende godt i flaskerne med hot chutney og chilisauce. Franskmænd elsker fransk mad, men de værdsætter også et måltid, der er lagt tid og lyst i, og denne aften må mange have haft lyst til at gå på smagsmæssig opdagelse i noget andet end sædvanligvis.

Øl, vand og juice på bordet til Rijstafel og bagefter rødvin og mere champagne.

 
Posted by Picasa
Jeg har med andre ord ikke foretaget mig ret meget, der har med champagne at gøre ud over at drikke det. Men det er også et hit hver gang, og der er endda ikke nogen regning dagen efter. For det første sælger vi ikke på klos, og for det andet giver god champagne ikke hovedpine.

Tillykke med de første ti. Jeg regner med, at feststemningen holder her weekenden over.

Rigtig god weekend derude.

08 May, 2013

Absolut lavteknologisk såteknik

 
Posted by Picasa
Tabte værdigenstande i vinmarken?

Overhovedet ikke. Læs her, og du vil endnu engang kunne blive bekræftet i, at vi i hvert fad ikke smider om os med midler til helt unødvendig højteknologi.

 
Posted by Picasa
Sidste år købte vi danske kløverfrø, der stort set var deres vægt værd i guld. I hvert fald var prisen.

Mere end én gang får man tanken, om det var en mulighed at kombinere produktion af kløverfrø med champagnen.

 
Posted by Picasa
Nå, men vi fik aldrig smidt alle frøene i jorden, og i år har vi været ude med resten.

Først tjekker datteren kvaliteten. Meget typisk for den pige, hun må altid lige have fingrene ned i materien først.

 
Posted by Picasa
Farmand er jo ingeniør, så han har genbrugt plasticflasker som frødistributører. Systemet virker glimrende, hvis hullet har en størrelse, der lader frøene slippe igennem med en vis eftergivenhed.

 
Posted by Picasa
Da de jo er deres vægt værd i guld, foretrækker vi at se dem fordelt jævnt ud over hele den halve hektar snarere end i en klump.

 
Posted by Picasa
Så er det ellers bare om at fylde frø på flasken og komme afsted gennem rækkerne.

 
Posted by Picasa
Målet er et spor, der holder sig nogenlunde i midten. Brisen skal ikke lufte meget mere igennem, hvis mikrokløveren skal have en chance for at holde sig på midten. Det er meget tydeligt, hvorfor visse arbejder foregår bedst i vejr uden vind.

 
Posted by Picasa
Mikrokløver er så fint, fordi det tager en plads i jorden, som ellers ville blive fyldt med ukrudt, og endda uden at tage noget fra vinen.

Nu går vi og venter på nyt fra kløveren.

Siden såturen har vi haft både dejlig sol og livgivende regn.

Foreløbig er der ingen tegn nedefra.

 
Posted by Picasa

06 May, 2013

Vi kan næsten høre græsset gro

 
Posted by Picasa
Foråret er endelig kommet til Champagne.

Jeg taler ikke om det forår, som kalenderen viser. Det har vel sådan teoretisk set været til stede siden den 21. marts. Men det har vi ikke mærket meget til. Jeg taler om det forår, som termometeret viser sig, og befinder sig fra de 20 grader Celsius og opad i adskillige sammenhængende timer.

Som nu søndag.

 
Posted by Picasa
Det var faktisk lige før, vi kunne høre græsset gro.

Chardonnay og jeg.

 
Posted by Picasa
Himlen over Champagne var oven i købet helt perfekt.

Jeg har noget med disse tunge, stoflige skyer. Søndag oven i købet tilsat højlydt lærkesang af den fritflyvende slags.

 
Posted by Picasa
Så kan det være, de kan komme efter det knopperne. Bladene. Vinstokkene.

De er tre-fire uger efter sædvane. 10 dage med risiko for nattefrost endnu. Men foreløbig gør det bare rigtig godt at se de lysegrønne blade titte frem.

03 May, 2013

Spar vandet, send manden

 
Posted by Picasa
... Champagne Tange-Gérard giver gerne en hånd.

Vi forventer hjælpen fremme i løbet af et døgns tid.

01 May, 2013

Lux-tur

I dag kører vi til Luxembourg.

Danish Deli holder åbningsreception, og det vil vi selvfølgelig ikke gå glip af.

Vi har været i kontakt med værtsparret, Jane og Thomas, et stykke tid, og finder konceptet med at kombinere en dansk restaurant/kok ud af huset og gastronimisk butik supergod, og i dag vil vi gerne se, hvordan en hel flok af vores champagner kommer til at bo en tid.

Nogle af dem vil du kunne købe i restauranten, andre vil få deres plads i butikken. Men ikke alt for længe, vi håber selvfølgelig, at folk i Luxembourg vil få lyst til at smage. Og vælger champagne, også selvom der vil stå striber af andre gode ting, som de bedste, danske producenter præsterer i Danmark og for vinfolkenes vedkommende desuden i udlandet.

Måske man ligefrem også kan nå at se en bittesmule af Luxembourg. Uden børn, de er lykkeligt afsat for en dag hos gode folk, der kan sørge for både ponyridning og Minecraft. Hvilket naturligvis ikke forhindrer dem i krav om at nå de rituelle ture i Mickey-monsteret her.

 
Posted by Picasa
Den 1. maj er nemlig også dagen, hvor vores landsby holder sit årlige loppemarked, denne småbarns-karrusel er altid med, og næsten syv og ti år bliver de åbenbart aldrig for gamle til den.