07 February, 2009

Champagne-suset er slut: "Kun godt"

 
Posted by Picasa
Nye tider: Champagnesalget er faldet for første gang i syv år.

Syv års ubrudt vækst er slut i Champagne. Den internationale finanskrise kaster også skygger over Champagne, og det er foreløbigt kun godt, siger en af branchens pinger.

"Faldet er godt: Vores mål i begyndelsen af 2008 var et fald på to procent," siger CIVC's ene præsident, Ghislain de Montgolfier til det britiske vinmedie, Decanter.

Realiteterne i 2008 blev et salg på knapt 322,5 millioner flasker. Et fald på 4,8 procent i forhold til rekordåret 2007, men stadig cirka det samme som i 2006, viser CIVC's netop offentliggjorte salgstal fra 2008.

CIVC's kommunikationschef Daniel Lorson peger overfor den Paris-baserede avis International Herald Tribune på, at salgstallene for 2008 ser dystre ud, fordi 2007 slog alle rekorder. Han forventer et hårdt 2009, men peger på at branchen har, hvad der skal til, for at modstå krisen på langt sigt: "Vi kan modstå stormen."

Nu skal pinger jo gøre, hvad de kan for at styre båden sikkert i havn, når søen er urolig, så de beroligende ord er ikke overraskende.

Realiterne i Champagne er imidlertid, at flaskerne har forladt de mørke kældre i et meget hastigt og stigende tempo de senere år. At champagne normalt kun bliver bedre af at ligge længere, end den skal. At leverandører har haft svært ved at levere ordrer. De har simpelthen manglet flasker. Mange har derfor brug for at fylde deres kældre op igen. Det får de lejlighed til nu, og det er slet ikke så skidt for fortsat at kunne levere den kvalitet, champagner bør have.

04 February, 2009

Hvidpudret kyndelmisse plus en

 
Posted by Picasa
Loisy-en-Bries vinmarker med sne den 3. februar 2009.

Kyndelmisse er den anden februar, og den da, hvor vinteren træffer sit valg. Ifølge traditionen i hvert fald. Den kan bliver hårdere - "strenges" - eller slippe grebet.

Tirsdag morgen - den tredje februar og altså kyndelmisse plus en - beskar vi i snevejr det meste af dagen. Tanken om at skulle afsted var dog værre end rent faktisk at være der. Sådan som det ofte er om vinteren, der i Champagne byder på overraskende mange gode udendørs dage, og langt flere end man tror, når man i stedet tilbringer tiden ved et skrivebord.

 
Posted by Picasa
Vindruer uden for sæsonen, indtørrede men med deres egen poetiske æstetik.

Skal man alligevel tage et lille varsel af kyndelmissen - chandeleur på fransk, og den dag, man spiser pandekager - så begyndte den med sne og gik over i slud, sjap og snask af den type, vi helst ikke vil have for mange af. Det er svært at arbejde i sådan et vejr. Man bliver hurtigt gennemvåd, dernæst gennemkold, og gangene mellem vinplanterne et stort ælte af mudder.

Vejret har også bedret sig siden. Nu ligger sneen kun tilbage på de koldeste steder. Der hvor solen ikke rigtig når ind på denne tid af året. For eksempel på vej op i den store skov bag vores hus, hvor min datter glædestrålende fandt det, hun med personlig sproglig kreativitet kalder ma neige. Neige betyder sne på fransk, og manège betyder karrusel

 
Posted by Picasa
Alain bruger nu en elektrisk saks og har dertil indkøbt beskyttelseshandske. Han har dog stadig ikke fundet en, der passer ham godt nok til, at vi har investeret.

02 February, 2009

Guldtop

 
Posted by Picasa

 
Posted by Picasa

 
Posted by Picasa

 
Posted by Picasa

 
Posted by Picasa

 
Posted by Picasa

 
Posted by Picasa

 
Posted by Picasa
Alain kører guldtoppe på Tange-Gérard flasker med stor, stor omhu.

Dagen bød på sne, slud og sjap, og vi tog derfor til Vinbonde-foreningen i Épernay for at købe guld til at pakke vores flaskehalse pænt ind i.

Det kræver naturligvis en tilladelse. Alt er meget regelret, og desuden betaler vi samtidig med toppen fransk skat på flaskerne. Et utal af varierende guldfarver, andre farver og med og uden relief til trods, var det ganske let at vælge. Guldet skal jo match etikettens, og så havde jeg forelsket mig i en folie med bobler.

Vi tog 500, hentede nøgne flasker på vejen, og tog ind forbi en ven, der har et apparat fra tidernes morgen - eller i hvert fald sin afdøde fars tid - stående til at sætte folien på. Den ser besynderlig ud, men jeg er færdig med at anskue genstande på håret, især herude, hvor alt lever på meget gammeldags vis. Men jeg kan konstatere den ene gang efter den anden, at det fungerer ganske glimrende, når det drejer sig om champagne. Apparatet folder endda folien pænere end den mere moderne afløser, hvis resultater vi er vant til at aftage.

Man er imidlertid gået hen og blevet ret nærtagende med, at etiketter sidder på millimeter, at lukninger sidder i lodret water med mere. Derfor skal vi nok til at lede efter et lignende jernskrummel at stille op. Sådan udvider biksen sig stille og roligt til at meget mere, end vi egentlig var klar over for nogle måneder siden.

Kold weekend

 
Posted by Picasa
Lørdag i Loisy-en-Brie: Pokkers kold.

Vi har haft en isnende kold weekend i vinen. Der er snevarsel mandag, men hvad gør man ikke for at blive færdig? På grund af Alains beskærerarm nåede vi ikke de 10 rækker à 200 meter, vi havde sat os som mål for den første uge i den ene parcel i Loisy-en-Brie. Vi måtte være tilfredse med 8,5.

Mandag morgen skal vi igen forbi farmershoppen i Oiry, der har en elektrisk beskærersaks, som Alain kan låne en dags tid eller to, og som forhåbentlig kan skære igennem. Ikke fingre på hans højre hånd men overflødige grene. Han har tilbragt aftenen med at lede efter jernhandsker og lignende for at beskytte sig mod saksens glimrende skær.

Vi mangler stadig 40 rækker à 100 meter samt 21,5 à 200 meter, så handicaps er ikke særligt velkomne.

Jeg har heldigvis en interviewaftale mandag eftermiddag, og den tidlige morgen er for kold at arbejde i - ikke for os, men for vinstokkene - så jeg regner med kun at fryse en del af dagen.

31 January, 2009

Beskærerarm

 
Posted by Picasa
En elektrisk beskærersaks ser sådan her ud.

Ugen begyndte fantastisk. Den første dag i Loisy-en-Brie tilbagelagde vi hver 200 meter vinstokke. En hel del bedre end den første uge. Vi havde allerede et "gennemført på tre uger" på kornet, da Alains arm begyndte at sove på en ubehagelig måde, når han lå ned.

Et besøg hos lægen onsdag aften fastslog symptomer à la carpal tunnel syndrom. En tilstand, som man også kan få via for meget computerarbejde på den forkerte måde, og som man i værste fald skal opereres for. Det er hvad der sker, når man sætter kontorfolk til at udfolde sig fysisk. Alain har måttet sande, at han ikke længere er en på 30, der kan byde sin krop, hvad som helst.

De første dages eufori lagde sig ret pludseligt, kan jeg godt afsløre. Jeg har endda haft svært ved at glæde mig over at ligge suverænt i front, hvad angår antal beskårede planter. Ellers finder jeg normalt stor fryd, når jeg kan følge et normalt tempo i stedet for det normale jeg-er-dansk-det-kan-være-jeg-lærer-det-her-en-dag.

 
Posted by Picasa
Alain iført batteri til elektrisk saks.

Alain er nu i gang med at afprøve forskellige elektriske beskærersakse. Fordelen ved dem er, at man ikke skal bruge finger, håndleds og armkræfter på at skære grene af. Til gengæld er ens handlefrihed begrænset af en ledning mellem batteri på ryggen og saks, og apparatet er også tungt. Foreløbig har han prøvet en, og venter på en anden, som forhåbentlig vil passe ham bedre.

Vi har derfor meget mod vores vilje måttet justere ugens mål ned. Efter den fantastiske mandag skyndte vi os ellers at sætte det højt og planlægge 10 rækker i løbet af ugen. Det svarer til to kilometer vinstokke. I stedet må vi nu glæde os, hvis vi når otte. Men så har vi altså også nået vinsmagning, et halvt interview og har endnu en halv lørdag og ditto søndag i vinen foran os.

 
Posted by Picasa
Min saks er manuel, og det fungerer indtil videre.

29 January, 2009

Bolchefarvet vin

 
Posted by Picasa
Jeg smager og smager. Vinsmagning på kooperativet den 29. januar 2009.

Januars serie af vinsmagninger på kooperativet går mod enden.

Det er vinmagerens første fulde år. I 2008 har han både planlagt og gennemført kooperativets del af vinhøsten, vinificeret årets vins clairs, og han er nu i færd med at pejle sig ind på de ønskede assemblages samt et antal kommende årgangschampagner.

Nu kommer han selv fra en kommune, der berømt for store, stærke Pinot Noir-vine, så han er ikke bange for de blå druer. Koop'en ligger imidlertid i en kommune, der priser sig for sine Chardonnay-vine. Diskussionerne i den efterhånden ret sluttede gruppe går heller ikke længere på, hvilke vins clairs, der duer til noget, og hvilke der skal væk. Nu står der nærkamp på programmet.

Der kæmpes på ord om hver procent ekstra Pinot i assemblagen, der har været oppe over 95 procent Chardonnay. Så meget, at det begynder at blive vanskeligt at smage forskel på den mest solgte brut-champagne og en decideret Blanc de Blancs.

 
Posted by Picasa
Et glas kommende rosé. Måske.

Kampen fortsatte pudsigt nok på det lyserøde felt, hvor vinmageren havde forberedt fire blandinger med Chardonnay og Pinot Noir/Meunier i forskellige forhold. Farven er jo helt skøn, men det er kun i sin pure ungdom, at den rosé vin, der bliver til ditto champagne, ser så blochefarvet ud som her.

28 January, 2009

Hole in one i Côte des Blancs

"Hole in one" side om side med berømte vingårde i Côte des Blancs. Golfbaner i Chardonnay-druernes højborg skal være slagtilbuddet i et nyt kompleks for turister af den velbeslåede slags. Det skriver Les Petits Affiches Matot Braine.

Femstjernet hotel, kongrescenter og sportsfaciliteter med henblik på at skabe både en golfturnering og en tennisturnering i international klasse.

Jordejere i Champagne-kommunerne Oger og Le Mesnil-sur-Oger indgik forleden en aftale med den amerikanske Gordon Atlantic Development om 80 hektar jord, der ikke er klassificeret som AOC-jord. Der kan altså ikke plantes vinstokke. Men der kan til gengæld godt spilles golf.

Det kan blive spændende at følge projektet. Det har altid undret mig, hvor uudviklet Champagne Viticole er. Hvor lidt der er for turister. De fleste gennemfører trods alt deres champagne-indkøb på en halv dag, og hvad skal man så lave resten af tiden, hvis man ikke gider køre i Merciers lille tog i Épernay eller tælle gargoyler på katedralen i Reims?

Lad mig bare være ærlig. Jeg lander nok ikke selv på den nye golfbane. Heller ikke selvom den gnubber skuldre med Mesnils Grand Cru-druer. Men det kan jo være, der følger andet med på sidelinjen.

26 January, 2009

Himlen over Loisy

Posted by Picasa
Himlen over Loisy-en-Brie mandag eftermiddag. Jeg beskærer og beskærer og beskærer. Hvor mon de skal hen? Jeg skal kun en meter til venstre. Jeg skal hele tiden en meter ti venstre. Jeg har beskåret 200 meter Meunier-vin. Det har Alain også. Vi mangler 28 af den slags rækker rækker, før vi er igennem den ene halvdel af parcellen les vieilles Grandmères.

25 January, 2009

Belles Feuilles er klar

 
Posted by Picasa
Parcellen Belles Feuilles før vi gik i gang med at beskære.
 
Posted by Picasa
En færdig vinstok facon Vallée de la Marne.

Denne weekend så vi omsider enden på parcellen Belles Feuilles. To uger har vi brugt, sådan som vi havde planlagt. I morges var pivende kold. Vi begyndte med en meget nydelig rimfrost på grene og kvas. Kulden trænger imidlertid hurtigt ind i fingre og fødder, især den når den er hjulpet af den vind, der ofte huserer i denne parcel.

Vind er en faktor, man bør tage alvorligt, og vi har derfor planlagt efter at klippe den del af rækkerne, der ligger mest i læ på de mest blæsende dage. Det er et fint eksempel på, hvordan forholdene i Champagne kan variere nærmest uendeligt, selvom alle parceller tilsyneladende har gennemlevet det samme år. Vores andre parceller ligger fem kilometer herfra, og de gennemlever netop ikke det samme.

Kun tilsyneladende eksponeret på samme måde, mod den nærmest uendelige slette Champagne Crayeuse, fyldt med marker så store, at ens tanker kan blive ledt i retning af den amerikanske Midtvest. Loisy-en-Bries parceller gemmer sig en anelse bag en skrænt, får lidt læ af parcellerne bag næste landsby. Man mærker kun ganske sjældent nogen vind der.

 
Posted by Picasa
Bål i brouetten, januar 2009.

Med vind, frost og kulde lå termometret på frysepunktet selv klokken 10.30. En tid efter kom solen frem, og den tager hurtig så meget magt, at den værste kulde viger. Bålet på kvas i brouetten hjælper også.

Vi brænder alle grene for at undgå at sygdom spreder sig. Planterne i Belles Feuilles har det generelt virkelig godt. Her er meget lidt af den smitsomme Esca, som vi er meget plaget af i Loisy-en-Brie. Grenene i Belles Feuilles har generelt stærke og sunde.

Det primære problem har sådan set været, at denne parcel normalt er blevet beskåret af en freelancer. Folk, der gerne beskårer hurtigt, og derfor undlader at fjerne gamle grene, som man bør for at sikre vinstokken konstant fornyelse. Det har vi så gjort, og der har derfor været rigtig mange tykke stammer at klippe over.

Det kan man godt mærke i hånden, når det foregår seks timer om dagen. Jeg ser derfor frem til Loisy-en-Brie, hvor jeg selv har sørget for at klippe gamle grene af de sidste par år, og hvor der derfor ikke kan være alt for meget. Der er så til gengæld fem gange så mange vinstokke som i Belles Feuilles, så der er nok at lave alligevel.

Næste mål hedder 15 rækker af 200 meter i løbet af de næste to uger.

24 January, 2009

2008

Der er god champagne i vente til den, der har tiden for sig. 2008 tegner stort.

Allerede før vinhøsten blev årgang 2008 omtalt som noget, der godt kunne gå hen og blive stort. Under selve høsten holdt de positive udtalelser, og det har de sådan set gjort lige siden.

Nu er det jo sådan med årgangschampagner, at de bedste ikke kommer på gaden før om lang tid. De store huse er vel p.t. i gang med at sælge 1998. Nogle har stadig 1996 tilbage. Selv har vi primært 2002.

I dag havde jeg lejlighed til at spørge en, der har hals- og håndsret over både virkeligt gamle flasker og over de druer, der formentlig også vil komme til at leve i mange år. Han mener, at 2008 tegner endog endnu bedre end 1996'eren.

På koop'en diskuterer smagerne af basisvine og prøve-assemblages heller ikke, om der skal millésimeres. Diskussionerne går mere på, hvilke vine der skal anvendes i hvilke champagner.

Jeg vil prøve at bevare mindet om 2008 vel. Så det er til at få øje på en anden gang.