28 November, 2008

Gammelrosa

Vi smagte en rosé champagne af ældre dato forleden. Den var ikke længere lyserød, men faktisk ganske gul. Dens bobler var få, små og fine, som de ofte bliver af alder. Den smagte heller ikke så rødt, som den roséer plejer. For Alain og undertegnede var den snarere i familie med andre ældre champagner, vi har smagt sammen. De har nogle særligt ristede anelser af... ja, kaffe var det ikke denne gang, men det var ganske godt til den foie gras, der begynder at dukke op på gæstebordene. Fordi den er lige så julefransk som sild og snaps er juledansk. Året var stort i Europa og verden. 1989. Et særligt triple-årgangssæt, som Veuve Clicquot Ponsardin sendte på markedet i forbindelse med årtusindskiftet.

27 November, 2008

Business as næsten usual

Verdensomspændende depression eller ej: De vinbønder, vi kender, har travlt med at ekspedere den kommende højtids champagner, og de sælger det, de plejer. Champagneturister fra Belgien triller afsted gennem turistrutens forgreninger, og byens tre grønne mænd har netop monteret den lokale julestemning. Alt står i plejers tegn. Sådan da.

For meldingerne fra oven er mere dystre. Siden oktober en nedgang i det totale salg af champagne på 23 procent. Det er til at mærke, og fra flere huse lyder dystre toner om blandt andet aktionærer, der har svært ved at kapere skiftet fra de seneste års gyldne salgstider og til det aktuelle styrtdyk.

Mange - for ikke at sige alle - har dog brug for at fylde kældrene efter en vild tid, hvor flaskerne dårligt kunne nå at de 15 måneders lagring, der er et mindstekrav i Champagne, før de blev ekspederet. Det bliver derfor først for alvor til næste år muligt at måle krisens kradsegrad.

Rygterne melder om ondt i likviditeten flere steder. Enten fordi aktionærerne stadig skal være glade til jul, eller fordi gruppen er finansieret af banker, der i mellemtiden selv har fået ondt i pengene. Det koster knaster at lægge flasker til side, og selv om den seneste perlerække af gode salgsår har kastet summer af sig, er de ikke nødvendigvis sat til side til magre tider.

Foreløbigt ligner travlheden sig selv hos de små spillere, som vi personligt kender og hører om. Til gengæld er salget af vins sur lattes - i princippet færdig champagne uden etiket - skrumpet ind. Vi og flere andre sælger intet, hvilket kan være et tegn på, at lagre ganske vist skal fyldes op, men ikke polstres. Modsat de seneste meget ophedede salgsår, hvor alt røg afsted stort set af sig selv.

26 November, 2008

De nye vine fra 2008

Alain var med, da bestyrelse og forskellige medlemmer sammen med stedets ønolog i dag smagte på de nye vine fra den seneste vinhøst.

Der skal meget til, før folk springer rundt i bar jubel. De strak sig dog så langt som til at sige, at årgang 2008 tegner bedre end 2007. Der ikke tegner dårligt, den seneste er blot bedre.

Meldingen passer glimrende med udtalelser fra det traditionelle topmøde mellem champagnehusenes chef de caves midt under vinhøsten, der var præget af stor forhåndsbegejstring.

Udsigterne er dog lange. De forskellige champagner uden årgang med rod i 2008 kommer tidligst til salg sidst i 2010, og der må gerne gå længere endnu, fordi det høje indhold af Chardonnay i vores champagner betyder, at de typisk bliver bedre over tid.

Vingårde vokser fortsat i værdi

Prisen på vinmarker i Champagne er steget 29 procent på to år. Det oplyser Agreste, der formidler statistik fra den franske landbrugssektor.

Eksempelvis er jord i Côte des Blancs ifølge de officielle tal oppe på 950.000 euro per hektar. Mindre eftertragtede zoner går for et sted mellem 550 og 750.000 euro hektaren.

Agreste gør opmærksom på, at der er tale om gennemsnitstal. Det er da også i dag et år siden, at vi hørte om en helt konkret hektarpris på mere end en million euro.

Flere tal hos l'Union eller hos Agreste. Læs også: Skyhøje jordpriser om den forrige statistik.

25 November, 2008

Beskærersaksen klipper igen

 
Posted by Picasa
Afklippede grene brændes af på stedet. Givry-les-Loisy, november 2003.

Folk er nu i fuld gang med at beskære vinstokke. Både i Montagne de Reims og i Côte des Blancs - sikkert også i Côte des Bars og Vallée de la Marne, jeg har blot ikke personligt været forbi - afslører rustne olietønder på hjul og blå røgsøjler, at der klippes og brændes lystigt.

Små vinbønder som os selv, der klarer det hele selv eller det meste, må tage det meste af vinteren i brug for at blive færdig. De store champagnehuse har mere personale at trække på, og har hidtil typisk ventet til efter jul.

Men i år var sidste blad knap nok nået jorden, før saksene var i gang med at klippe. 2007 står stadig i tydelig erindring, så varmt så tidligt, at planterne var en måned tidligere udviklet end normalt. Og der er ikke normalt en måned med tommelfingertrillen i den anden ende, folk måtte arbejde over i den grad for at blive færdige. Nu planlægger mange anderledes, og hold af beskærere har taget fat på denne kølige tørn.

Selv har vi nu en hektar og godt 300 kvadratmeter at tage os af. Vi begynder næppe før efter jul, men det skulle også være rigeligt, endda selv om Alain kommer til at tage sig af det meste. Jeg er selvfølgelig også med, men er jo ikke netop kendt for at være den hurtigste klipper på disse kanter.

Vi tog os i øvrigt af de første planter forleden. Men mest for sjov og til ære for en dansk fotograf, der tog billeder af os til blandt andet kommende salgsmateriale og website. Den store indsats vil falde efter jul, når Alain bliver vinbonde på fuld tid.

18 November, 2008

Luftbårne bobler

 
Posted by Picasa
I luftballon over vingårdene i Montagne de Reims. Det var nu mine forældre, der tog turen i maj 2005.

Da jeg var i Danmark for nylig blev jeg spurgt om, hvordan vores champagne klarer servering i luftballon.

I Champagne er der tradition for, at man fejrer den form for himmeldåb med champagne. Men først, når gondolen atter står på jorden, og det er lykkedes den ledsagende firehjulstrækker at finde et spor hen til fartøjet. Det er nemlig bilen, der indeholder køletaske, glas og den fine dug.

Champagne skal normalt behandles roligt inden brug. En tur i luftballon eller for den sags skyld henover markveje i bil, er altså ikke optimal behandling før servering. Men de gør det s'gu' alligevel.

Det eneste, jeg kan komme i tanke om, der snerper derhenad, er, at vores flaske ifølge champagnesablersken Marianne Sass Petersen er god at sable. Hvilket kan hænge sammen med flasken, men også med indholdets alder.

Mit gæt er indtil videre, at den også vil kunne klare en lufttur. Da intet imidlertid slår egen empiri, er der vel ikke andet at gøre end at prøve.

13 November, 2008

Bobler i Danmark

En veloverstået tur til Danmark bragte mig i kontakt med gamle venner fra det danske online journalistmiljø i DONA.

De synes selvfølgelig også, at champagne er lige i øjet og en fantastisk fest i både glas og gane. Fotos på FlickR både her og der.

Lejligheden var såmænd Dansk Journalistforbunds meget stort anlagte Fagfestival, hvor jeg havde lejlighed til at deltage i DONAs Webcamp som en af de meget tidlige, danske mikroblogs - det er såmænd Bobler i al beskedenhed - som jeg startede i forbindelse med vinhøsten 2004, skrevet på fransk tastatur og før jeg opfandt min egen tosprogede funktionalitet. I mellemtiden afgået ved døden, fordi jeg ikke længere har tid til at oversætte.

På konferencen var der også lejlighed til at servere egne bobler ved et par lejligheder.

Nu er jeg tilbage i Champagne og ved pilleriet med at finde frem til den rigtige etiket til vores egne flasker.

01 November, 2008

Forslag om forbud mod gratis vin

Først en slurk af standardproduktet, siden - måske - af de dyrere, ofte ældre dråber. Sådan sælger vinbønder over hele Frankrig deres vine. Indtil nu.

Den franske sundhedsminister Roselyne Bachelot har foreslået et forbud mod gratis udskænkning af alkohol med det formål at sælge. Hvilket vil gøre det ulovligt for vinbønder at lade deres mulige kunder smage vinen, inden de køber den.

Frankrig råder over en af den vestlige verdens skrappeste lovgivninger til fremme at et godt helbred. Denne Loi Evin opstiller skrappe krav for blandt andet reklamering for alkohol, hvilket tidligere på året skabte postyr omkring for eksempel franske vinbønders hjemmesider på nettet.

Det nye forslag som er et eksempel blandt flere i en hel pakke sendte torsdag morgen vinfolk overalt i Frankrig på gaden for at protestere. Også i Champagne gik vinbønder og chefer fra champagnehuse ned ad Épernays berømte Avenue de Champagne for at protestere. Vinbøndernes leder, Patrick le Brun (Syndicat de Vignerons) betegner det i den lokale avis l'Union som "aggressivt".

Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at besøgende fremover skal betale for smagsprøver, hvad enten de indtages hos en vinbonde i hans baglokale eller på eksempelvis den store Vinexpo-udstilling i Bordeaux.

Det franske parlament vil debattere denne artikel 24 sidst i januar 2009.