27 April, 2014

Det nye sort til min vindueskarm

Forleden vendte Alain tilbage fra markerne med to meget særlige sten.

De er sorte, og ser ud, som om de er lavet af glas. De har en slags ringe i form af koncentriske cirker lidt i stil med træstammers årsringe, og så er de skarpe som netop en ituslået flaske.

Meget interessant.

Dem har vi gået og kigget lidt på, og fundet ud af, at det er obsidian, som blandt andet indeholder kvarts, som man også kan bruge til at fremstille glas. Ungerne kender i øvrigt godt obsidian fra netspillet Minecraft, hvor man vist laver sig obsidian med vand og lava.

Det er en halvædelsten, så vidt jeg ved, og her er der vel et halvt kilo af slagsen i den største af stenene.

Vulkansk fortid
Obsidian er af vulkansk oprindelse, og der er ikke lige nogle vulkaner på vores kanter, men det har der selvfølgelig været i en helt usædvanlig fjern fortid, der også har vendt op og ned på kridtet, hvilket vi nyder godt af i netop Champagne.

Den anden mulighed er at obsidianstykkerne er kommet med de læs jord, vi af og til spreder ned gennem traktorrækkerne for at undgå niveauforskelle, hvor traktorens vægt trykker.

Dén jord kommer ikke fra parcellerne, men den er formentlig lokal.

Middel mod negativitet
Ren og skær interesse med hensyn til de nye sten i en god samling har ført mig lidt rundt omkring.

Derfor ved jeg nu, at obsidian var et værdifuldt materiale i forhistorisk tid til at forarbejde pilespidser, knive og lignende af (Læs mere her).

Jeg har set fantastiske billeder af en klippevæg af obsidian og en ditto stivnet lavastrøm her.

Og endelig beskytter obsidian mod negative energier, læser jeg her. Den slags kan jeg ikke få for meget af, så nu spejder vi ekstra ivrigt efter noget mere.

Og jeg bliver da i øvrigt helt varm om hjertet ved tanken om, at Alain nu både bemærker interessante sten og slæber dem med hjem.

26 April, 2014

Decanter's Jefford om Champagne

Det engelske vinblad Decanter har klummeskriveren Andrew Jefford, som skriver om stort og småt fra vinens globale verden.

For nylig skrev han dette indlæg om Champagne.

Tankevækkende, som altid.

24 April, 2014

Fuserflasker

For ikke ret længe siden havde jeg en af vores kunder i røret.

Der havde været problemer med en af vores flasker, derefter endnu en, og sørme så med en tredje flaske, hvis indhold fusede af i glasset hurtigere, end du kan nå at sige champagne.

Vi har aldrig været ude for noget lignende. Hvordan kunne det nu lade sig gøre?

Tre muligheder
Første tanke: Har andre kunder haft tilsvarende problemer? Næh, ikke efter hvad vi har hørt.

Anden tanke: Sæberester i glasset? Hmm, det er professionelle folk, så mon dog.

Tredje tanke: Transportbummel. Måske nok værd at sende en tanke eller to.

Hvil efter rejse
Det er nemlig sådan, at når champagne rejser, kan boblerne godt komme lidt i udu. Jeg mener, ligesom mennesker har godt af at hvile ud efter en rejse, har champagne det bedst med mindst en uge på langs, før den skal levere.

Hvis du med andre ord har brug for champagne til en festlig lejlighed, er det en god idé at få fat i den nogle uger i forvejen, så du ved, at den har været i ro i et stykke tid, inden den skal levere fest i dine glas.



23 April, 2014

Ses vi i Torvehallerne?

I dag har vi lovet at hænge ud og hælde op hos le Petit i Torvehallerne i København.

De kalder det Sparkling Wednesday, og vi træder store spor som Louis Roederer og Dom Perignon.

Men vi er også nogle, der gerne vil have to glas i stedet for et både onsdag og torsdag.

Det er der, vores champagne kommer ind i billedet.

Ses vi så?

21 April, 2014

Katedralens skrammede rosette

 
Posted by Picasa
I Reims er katedralens indgangsparti netop blevet dækket af stilladser. Katedralen i Reims er altid under konstruktion. Sådan har jeg vænnet mig til at se den. I stedet for stativer ser jeg viljen til at bevare byens største skatkammer gennem et par tusind år: Før katedral fulgte kirke lå der romerske bade her.

I øjeblikket er stilladset alligevel af en anden karakter end sædvanligvis, og hvis du kommer forbi i løbet af sommeren, vil du også se den enorme konstruktion. 40 meter er der op til det store rose-vindue, der gennem de næste år får den formentlig grundigste gennemgang nogensinde, siden det blev lavet.

Med en diameter på 12,5 meter er det blandt de største i Frankrig. En betragtelig del på 40 procent daterer sig stadig tilbage til det 13. århundrede.

Skudt i brand i 1914
I september 1914 lå preussiske styrker ved Reims, og bombarderede byen fra højdedragene uden om. Et stillads af træ var opstillet ved katedralen, og den 19. september udbrød der brand i det. Flammerne bredte sig til konstruktionerne i højden, hvor egetræsbjælker bar blytaget. Varmen fik metallet til at smelte. Man kan måske forestille sig rædselsscener, da det smeltende metal styrtede ned fra stor højde og faldt på de sårede soldater, der lå i kirkeskibet.

Kirken har siden fået nyt tag, men det store rosette-vindue er aldrig blevet restaureret siden den dag. En anden del af arbejdet er at hugge to nye statuer af David og Goliat, der flankerer vinduet. De er enorme, over fem meter høje for at man kan se dem fra jorden, og det er altså en betragtelig opgave at tilvirke sådan et par fyre.

Gamle fotos viser detaljer
En del fotografier fra sidst i 1800-tallet, som viser dem i detaljer, kan danne grundlag for de nye statuer. Og her kan man altså stadig skaffe billedhuggere, der kan genskabe sådan noget. At det overhovedet er muligt at rekonstruere dem 100 år efter deres ødelæggelse og mange mange hundrede år efter deres skabelse, er i sig selv imponerende, synes jeg.

Arbejdet forventes færdigt i 2017 til en pris af fire millioner euro.

Læs også: Rosen skal repareres og Den gamle Frue af Reims

20 April, 2014

Besøg os hos le Petit i Torvehallerne

Nogle af jer ved sikkert allerede, at vores Blanc de Blancs i et halvt års tid har været på kortet hos den lille vinbar le Petit i Torvehallerne, København.

Den har folket taget rigtig fint imod.

Nu blander også Noirs & Blancs sig i selskabet, og det gør vi sørme også selv.

Hver onsdag kører le Petit med et særligt koncept, som hedder Sparkling Wednesday. De sætter fokus på en særlig champagne, go sælger den glasvis. Der er store fodspor at fylde ud, vi kommer efter kendte navne som Billecart-Salmon, Dom Perignon, Mandois og Special Club-champagnerne, der alle har optrådt.

Vi gør, hvad vi kan på onsdag. Kom og hils på.

19 April, 2014

Eksportens sande højdespringere

Mit ugentlige tillæg med champagnehistorier, regionalavisen l'Unions lyserøde sider, har været så venlig at finkæmme eksportstatistikken fra 2013.

Man har begået en note om de virkelige gazeller, dem med fremgange, der er til at forstå,

Der hvor skal have fat i fire cifre for at finde et tal, der passer antallet af flaskehalse.

Nordkorea (+ 3.437%): 90 flasker i 2012 blev året efter til hele 3.184 flasker champagne.

Jeg nævner videre i flæng:

Grønland (+ 374,6%): Fra 122 flasker i 2012 til 579 flasker i 2013.

og den helt store vinder Kirgizistan (+ 14.790%): Fra 60 flasker i 2012 til hele 8.934 flasker i 2013.

Danmark går frem i statistikken med noget mere beskedne +17,7% til et salg i 2013 på i alt 1.136.437 flasker. Lige efter Mexico og lige foran la Réunion, en paradisisk palmeferieø, som franskmænd elsker, fordi de kan tale fransk der.

Champagne eksporterer lidt mere end halvdelen af de herlige flasker.

18 April, 2014

Farvel til grimme kabler i den skønne skov

Vores daglige liv er forskønnet helt konkret.

Af hensyn til sikkerheden har elselskabet ERDF gravet 500 meter ellinje med mellemspænding ned.

Masterne var trukket gennem skoven på toppen af bjerget, ned over skrænten og ned i byen på en meget tydelig og umanerligt uskøn vis. Det er dem, der denne uge er pillet ud af både skov og by med umiddelbart forskønnende virkning.

Vi har haft næsten direkte udsigt til 100 af disse meget grimme betonmaster, der har fulgt den stejle skrænt fra skovtoppen og ned i selve Verzy stort set ovenfor vores hus. De har med andre ord været ret tydelige.

Elselskabet er også tilfreds med at have fjernet linjen, der var svær at vedligeholde, og ramt af flere ulykker de senere år. Om det bliver lettere med nedgravede wirer, må vise sig. Kønnere er det helt sikkert allerede.

Et lille skridt i UNESCOs retning, et stort for vores øjne hver dag. Tak for den beslutning. (Mere her.)

17 April, 2014

Afrikas verdenskrig i Aisne

 
Posted by Picasa
For et par år siden cyklede jeg en tur fordi disse mørke væsener. Meterhøje mørkemænd.

Jeg fandt dem fascinerende.

Og underlige. Hvad lavede de nemlig ved udkørslen fra Val-de-Vesle, en af de små landsbyer på det flade land nedenfor bjerget.

Året efter kom forklaringen, da vi besøgte et af de lokale gru-steder fra Den Første Verdenskrig.

Disse sorte fantomfigurer er en del af et betagede mindesmærke, der står ved La Caverne de Dragon ved Chemin des Dames, og som er sat til ære for de sorte soldater fra de tidligere franske kolonier i Afrika: nuværende Senegal, Burkina Faso, Mali, Benin, Niger, Mauretanien og Elfenbenskysten, der blev kendt som les tirailleurs sénégalais i vinteren 1917.

I et grumt kapitel af krigen blev 15.000 sorte soldater sat ind i forreste linje ved Chemin des Dames. De havde tilbragt vintermånederne ved Middelhavet, og ankom direkte til koldt vintervejr i Aisne. I offensiven, der begyndte den 16. og 17. april, faldt op til tre fjerdedele af soldaterne i hver af de sorte bataljoner i et ubegribeligt slagteri. Mindst 1.600 måtte evakueres på grund af lungebetændelse og forfrysninger. De, der stadig levede, blev trukket tilbage den 18. april, men sat ind igen fra maj måned, hvorefter de kæmpede resten af sommeren.

Den øverstbefalende general, Mangin, vandt tilnavne som "slagter" og "de sortes kværn" og fik frataget kommandoen over den 6. Armée. Læs selv her (på engelsk).

Mere om det afrikanske kontinent og verdenskrigen her (også engelsk).



16 April, 2014

Frostfrygt

 
Posted by Picasa
Det virker bagvendt, jeg ved det godt. Men faktisk bliver frost normalt først et problem, når vejret er varmt og dejligt.

Den slags kender havefolket alt til, men alle andre tænker nok ikke over, at planter udvikler sig i det dejlige vejr. De kan til gengæld ikke ret godt tåle den frost, der stadig kan forekomme i de tidlige morgentimer selv langt hen på foråret.

Vi har jo igen et meget tidligt forår.

To-tre uger foran siger de kloge, så det er sikkert rigtigt.

Lige i disse dage og uger har vi de skønneste sprøde blade at kigge på. Fra dag til dag når udviklingen lidt længere og de nye blade og svulmende knopper når lidt længere i deres udvikling og dermed også lidt længere væk fra risikoen for at frosten kan beskadige meget.

Men først i midten af maj holder vi op med at tænke på frost. Der er stadig en hel måned til.

Foreløbig har de autoriserede vejrmyndigheder meldt frostrisiko i denne uge. Temperaturer ned til minus to-tre stykker er skadegrænsen. Vi har allerede haft minus to i en af parcellerne, men planterne ser ud til at have klaret frisag. Vi håber sandelig også, at de og deres knopper klarer resten af denne uge.

Læs mere Frost i Avize og Frost i Soulières