23 January, 2012

Efter Saint Vincent

 
Posted by Picasa
Vinfesten Saint Vincent er slut.

Det er mandag, og på vej til skole overhalede vi en lastbil med et enormt læs flasker. De skal fyldes med Pommery. Mange andre forbereder også den tirage - tapning - der finder sted i månederne efter nytår. Jo hurtigere tapning nu, jo hurtigere salg siden.

Selv er vi ikke færdige med at smage diverse variationer over kendt tema: Vinen fra 2011 kombineret med ældre reservevin.

Specielle eller normale
Det er den nye vin fra vinhøsten 2011, der er på vej ned i flaskerne. Nogle af vinene er specielle, som en ønolog-bekendt diplomatisk udtrykte det lørdag eftermiddag. Han virker som konsulent med base i Épernay. Den slags specialiteter har vi undgået ved at udskyde høsten nogle dage. Hvad vi foreløbigt har smagt, er i orden.

De første champagner fra 2011 vil blive solgt i løbet af 2014. Vi håber selv at kunne fortsætte med at sælge fem år gamle champagner som hidtil.

2 comments:

Farmer said...

Disse "specielle" 2011-vine:
Kan de nå at ændre karakter, så de bliver salgbare, blander man sig ud af det eller hvad gør man??

(Sikkert et helt utroligt dumt spørgsmål.) :-)

Sol said...

Hej Farmer,

De nye vine ændrer sig i begyndelsen fra uge til uge, men jeg vil tro, at de er ret stabile nu.

En mulighed er ellers som du foreslår at blande vine. I Champagne blander vi også årgange, og ældre vine vil dominere yngre.

Jo større procentdel af de ældre reservevine, jo mere vil det ændre den blandede vin i en mere udviklet retning.

Vi har gjort os ret stor umage for at plukke druerne på det rigtige tidspunkt, så vi er ikke stødt på problemet. For os helt personligt betød det, at en hel del af vores Pinot Meunier gik til for at vores Chardonnay blev taget på det perfekte tidspunkt. Men det er op til folk selv, hvordan de vil styre det.

Vi sælger de fleste af vores vine videre til andre, og det er klart, at vi beholder det, vi bedst kan lide, selv. Men så lander de specielle vine selvfølgelig hos en anden.

Champagner hos de store champagnehuse og kooperativer kan være blandet af op til 100 forskellige vine, og det er så deres kunst at sætte dem rigtigt sammen. De råder til gengæld over rigtig mange forskellige ældre vine, som de kan bruge som krydderier af den færdige blanding.

Forresten er spørgsmål for det meste gode, synes jeg.

Mange hilsener,