14 September, 2006

Septemberdis


Udsigt over Vesle-dalen fra vinvej ved Verzy, Montagne de Reims, 11. september 2006.

Vejret er skiftet igen. Efter den tristeste august måned i mands og kvindes minde bød de første septemberuger på Indian Summer og op til 30 grader dag efter dag.

Men at vi bevæger os stadig længere væk fra Sankt Hans nu med kurs mod vintersolhverv er tydeligt, varmen til trods. Duggen falder så tungt, at jeg morgen efter morgen tror, det har regnet. Og fugtigheden bliver hængende. I luften, på jorden, på det skrånende gulv i vores garage.

Skoven lugter af våd jord, og en dis hænger det meste af dagen over hele herligheden. Jeg tror såmænd efterhånden, at denne lette tåge er typisk for vores bjerg i september, for jeg bemærker den nu på tredje år. Den svøber horisonten så smukt og spektakulært i sine luftige gevandter.

Uheldigvis kan dette møde mellem varmt og vådt også finde på at sætte sin spor i vinen i form af de sygdomme, som vi ellers har glædet os over stort set at være foruden: botrytis og meldug.


Mere varmedis over Villers-Marmery i Montagne de Reims, 10. september 2006.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: