Ifølge CIVC (Comité Interprofesionnel du Vin de la Champagne) er mindst 2.400 hektar fordelt på 35 kommuner ødelagt. Det er hagl især fra natten mellem den 4. og den 5. juli, der har forårsaget skader på mellem 20 og 100 procent af selve vinstokkene og deres blade og druer.
Oversvømmelser og stenskred
Sommeruvejret har også givet oversvømmelser adskillige steder, hvor der er faldet op til næsten 100 mm vand på meget kort tid - der regnes i minutter, ikke timer - normalt falder der 20 mm på en måned.
Vi håber stadig på, at vores vin på den anden side af Loisy-en-Brie er uskadt. Omend meldinger så sent som i går morges lød på, at svigermors varme vand røg i tordenvejret. Vi kan derfor ikke længere glæde os over, at uvejret kun følger floden Marne. Det har også været ude på vores kanter nu.
I Verzy har vi konstateret massser af sten og mudder på stikvejen ned til hovedvejen. Mudderet og stenene - og jeg taler ikke om grus, vi er snarere oppe i kaliber pæne strandsten - bliver pisket op fra stierne mellem vinmarkerne og skyllet ned på vejen af vandet, når det som syndfloden selv vælter ned af skrænterne. De grønne mænd har således travlt med at rydde op. Til gengæld slipper de for at vande de kommunale blomster i øjeblikket.
Haglskader i den store stil er stadig forholdsvis sjældne. Det var senest et større problem i år 2000, hvor der blev rapporteret om ødelæggelser på 11.000 hektar fordelt på over100 kommuner, skriver La Journée Viticole.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment