Eustache Deschamps i byernes by

Showtime in Paris.

På sit travleste er lokalet i Maison du Danmark fyldt pænt op både fredag og lørdag. Langs murene har hvert af de 16 borde sine gæster at traktere såvel som divertere, og ude på midten og i en mere yderlig rand om bordene står flere og venter på at komme til flaskerne.

Den danske ambassades præsentation af danske vinmagere i Paris tiltrækker på hver af sine to dage omkring 200 gæster, og de omfatter alt fra højt specialiserede vinjournalister over sommeliers og restauratører i Paris til danske korrespondenter, vinklubber og interesserede i al almindelighed. Her er alt fra den højeste ekspertise til den dybeste uvidenhed; fælles er stor interesse.

Udstyret er – for vores og de flestes vedkommende enkelt – bord, hvid dug, et par stole og landkort til at stadfæste vores område – Cote de Blancs og byen Vertus - og brochurer, der præsenterer kooperativet og dets vine. Andre af udstillerne har taget lidt af vinen med i form af afklippet, tørt træ fra vinstokken eller for Weingut Villa Rieslings vedkommende ligefrem et stort stykke skiffer hjemme fra marken. Også smagsprøver på ost og pølse - de lokale specialiteter - bliver præsenteret på musselmalede tallerkner. Noget af en treenighed af dansk og fransk kultur.

Vi udskænker smagsprøver fra hele Eustache Deschamps-spektret startende fra den almindelige Brut, over et par Blanc de Blancs-champagner, der er lavet af rent hvide druer, til roséerne, den ene laksefarvet og den anden smukt dybrosa. Der er ret general begejstring for den nye Millésimé Blanc de Blancs årgangschampagne - Le Vertueux - nogle mener dog, at den smager for meget af hvidvin og foretrækker i stedet den almindelige Brut, der er en blanding af hvide og røde druer. Desuden vækker den usædvanlige Rosé Saignée, der har sin smukke dybtrosa farver fra røde drueskaller, en del opmærksomhed.

Efterårsrengøring

Syge planter klippes helt ned.

Blå røgsøjler er begyndt at sno sig op mellem det nu overvejende gule efterårsløv på vinstokkene. Mange udnytter det blide efterårsvejr med grå himmel og tocifrede varmegrader til at soignere rækker og marker. Gamle og syge planter skal væk, inden udbyttet bliver for dårligt eller naboplanterne smittet.

En vinstok er typisk i tjenesten i 50 år, nogle gange kortere, nogle gange længere. Det afgørende er, om den sætter gode og raske druer. Først når udbyttet for alvor daler, begynder man at overveje at skifte ud, da det er et omfattende og også dyrt arbejde. Hvis hele parcellen står til pension, kan man rykke det tunge maskineri i form af traktorer og gravkøer ind til at trække så meget op som muligt af vinstokkens op til 15 meter lange rødder op i lyset. Er det kun enkelte planter, der skal skiftes ud, må man nøjes med grensaks og spade og få så meget op, som man kan. I praksis aldrig mere end en god meters penge af rødderne.

En anden del af rengøringsarbejdet består i at hjælpe syge planter yderligere på vej mod den sikre død. I vores 200 meter lange rækker er godt fem-seks planter per række ramt af sygdommen esca, der i løbet af få år dræber planten indefra, mens den sætter stadigt mindre frugt. Ydermere spreder skidtet sig let. Ikke mindst under høsten, hvor berøring af først en syg plante og dernæst en rask er nok til at sende smittestafetten videre. Det eneste, man kan gøre, er at alliere sig med sin største grensaks, klippe stokken nærmest længere ned end sokkeholderne og til sidst ødelægge de anlæg til nye grene, der sidder på stubben, for at forhindre den i at skyde til foråret. Det vil så blive dens endelige død.


Sørgelige, syge rester.

De sørgelige rester i form af meterlange grene med gulligt løv og smattede drueklaser bærer jeg ned gennem rækkerne og stabler i en bunke til senere afhentning. Opgaven er ikke helt nem, fordi hver plante bidrager med adskillige kilo grene og kviste og efterladte druer, der skal fjernes helst helt uden kontakt med de raske vinstokke. Der er altså ikke andet at gøre end enten at løfte med strakte arme med saften fra rådne druer dryppende ned i håret eller bære grenene i favnen med saften drivende ned i de alt for åbne ærmegab.

Tre timers arbejde resultarer i et pænt stort bjerg af afklippede grene. Nok til et traktorlæs, der bliver kørt tilbage til gården, lagt til tørre qua de stadig saftige druer og siden afbrændt. Kun rester af gamle vinstokke, hvor der ikke er nogen risiko for at sprede smitte, bliver brændt direkte på stedet.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

En hjælpende hånd fra hr. Frost

Kun frost kan få disse druer til at gå til i en fart.

Vinstokkene er så småt ved at smide skørterne. I de kommende uger vil det vise sig, hvem der vitterligt har efterlevet ministeriets forordning om at høste rub og stub, og hvem, der har satset på en hjælpende hånd fra hr. Frost. Bladene daler i takt med koldere vejr, men druerne bliver siddende, hvis altså ikke frosten gør det af med dem inden.

I år sad der så mange druer på stokkene, at kun godt halvdelen kunne bruges til champagne. Det er nemlig også ministerielt fastsat, hvor mange kilo druer man må indlevere til presning per hektar. Den kvote tog det for vores vedkommende 11 mennesker i alt otte dage at plukke. At klippe resten ned ville tage om ikke helt lige så lang tid så i hvert fald fire-fem ekstra. En betragtelig ekstra udgift, såeh... det er lidt så som så med den civile lydighed.

På skråningerne omkring Verzy ligger samtlige druer fra stokkene ud mod vejen smukt klippet ned. De ældste af dem – formentlig fra høstdagene i begyndelsen af måneden - udgør et ynkeligt syn, som de ligger klasevis og helt indtørrede under hver deres vinstok. Andre er tydeligvis klippet ned senere på måneden, idet de med deres sødligt-syrlige druelugt og falmede sortviolette farve først er på vej ind i den endelige dødsfase. Længere væk fra alfarvej og sandsynlige kontroller hænger klaserne sine steder stadig i kilovis på plante efter plante.

Et lignende syn udgør de af vores rækker, som aldrig så en saks under høsten. For mange druer, for lidt tid, for få mennesker. Men da planten kan give et dårligere udbytte næste år, hvis den slet ikke er blevet høstet, bruger vi endnu en søndag eftermiddag på at klippe klaser ned. Det vil også lette beskæringen, som holder tusinder af vinarbejdere beskæftiget hele vinteren, at så mange klaser som muligt er væk, fordi grenaffaldet normalt bliver brændt. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre, hvis der stadig sidder kilovis af saftfyldte druer på grenene. En god gang frost på en tre-fire kuldegrader vil imidlertid fryse druerne og få dem til at sprænges indefra. Så nu holder vi spændt øje med både farveskift, bladmængde og termometeret, hvor der dog stadig er over 10 grader ned til de blå streger.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Den nye vin

Om syv dage er denne druemost forvandlet til vin.

Høsten er nu helt slut. Også her i Verzy ser vi ikke flere festligt dekorede jeeps med klaser smattet ud på kølehjelmene og vinranker snoet rundt om vinduesviskerne. Ikke mere druesaft under skoene, hvilket er rart nok, da det opløser tjæren i vejbelægningen, men til gengæld sætter sig på vores gårdsplads. Og ikke flere kig gennem åbne porte til naboernes faciliteter i form af presser, tanke, højtryksspulere, traktorer og ikke at forglemme kældre. Guderne må vide, hvor mange kilometer gange, der findes under jorden her.

For vores vedkommende foregår resten af processen fra klase til færdig, tykmavet flaske med guldpapir, bobler og hele halløjet på kooperativet i Vertus. Sammen med 220 andre ejere har vi i løbet af hver af høstens 10 dage leveret godt 120 tons druer til presning.

En presning – marc – tager fire timer. Druerne presses i løbet af den periode to gange, hvoraf den første presning – la cuvée – resulterer i 4100 liter druesaft. Den anden presning – la taille – giver 1000 liter. I år er der indleveret rekordmange druer af rekordkvalitet, hvilket – surprise – har givet kooperativet det luksuriøse problem nu at ligge inde med rekordmeget vin i en mængde, der betyder, at saft fra anden presning formentlig slet ikke vil blive anvendt.

Når en presning er slut, ledes saften over i høje tanke, hvor den skal opholde sig et lille døgns tid. Mens timerne går, synker en del affaldsstoffer til bunds i tanken, hvorfra de kan pumpes ud, inden resten af saften ledes over i det, der i gamle dage ville have været store, rundmavede trætønder.

Men man kan roligt droppe enhver form for romantik. Her gærer druesaften tilsat gær til vin i store temperaturkontrollerede ståltanke med hver 30.000 liter. Syv dage senere ved konstante 18 grader Celsius er saften gæret til vin. Noget af den vil nu blive afhentet af store tankbiler, der fragter denne vin ordinaire videre til de store champagnehuse, der køber kooperativets vin til at blande op med deres egen.

Resten af vinen bliver indtil videre liggende i tankene for at få ro på. Formentlig først ind i december vil kooperativets leder og ønolog, Laurent, sammen med ejerne smage på den nye vin og danne sig et indtryk af dens videre skæbne. En champagne skal altid smage ens, og hvis den ikke gør det fra naturens hånd, må man hjælpe den på vej ved at blande forskellige presninger og årgange. Kun Millésimé-vinene – de bedste årgange – er ublandede, men foreløbig tyder alt da også på, at 2004 ender som en af dem. Vi får se til december.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Farvel for i år

De to kokke - Annie & Annick - i de ekstra kilos tjeneste.

Klokken 10 står holdet klar til hjemrejse i gården – nu er det slut for i år – og det er lidt trist at tage afsked. Vi har levet som en ekstra stor familie den sidste uge, hvilket var sjovt og hårdt og anderledes, og nu skal vi alle tilbage til hverdagen.

Også Annick, som sammen med Annie – Gerards kone – har stået utrætteligt ved kødgryderne og tryllet tre retter mad frem to gange om dagen i de sidste ni dage samt ikke at forglemme fyldt madkurven med kaffe, kage og sandwich til pauserne. Vi har spist godt – lige fra kaninsteg over Bøf Bourgignon til Choucroute, kilovis af Clafoutis-kage med kirsebær eller æble, blommetærter og budding og pandekager en masse – under vinhøsten er det trods det fysiske arbejde helt almindeligt at tage 2-3 kilo på, og det har sin årsag. De damer har i ni dage nødet og atter nødet samtlige tilstedeværende til at tage en ekstra omgang af den solide kost, og til sidst bliver noget af den jo altså siddende.

Gerard må vænne sig til atter at arbejde alene på gården. Muriel, Jean-Michel, Michael, Philipe, Jocelyne, Jean, Laurent og Nathalie tager alle toget hjem til Le Havre, mens Laetizia, Alexandre og Xavier bliver en dag ekstra. Mændene har en dags ekstra arbejde med at højtryksspule vinkasserne, inden de bliver smidt op på loftet til næste år.

Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til Verzy. Spændingen er lettet, eller er - måske mere korrekt udtrykt – blevet transformeret til god erfaring, og de fleste sæsonarbejdere rejst igen. Men enkelte steder høster de stadig, bøjede rygge mellem de grønne rækker, kasser med druer for enden, lastede traktorer og en stank af druesaft i landsbyerne afslører, at Champagnes helt store uge endnu ikke er slut.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Høst i hus

Skål for den fantastiske høst 2004.

”Oh la la la laaaa”, lyder det dæmpet den ene gang efter den anden fra Nathalies side af rækken. På vinhøstens ottende og sidste morgen skal vi fylde ni paller af 600 kilo stykket med Chardonnay, og det tager sin tid. På de bare fem dage, der er gået, siden vi sidst plukkede grønne druer her i ”Vieilles Grandmeres”, er druerne blevet så overmodne, at de er ved at rådne op. Jeg er taknemmlig for mine grønne gummihandsker, også selvom pegefingeren stort set er klippet af. 75 procent af druerne hænger smattede og rødlige – det er ren ynk – og David og Alex har bedre tid mellem tømningerne, fordi der er færre gode druer at tage af. Vi høster disse rækker for sent.

Nu er vi helt sikre på at slutte i dag – efter planen – fysikken kan normalt ikke klare mere end otte dage ifølge formand Gerard. Ifølge Jocelyne – en af veteranerne – må man ikke tænke for meget på, at det er sidste dag, for så bliver arbejdet for tungt.

Om eftermiddagen skifter vi heldigvis til ”Belles Feuilles”, der bliver ved med at leve op til sit skønne navn. Her hænger druerne tungt i perfekte klaser, og solen tvinger termometeret over tyve grader i skyggen, kan man mon afrunde vinhøsten mere perfekt? Vi skal plukke Pinot Meunier til den vin, som Gerard som udøvende vinbonde har ret til at få produceret på kooperativet, og siden druerne nu er så skønne, så talrige og det meste af eftermiddagen er afsat blot til dem, bliver han krævende og vil kun have de største og modneste af klaserne- de blå, der er på vej over i sort.

Bagefter følger det store druemord. Det er umuligt at plukke alt – officielle forordninger eller ej – men frugt skal høstes på hver plante, for at den også giver udbytte næste år. Derfor klipper vi klaser ned over alt i rækkerne, da kvoten er plukket. Det er det store druemord – sødt smagende, smukke klaser bliver klippet ned for at rådne op på jorden – det er ikke mennesker muligt at spise sig igennem de 15.000 kilo druer per hektar, der er tilovers i år.
En brøkdel af klaserne kan dog anvendes som skyts i den druekamp, der i år følger afslutningen klokken fem. En klase vindruer er sindsygt klistret, når den smatter ud, men klistret er man jo i forvejen efter dagens arbejde, så det betyder mindre.

Med hornet i bund og skrålende ”terminé” hver gang vi passerer høsthold, der ikke er færdige, slutter den sidste dag med både gilde og dans. 14 flasker boblevand når vi at tømme i den milde oktobernat, der først et godt stykke efter midnat bliver kølig. Lige som Muriel kan lide det, ikke for varmt og masser af druer. Høsten 2004 er i hus, og den tegner godt.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Søndagstur

Druerne er så modne og søde, at vi kan spise dem direkte.

Søndagen, syvendedagen, er vi tilbage paa den første lokation, to landsbyer væk fra gården, for at plukke de blå Pinot Meunier-druer. Vi begyndte med dem allerede den første dag men måtte gaa over til de grønne Chardonnay, fordi kooperativet på det tidspunkt var færdig med at presse de blå. Man blander ikke, og da vi ligger lige i udkanten af det primært grønne Blanc de Blancs-område måtte vi følge trop, levere det samme som de andre ejere og plukke de grønne først.

Det betyder, at vores Meunier i mellemtiden er blevet vel rigeligt modne, så helt fra morgenstunden bliver vi instrueret i kun at plukke de flotte, store klaser og lade alt andet sidde eller efterlade det på jorden. Kulden giver den flotte blå farve et frostet skær, og så må vi leve med, at denne morgens seks grader er særdeles kølig for os andre. Først efter kirketid – vi kan høre klokkerne fra Loisy-en-Brie – får solen så meget magt, at vi kan arbejde i korte ærmer frem til frokost.

Kort efter frokost bliver jeg reddet af besøg fra Paris. Energien er ved at være nede på niveau generelt udmattet, og en halv dags mindre arbejde modtages med kyshånd. Med et vennepar besøger vi kooperativet, hvortil talrige familiedelegationer i dag er mødt op med hunde, børn, bedstemødre plus alt det løse. Folkene her har god tid nu. Parkeringspladsen, der sydede af traktorer og hvide varevogne i onsdags er nu tom det meste af tiden, og folkene tager sig god tid til at forklare, hvad de foretager sig. Asfalten og alt andet klistrer som om det er blevet skyllet dagligt efter med druesaft den sidste uge. Hvad den i øvrigt også er.

Vi bliver tilbudt smagsprøver paa den nypressede druesaft, og jeg kan godt afsløre, at den smager dejligt, sødt og en anelse syrligt, som druerne, hvis kvalitet er meget lovende i år. Det må være et af de helt sjældne sammenfald, hvor både kvalitet og kvantitet tilsyneladende vil toppe.

I alt har vi nu høstet 46.000 kilo blå og grønne druer – kvoten lyder på 12.000 kilo per hektar til champagne, 2000 kilo per hektar til reserver, 2000 kilo per hektar til vin ordinaire, der kan sælges videre til andre champagnehuse, og endelig 800 kilo per hektar til at lave vin til eget forbrug. Saa den kloge fyr med lommeregneren kan, hvis han lægger sammen og ganger op, regne sig frem til, at vi nok skal nå at blive færdige i løbet af i morgen, mandag.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Et godt hold

På falderebet er holdet godt sammenarbejdet.

Efter vinhøstens sjette dag befinder der sig udover 10 plukkere yderligere fem kurve fyldt til randen med vindruer i den ene af de to hvide Citroëner, vi bruger til at transportere folk frem og tilbage mellem huset og markerne. De er tiltænkt Michael.

Høsttiden er fuld af traditioner, og la Baptême er en af dem. Normalt får debutanter på holdet buksevand, når arbejdet nærmer sig enden, i år gælder det foreløbig en druevasker. Michael er godt nok ikke den eneste nye på holdet i år, men han er suverænt den mest rapkæftede blandt en gruppe, der ellers er langt fra tavs under arbejdet. Samtidig er han den, der mest utidigt har kastet overmodne klaser efter andre i løbet af dagen, og det skal hævnes i dag. Så jagten går henover jorden overfor gården, indtil han overgiver sig og modtager dåben, der består af de godt 30 kilo druer, som fire spande rummer, plus ekstra seks-otte stykker, som en uvenlig sjæl har trampet til saft, inden Michael får det hældt ned ad nakken.

Ældst i gårde af de i alt 11 høstarbejdere er Muriel, der er kommet her gennem 10 år, og som tiden er gået har haft andre med. Svogere, fætre, kolleger og så videre, alle er på en eller anden måde forbundet. De fleste holder en uges ferie - fra jobs på fabrik som bager, slagter eller andet, - som de bruger på at høste vin. Andre er arbejdsløse, og har formentlig ikke andet arbejde i løbet af året. Fælles for alle er, at de nyder den lejrskolestemning kombineret med mors madgryder, der opstår, når man arbejder, spiser og sover sammen i en uges tid.

Man bliver ikke rig af den officielle løntarif. Folk på kost og logi som her sniger sig op på omkring 3000 kroner for denne uges arbejde, så det er næppe lønnen, der trækker.

Det er da også blevet sværere at skaffe den nødvendige arbejdskraft. Behovet er stort i Champagne, hvor hele høsten foregår per håndkraft, og en god plukker kan nå 500 kilo om dagen i et område, der i år giver 30.000 kilo per hektar. Det tiltrækker sigøjnere fra Sydfrankrig, der har slået sig ned med deres campingvogne og mobile homes stillet op som vognborge i udkanten af hver landsby. Vi ser dem om morgenen i kanten af vinrækkerne, hvor selv småbørn i børnehavealderen deltager i arbejdet med resten af familien. Ogsaa østeuropære kommer for at plukke druer, nogle på mere legal vis end andre, hvilket giver la gendarmerie en del at bestille på vejene i disse uger.

Folkene her kommer fra Normandiet - år efter år for manges vedkommende – det er arbejde alle kan finde ud af - og det giver et særligt fællesskab for ikke at sige familieskab i hvert fald den ene uge i året, hvilket er trækplasteret. Jeg er helt med – jeg kan ikke bruge mine kundskaber til ret meget i Frankrig endnu – men jeg kan høste vin uden andre problemer end de fysiske. Og så regner jeg da med at forstå lidt flere af vittighederne, når vi ses næste år.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Belles Feuilles

De smukkeste Chardonnay kommer fra "Belles Feuilles".

Den femte dag er omme, og hver eneste drue i “Belles Feuilles” er skåret ned og kørt til Vertus. “Belles Feuilles” betyder smukke blade, og det er navnet på et af de tre områder, vi skal høste. Det sker i dag, fredag, i smukkeste solskin, 20 grader i skyggen og en mild vind.

Vinstokkene lever fint op til det forpligtende navn, for på planterne her finder vi de formentlig flotteste Chardonnay-druer, vi kommer til at se under denne høst. Skindet er grønt paa vej over i det gule med små sorte prikker. Perfekt modne og uden problemer af nogen art. Heller aldrig har der været så mange druer, oplyser onkel Michel, der høster naborækkerne samtidig med os, og med sine nogle og tres år immervæk har set en del druer i sit liv.

Disse “Belles Feuilles” har han selv plantet tilbage i 1968 sammen med Alains far og bedstefar, saa de udgør i sig selv et stykke familiehistorie. Tidligere har de altid haft problemer, for eksempel med selv at kunne suge den nødvendige næring fra jorden. Alain fortæller, hvordan det har været nødvendigt at grave et lille hul ved hver plante og hælde jern og vand derned, fordi planterne ikke kunne suge det selv. Stokkene er stort set deres vægt værd i guld, og bliver passet og plejet som små børn.

I dag leverer disse planter de mest fuldendte, grønne druer her fra stedet. Udbyttet er dog mindre per plante end de andre områder “Vieilles Grandmeres” og “les Crochettes”, så derfor bliver selv den mindste klase samlet op og intet efterladt ved foden. I alt bliver det til omkring 6000 kilo, lidt mindre end de andre dage. Nu er musklerne ganske vist mindre ømme, men den almindelige udmattethed er for opadgående… Dog er dagens resultat slet ikke dårligt, vurderer formand Gerard, der dog ikke ønsker at ødelægge arbejdsmoralen med utidig ros. Der er trods alt stadig godt 2,5 arbejdsdag tilbage.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Halvvejs tror vi

Kooperativet har årets travleste dage under høsten. 

Vi er nu halvvejs igennem druerne, teoretisk set i hvert fald, for det er svært at vide helt præcis, hvor midten går, da vinstokkene ikke bærer ens, og rækkerne har forskellig længde og i øvrigt også er geografisk placeret tre forskellige steder i omegnen. Dertil kommer at druernes kvalitet svinger. I år er den generelt høj. De fleste klaser er flotte, pænt modne, og kun en begrænset mængde er ramt af råd og svamp.

På nuværende tidspunkt har vi helt droppet at plukke de mindre pæne, og også de allerunderste og besværligste klaser får lov at blive siddende i deres forskellige typer klemmer. Også selv om de underste druer ifølge formand Gerard er de bedste, fordi blomstringen begynder forneden. På trods af det ministerielle dekret om, at alt skal plukkes.

På høstens fjerde dag verserer der under alle omstændigheder forskellige tolkninger af det. Nogle mener, at alle klaser i bogstaveligste forstand skal klippes over og enten afleveres eller langsomt formulde for foden af vinstokken. Andre tolker det som, at de skal høste noget fra alle rækker men ikke nødvendigvis det hele. Dette er Frankrig, og alt, hvad der endnu ikke er genstand for diskussion, kan hurtigt blive det. Ingen har tilsyneladende selv læst dekretet.

Om det nu skal forstås paa den ene eller den anden måde, er en ting sikker. En mand fra en af egnens landsbyer har ifølge høstsladderen – vi fik historien her til aften af fætter Jean-Michels kone - fået fire rækker høstet af en anden, hvilket helt sikkert er en fejl. I høstår med for få druer sker det, at folk går paa hugst i hinandens rækker eller forsøger at skaffe druer fra andre områder for at kunne sende dem til kooperativets presser i eget navn. Af samme grund patruljerer politiet – la gendarmerie – ekstraordinært meget på vejene under høsten. Bliver man snuppet i den slags fiksfakserier, er det med licensen til at dyrke vin og dermed ens levebrød som indsats. Men i år med rekordmange druer, hvor alt – hvordan det så end skal forstås – skal skæres ned, går kun meget ubegavede personer på jagt i andres marker.

Vi holder os foreløbig samme sted. 6200 kilo grønne Chardonnay-druer er sendt til presserne i Vertus i dag, det samme som i går, og musklerne er begyndt at vænne sig til de nye tider med fysiske præstationer på knæene eller for mit vedkommende på bagen dagen lang.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Maaske Millesime/Maybe Millesime

The winepresses at the cooperative are filled around the clock.

Efter fyraften paa den tredje dag besoeger vi kooperativet. Det er her de nyplukkede druer bliver koert hen for at blive presset. Der er travlt som i en myretue. Det er aarets helt store uge her paa stedet, og mandskabet er i den anledning femdoblet til godt 30 De arbejder doegnet rundt for at foelge trop med maengden af traktorer og varevogne, der koerer dagens hoest ind.

Hver ejers druer bliver vejet og faar et nummer, som siden vil identificere saften. Kooperativet har lidt flere end 200 ejere, og nogle af dem laver champagne under eget navn og ikke kooperativets faelles. De forskellige landsbyer er heller ikke ens klassificeret. Vertus, hvor kooperativet ligger, er premier cru, mens Soulieres, hvor vi bor lige nu, ingen har. Derfor blander man ikke de forskellige presninger.

En klokke ringer naar en ny presning kan begynde. Saa tager to maend opstilling for hver ende af de firkantede presser for at haelde druerne ned, 50 kilo ad gangen. Naar pressens store gab har slugt 8000 kilo, bliver den sat i gang. Fire timer og tre-fire presninger senere er den faerdig med at tygge sig igennem skallerne, og druesaften bliver haeldt over i store staaltanke, hvor den skal bruge det naeste halve aars tid paa at udvikle sig til vin. Foerst til foraaret bliver den haeldt paa flaske. Heri gaerer den anden gang, og saa kan den 2,5 aar senere kalde sig rigtig champagne.

Kooperativets daglige leder er foreloebig vaeldig fornoejet. Den lokale avis l’Union skriver i dag, at aarets hoest har potentiale til en Millesime – en ublandet champagne - og Laurent er enig. Tegnene er gode. Den nypressede druesaft har en surhedsgrad paa 2,9 og der er sukker nok til at naa op paa en alkoholprocent paa 12. Mere sikre tegn vil vise sig i loebet af efteraaret, efterhaanden som vinen udvikler sig. En champagne skal altid smage ens fra aar til aar, og hvis den ikke kan klare det selv, maa den hjaelpes.

Dagens melding fra marken lyder paa overvejende mindre oemme muskler, stigende grad af loessluppenhed og et resultat paa godt 6200 kilo. I morgen ved middagstid skal vi helst have hoestet halvdelen, saa normannerne kan rejse hjem til Le Havre soendag aften.

After the work of the day is over we visit the cooperative. This is where the grapes is taken to be pressed. It is busy as an ants nest. This is the big week of the year here and the staff is five times bigger than normal, that is around 30 persons working more or less around the clock to keep up with the many cars and tractors that arrive with todays result.

Every member has his grapes weighed and given a number that later will identify the juice. The cooperative has a bit more than 200 owners , some of them make champagne under their own name instead of the common one of the coop. The different villages also dont have the same classifications. Vertus for instance, where the coop is placed, is premier cru whereas Soulieres where we live at the moment not is classified. That is why they dont blend the different juices.

A bell rings like in the school yard when a new load of grapes is to be pressed. Two men in each end of the big square presses will throw the grapes down the press, 50 kilos at a time. When the big mouth has swallowed 8000 kils the process will start. Four hours and after beeing pressed three to four times the machine is finished chewing the skin, and the grapejuice is led to big tanks of steel, where it will develop to wine. In spring it will be put in bottles where it will ferment for the second time. Only after 2,5 years further the grapejuice has developped into a real bottle of champagne.

The every day leader of the cooperative is a happy man. The local paper l'Union writes today, that the harvest of the year shows potential to be another Millesime - a champagne that does not need to be blended to have the perfect taste - Laurent agrees. The signs are good. The new juice has an acidity of 2,9 and there is enough sugar to reach an percentage of alcohol of 12. More signs will show during the autumn as the wine develops in the tanks.

Todays news from the fields says generally less sore muscles, more fun, teasing and throwing grapes at one another, and a result of 6200 kilos. Tomorrow at noon we better be halfway through so the normans can go back to Le Havre sunday night.

Viltre vindruer/Bastard grapes

It is not always obvious where to cut. 

Dag nummer to. Alle modne frugter, der ikke er mere end 50 procent raadne eller svampebefaengte, ryger i kurven. Der er druer nok at tage af, stokkene er saa fulde af frugter, at det synes at trodse alle naturlove. Fire kilo druer per plante, hvilket svarer til op imod en tredjedel mere end almindeligt, og hele 50 procent mere, end den kvote, vi maa aflevere til presning paa kooperativet. Men alt skal plukkes i aar. Det har den underafdeling af det franske landbrugsministerium, der beskaeftiger sig med vin, bestemt.

Jeg har allerede meget mere styr paa vindruerne. De mere erfarne plukkere ved praecis, hvordan de skal vride og vende klaserne for hurtigst muligt at faa dem gelejdet ned i kurven. Nybegyndere maa foerst laere trickene, og blandt andet derfor gaar det temmelig meget langsommere i begyndelsen at fylde sin kurv.

Man kunne tro, at vindruer haenger smukt ned fra grenene i deres karakteristiske omvendt pyramideformede klaser. Det goer de ogsaa nogen gange, maaske endda for det meste. Men saa er der ogsaa de udspekulerede smaa slubberter, der paa blomsterstadiet absolut skulle have naesen ind mellem to raekker traad, ind i mellem en gaffelgren eller lignende.

Naar de vokser sig store og staerke og bliver pumpede som balloner af saft, viser de en paafaldende tendens til at vokse rundt om denne jerntraad, disse grene, hvilket goer det ulige mere besvaerligt at befri dem for deres livline til moderplanten. Dertil kommer, at fire eller flere klaser ind i mellem har leget kluddermor. Filtret helt ind i hinanden maa plukkerne saa proeve at finde hoved og hale i baerklumpen, foer den kan dumpes ned i kurven. Saadanne tilfaelde tager tid og ender som oftest – i hvert fald for mig som nybegynder – med at klaserne maa klippes op stykke for stykke og de sidste stumper rives ud i gennem forhindringen med masser af druesaft ned ad armene, sorte druefingre og ind i mellem klip i fingrene som foelge.

Dagen slutter med en klar fornemmelse af muskler i ryg, laar, underben, bagdel, der tydeligvis ikke er vant til at arbejde. Det forlyder nu, at den tredje dag er den vaerste. Det siger baade formand Gerard og Muriel, der i 10 aar er taget fra Normandiet hertil for at plukke de smaa skiderikker. Dagens leverance: Knapt 7000 kilo som i gaar.

Second day. All mature fruits, that are not more than 50 per cent rotten or diseased with fungus, goes straight in the basket. There is more than plenty to pick. The plants carry so many grapes this year that it seems to go aginst all laws of nature. Four kilos on each plant, which is equivalent of one third more than normal and 50 percent more than the quota we are allowed to deliver at the cooperative. However everything must be taken. That has been decided this year by the department in the French Ministry of Agriculture that deals with wine.

I already am much more in control of the grapes. Even only the more experienced pickers know exactly how to turn the grapes up and down to be able to cut them as fast as possible. Beginners must learn the tricks while working, which slow you down in the first years.

You could think that grapes hang neatly from the branches in their characteristic shape of a pyramid upside down. They do, sometimes, maybe even usually. But you do experience clever little bastards that already while flowering choose to put their nose through to rows of iron thread, through branches shaped as forks and similar.

When these bastards mature, they show a strong tendency to grow around the thread or branch, which makes it a lot more difficult to cut off their connection with the motherplant. On top of this add those where four or more grapes have tried how much they could possibly be wringled into each other. Here the pickers must try to find head and tail of this bunch of berries which most often – anyway for a starter like myself – ends up with cutting the grapes apart piece by piece. It takes time and you normally also end up pulling the last pices through the obstacle anyway with a lot of grapejuice running down your arms, black grape fingers and now and then wounds from the cutter as the result.

As the day ends I have a strong feeling of my muscles in back, legs and bum, a clear sign that they are not really used to work. Now leader Gerard and Muriel, who has come here from Normandy to do the grapeharvest for ten years?, agree that the third day is the worst. Todays result: A bit less than 7000 kilos just like yesterday.

6800 kilo og oemme laar/6800 kilo and sore thighs

Most of the time you pick on your knees to last fysically all week.

Klip… klip… klipklip… klip… klipklipklip efterfulgt af "Panier" eller "David".

Lydsporet er forholdsvis enkelt paa denne vinhoestens foerste dag. Den er godt nok graa, men den begynder med behagelige 11 grader og en dejlig duft af efteraar, og slutter samtidig med regnens ankomst . Arbejdet maa siges at vaere enkelt. Med en havesaks klipper vi de smaa grene over, som holder klaserne fast ved vinstokken.Druerne ryger ned i le panier, og naar den er fuld, opnaar vi saa retten til at raabe efter David, der er den ene af slaeberne.


The grapes are collected at the end of the rows by David and Alexandre. 

Sammen med Alexandre toemmer han kurvene over i plastickasser med et rumfang paa 50 kilo. Seks af dem er lige et stykke over kanten af, hvad le chenillard kan klare. Det lille apparat paa larvefoedder har maal, der akkurat goer passage gennem vinraekkerne mulig, og dens lad kan klare seks fyldte kasser, hvis man er heldig. Det er gutterne noget af tiden, ellers hoster det lille baest, gaar i staa og laver andre spilopper.

At arbejde godt i raekkerne er holdarbejde. Med en god aand og den rigtige logistik glider det ganske godt. Men kurverne skal toemmes, helst lidt foer de er fulde, og kasserne ditto koeres til afhentning for at undgaa flaskehalse, og det kniber ind i mellem paa grund af larvens krumspring.

Begyndervanskeligheder eller ej. Arbejdet skrider fornuftigt frem. Gerard, der driver gaarden til daglig, henter de fulde kasser og afleverer dem paa kooperativet, der staar for presningen. Samtidig hoerer han dagens sladder. F.eks er et afmedlemmernes druer blevet afvist, fordi de har for meget sygdom. Noget, han selv konstant har foreholdt alle andre. Nu faar han saa tilbage fra samme skuffe efter loven om aktion og reaktion. Ingen regner dog vist for alvor med, at han ligefrem vil blive naegtet at aflevere og dermed gaa glip af den vaesentlige del af sin aarsloen.

Da de foerste regndraaber falder, har vi mere end til fulde plukket dagens kvota til pressen og kan koere hjem med vores oemme knae og rygge. Dagens resultat: 6800 kilo og formodede endog meget oemme laarbasser, naar solen atter staar op.


Cut… cut… cutcut… cut… cutcutcut followed by a „panier“ or „David“;

What you mainly hear on this first day of the grapeharvest is rather simple. Even the day it is grey, it starts with pleasant 11 degrees Celsius and a nice smell of wet soil that reminds of autumn. We even stop just as the first raindrops arrive. The work is easy. With a pair of scissors like those you may use in your garden, we cut the grapes where they are attached to the branch. The grapes are put in the panier and when it is full, we achieve the right to call out for David, one of two carriers.

With Alexandre he empties the full baskets in plasticboxes that contains 50 kilos. Seks of those are just a bit more than thhe chenillard can handle. This little machine on caterpillars har measures so it can just go through the rows of wine and can be loaded with six full boxes if you are lucky. Some of the time the boys have luck, otherwise the little beast coughs, stops or shows other annoying habits.

To work well in the rows is teamwork. With a good spirit and the right logistics you are pretty well off. But the baskets must be emptied preferably before they are too full, and the boxes taken to the van to avoid bottlenecks. Sometimes not easy to achieve due to the acrobatics of the caterpillar.

Beginners problems or not. The work progress well. Gerard, who runs the farm, picks up the full boxes and deliver them at the cooperative that makes the grapes to juice. This is where he hears todays gossip. For instance that one of the members of the cooperative has had his grapes , because they have too much disease. Something, this guy through the years has preached for everybody else. Now seems to be pay back time following the law of action and re-action. Nobody seems to think that he eventually will be denied to deliver thus lacking a substantial part of his yearly income.

As the first raindrops fall, we have pickede more than enough to fulfil the quota of the day, and can go home with our sore backs and legs. Result of the day: 6800 kilos and suspectedly indeed very sour thighs when the sun sets again.

I bilens tegn/Sign of the cars

Watch out for the grapeharvest.

Dagen staar i bilens tegn. Vi koerer de fyrre kilometer fra vores nye hjem i Verzy til det gamle i Soulieres i udkanten af de groenne druers hjerteland - Blanc de Blancs – som er betegnelsen for de champagner, der er fremstillet udelukkende af groenne druer. Tingene er dog ikke enklere, end at huset her bidrager til en champagne fra Blanc de Blancs-omraadet, der er lavet paa baade de blaa og de groenne.

Langs landevejen staar arbejdets frugter stablet op, 50 kilo per kasse, ved mark efter mark. Laengere oppe ad raekkerne soerger plukkere for at levere arbejde til baade den staerke mand og hans makker, der er hyret til at transportere druekasserne fra raekkerne ned til vejen og derfra loefte dem videre op paa ladet af den trailer eller varevogn, der skal koerer dem til pressen.

Det giver en heftig fragten frem og tilbage under hele hoesten. Ikke mindst traktorerne kan med deres tilladte 25 kilometer i timen skabe saa lange koer og gale chauffoerer, at saerlige skilte ved de fleste bygraenser maner til taalmodighed med gul katastrofebaggrund paamalet en ildevarslende roed trekant og en vintraktor og “vendange” (vinhoest) i kapitaler.

Forbered dig derfor paa, at hastigheden fra i dag vil blive skruet aartier tilbage. Den naeste uge foregaar arbejdet for mit vedkommende per haandkraft. Skulderkraft for baerernes. Vi kan dog alle glaede os over bilerne, der to gange dagligt vil transportere os hjem til solid fransk bondekost, som kun de faerreste af os ville kunne naa at forbraende paa en helt almindelig dag.

Today is in the sign of the cars. We have a forty kilometer drive from our new home in Verzy to the old one in Soulieres in the outskirts of the heartland of the green grapes – Blanc de Blancs – which defines champagnes made of only white grapes. Things however are not that simple since we are to pick both both white and black grapes for a champagne from the Blanc de Blancs area.

Along the road we see the fruits of todays labour piled up, 50 kilos per box, along one field after the next. Further up the rows of wine the pickers are busy creating even more work for the strong guys who transport the boxes from the rows to the road and further up in the trailer.

The transport makes the traffic immense during the harvest of the grapes. Especially the tractors with their maximum speed of 25 kilometers per hour kan create such tails of cars behind them, that special signs at the citylimits many places asks prudence of the angry drivers on a catastrophy-kind-of-yellow background in the shape of a horror red triangle and with a winetractor and the word “vendange” printed in capitals across.

So you just be prepared that the tempo from this day will be rewinded with decades. The next week work for my part will be done manually. Shoulderly when it comes to the strong guys. All of us however, we can happily look forward to be picked up by a car to take us back for good heavy French countrystylefood, that few of us would normally be able to burn.

Parat start udstyr/Ready steady well equipped

Klar til klip, nu også i regn/Ready steady even with rain.

Året er 2004, og vi vil nå helt ind efter den første weekend i oktober, før den sidste klase Chardonnay og Pinot Meunier er sendt til presning. Det er sent... Sidste års langvarige hedebølge sendte druerne til tælling allerede i slutningen af august, og det gør ikke mindst udstyrsmæssigt en forskel.

Dette års koldere, vådere og mindre solrige væsen vil tilsyneladende stadig ikke ende. Morgenerne er decideret kolde, heldagsregn forekommer, og tung gråvejrshimmel erstatter som oftest den klare blå, der karakteriserer september på de gode dage. Næsten som i Danmark, hvor der dog ikke findes dårligt vejr , kun forkert påklædning.

Så kække er franskmænd almindeligvis ikke, men når det nu skal være – og det skal det jo, da høsten begynder i overmorgen – er den lokale farmerbiks unægtelig velassorteret, og i anledning af den forestående høst oven i købet åben hele lørdagen. Regntøjet findes i tykkelser, der må kunne modstå de syv verdenshave i flere dage, og i designs, jeg aldrig er stødt på i Magasin. Heldragter, gulvlange frakker, selebukser med videre. Alt fås i grønt, forklarer ekspedienten, der med sin rødbrune, velplejede moustache og oceaner af tid er som trådt ud af en anden tid. Hvem sagde Asterix?

Gode, knæhøje støvler i naturgummi er jeg allerede udstyret med, så nu skal jeg blot have et par handsker og en lille grensaks, og så er det ellers klar, parat, klip.

The year is 2004, and the first weekend of October will be gone, before the last Chardonnay and Pinot Meunier-grapes have been shipped off to the press. Late that is… Last year the long lasting heat wave matured the grapes before the end of August. Quite a difference, not at least when it comes to your equipment.

This year the colder, more wet and less sunny spirit of the weather never seems to end. The mornings are cold, sometimes it rains all day long, and heavy grey skies seems most frequent. Almost like in Denmark, where bad weather doesn’t exist, only wrong clothes. The French don’t seem that weatherproof to me.

Unless they have to, which is the case with the harvest coming up, and the local farmer shop is well assorted indeed. Today even open all day with this Saturdays perspectives of good sales in all goods linked with winegrowing.

The rain clothes exist qualities so thick that I suspect they would keep the seven seas on the right side for quite some days. And in designs, I’ve never bumped into before. One-piece suits, coats so long that they reach the floor, and trousers that reach your shoulders. Available in green. The guy in the shop with his redbrown moustache and all the time you need seems to have arrived from a completely different time than mine. Who said Asterix?

I already own good knee high boots of natural rubber, so now I only lack the gloves and a pair of scissors to be ready, steady… cut.

Før det går løs/Few days before take off

2003- vinhøst i høj sol/Sunshine grapeharvest in 2003.

Nedtællingen til årets begivenhed for os i Champagne er i gang. Der er tre dage til vinhøsten begynder, og en forventningsfuld stemning næsten som før juleaften er ved at lægge sig behageligt over mine tanker.

Min svigermors gård er et traditionelt landbrug med forskellige afgrøder - hvede, sukkerroer, majs og så videre - men vin er den vigtigste, og først når de sidste druer er sendt til pressen, vil det vise sig, om året har været økonomisk godt eller ej.

I denne tid bliver gårdens faste mandskab betragteligt udvidet. Normalt klarer fætter Gerard biksen alene, men fra på søndag kommer - udover 10 plukkere fra Normandiet - også en fyr til at slæbe de 50 kilo tunge druekasser, to kogekoner og så det løse fra familien, som udover mig på fuld tid i hvert fald også tæller nevø David.

Kort sagt vi skulle være nok til fest. Også selv om de hernede snakker om den gyldne balance mellem at gøre vinhøsten festlig nok til at folk gider at komme, men ikke festligere end at de stadig kan arbejde...

The Countdown before the event of the year for us here in Champagne has begun. It is three days before the grapeharvest begins, and expectations like you can imagine those of a small child the last days before Christmas are these days present in my mind.

The farm of my mother-in-law is a traditional farm with different crops - wheat, sugar beeds, maize and so on - but the wine is the most important, and only when the last grapes have been send to the press, we know if the year has been economically good or not.

This is a time where the everyday staff of the farm grows significantly. Normally cousin Gerard takes care of everything more or less on his own. During the harvest there will be further 10 pickers and a guy to carry 50 kilo boxes of grapes, two women to cook and available familymembers, which this year include nephew David to carry boxes and me to pick. All due from sunday.

Enough people to make a party I should think. Even the employers here talk about the balance between making the harvest cheerful enough to make people want to come to work, but not more than they are still able to do so.