Kampen foregår på alle fronter. Forleden åbnede Sarkozy en ny, da han foreslog at lempe de strenge regler for reklamering for vin. Hvis han altså bliver valgt til april og maj. Og måske er der nogen vinstemmer at hente på sådan en udmelding?
Strenge regler for reklame
Det er den strenge Evin-lov fra 1991, Sarko overvejer at hive et par af tænderne ud af. Regeringen roder med noget lignende. Loven regulerer blandt andet, hvordan man må reklamere for tobak og alkohol.
"Vin er ikke blot en økonomisk aktivitet, det er en fransk tradition, en fransk identitet, fransk know-how," sagde Sarkozy ifølge flere medier, da han forleden besøgte en gruppe vinbønder i Sancerre.
"Vi kan ikke bede vores vinfolk om at konkurrere med den øvrige verdens vinfolk, hvis vi ikke vil tillade dem at kæmpe med tilsvarende våben."
Eventuelle ændringer må dog ikke opfordre til mere end et moderat forbrug. I øjeblikket forbyder loven enhver tilskyndelse til at købe eller drikke vin. Nogle franske vinbønder mener da også, at Evin-loven er blandt årsagerne til den misere, branchen har befundet sig i efterhånden i en årrække. Andre mener, at en del af dem i stedet skal lave noget bedre vin, og en andel del skal sælge deres gode vin noget bedre i form af eksempelvis etiketter, der er lettere at forstå.
Ingen præsident uden vin
Nu er Sarkozy oftere afbildet i bladene i løb omgivet af en håndfuld ligeledes løbende sikkerhedsfolk end med et glas af den gode vin. Han drikker nemlig slet ikke vin, skrev vinbladet La Revue du Vin de France for nylig. Det er ikke foreneligt med et hæsblæsende energiniveau som hans, hedder det videre.
Men i Frankrig, hvor vin tegner sig for godt to procent af bruttonationalproduktet men en langt større del af den nationale identitet kan ingen præsidentkandidat bare afskrive vinen. Nicolas Sarkozy interesserer sig derfor for den, for det er han nødt til.
Ifølge bladet lærte Ségolène Royal allerede, da hun trådte sine politiske barnesko hos afdøde præsident Mitterrand, at "at spise og drikke er to af fransk art de vivre's piller." Og hun kan godt lide vin, skriver La Revue du Vin de France, der dog gemmer hæderen en "sand connoisseur" til den grønne kandidat, Dominique Voynet, der angiveligt kan nævne stribevis af vine fra Jura og ikke kun økologiske.
Men Voynet er ikke sandsynlig som næste beboer i Elysée-palæet. Hvorimod Ségolène selv med den seneste tids dårlige meningsmålinger ikke kan dømmes ude endnu. Hvad mon hun vil gøre for vinfolket for at trumfe Sarkozy?
Wikis: In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment