22 March, 2007

Bedstemor med sprøjt i


Vores nye vingård er sådan set ikke økologisk drevet, selvom man godt kunne få tanken. Idéen er spændende, men helt uaktuel så længe vi arbejder på deltid.

En økologisk vinbonde fortalte i går om sine problemer med at forblive økologisk.

Hans mor, der ellers er på pension, kan ikke lide ukrudt, så hun benytter enhver mulig lejlighed til at snige sig ud i rækkerne for at få ordentligt has på enhver form for uønsket vækst med en god gang gift.

Jeg kender godt typen. Jeg tror simpelthen, det er umuligt for ældre damer, der har gennemlevet traktorernes og sprøjtemidlernes revolution i vinen og på landet i det hele taget, bare at lade stå til. At acceptere det grønne. Leben und leben lassen, som de siger i Wien.

Engang kørte jeg til marked med min svigermor. Jeg udbredte mig om det dejlige syn af røde valmuer i grøftekanten. Monet kunne simpelthen ikke have malet det bedre. "De har ikke sprøjtet grundigt nok," lød eneste kommentar fra min svigermor.

Og hun har altså mindst en søster i ånden her i Montagne de Reims.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: