Beskårede og ubeskårede cordon'er i Loisy-en-Brie i det yderste Côte de Blancs.
En vandret gren med nogle smågrene af varierende længde stikkende lodret i vejret eller et virvar af grene, der filtrer sig ind i hinanden, men med et fælles vandret udgangspunkt. Sådan er forskellen på beskårede og ubeskårede vinstokke.
Vores fyr har nu klaret en fjerdedel af den anden og sidste parcel. Hvilket vel må betegnes som godt i og med, at det har styrtet ned det meste af ugen, og han har desuden brækket en tå. I sidste weekend var status 20 procent. Så det går da fremad.
Tidligt forår
Selvom foråret brager frem - i Verzy har vi nu japanske kirsebærtræer i blomst - er vinstokkene i hvert fald i Loisy-en-Brie stadig i dvale. Da Alain tidligere i dag undersøgte knopperne, var der foreløbigt intet tegn på, at de er i færd med at udvikle sig. Sådan som eksempelvis æbletræet i vores baghave har travlt med.
Men en fjerdedel i hus betyder, at der stadig mangler tre fjerdedele. Lige nu afventer vi, hvad vor ven kan bedrive den kommende uge. Er det ikke tilfredsstillende, må Alain bruge nogle feriedage på at beskære det sidste.
Næsten vinbonde
Foreløbig har han afleveret en af familiens små hjulbårne bænke hos vores unge beskærer. Med den mener han fortsat at kunne arbejde trods tåen. Man fristes til at sige, at selv med en brækket tå kan det dårligt gå værre end hidtil. Men det ligger mig meget fjernt. Vi nøjes med at tjekke grundigt hver weekend. Syge børn hindrer en mere aktiv indsats i øjeblikket.
Vi skal i øvrigt snart i gang med papirarbejdet omkring denne mark, som jeg - efter planen - skal leje af svigermor. Det betyder, at jeg selv bliver officielt vinbonde, og det er jeg sådan set ret tilfreds med. Og dermed også en tand ekstra interesseret i, at de cordon'er bare bliver de bedste set nord for Alperne. Mindst. For jeg kommer selv til at rydde op, hvis de ikke er det.
Snitfladerne er stadig helt tørre, hvilket betyder, at plantens cyklus stadig ikke er rigtigt i gang.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment