07 March, 2007

Evig frygt for frost

 
Posted by Picasa
Med forårets tidlige komme holder frygten for frost sit indtog i Champagne.

Der er en hel stribe af ting at være bange for, når man dyrker vin. Vinteren - vinens hvileperiode - kan man bruge til at komme sig ovenpå sæsonens forskellige, tænderklaprende, neglebidende risici for ubehagelige hændelser. Derpå glidende overgang til årets første frygt.

Den er cirka sammenfaldende med det tidspunkt, hvor knopperne går i auktion. De vokser og svulmer og til sidst folder årets første blad sig ud. En skrækkelig periode, hvor en enkelt frostnat kan blive helt enormt kostbar i afsvedne knopper i forskellige stadier. Det er anlæg til vindruer, der bliver kvalt i fødslen af Kong Frost, der så alligevel får sin hævn på falderebet.

Glem derfor alt, hvad jeg tidligere har sagt i uvidenhed eller manglende agtpågivenhed. Nu kan nattefrost snart rykke højt op på listen over mulige emner til gennemgang i en søvnløs nat.

Du forstår jo, siger Alain, at i år, hvor vinstokkene højst sandsynligt vil springe ekstra tidligt ud, vil riskoen for en frostnat være større end normalt. Klart nok. Det kan fryse til hen i maj.

Frostens lampehær
I Côte des Blancs har jeg set de første eksemplarer af de ofte ret dystert udseende lamper anbragt i rækkerne på de lavestliggende og derfor mest frostudsatte parceller.

I frostnætter vil ejerne eller arbejderne våge eller i hvert fald stå op med jævne mellemrum og tjekke temperaturerne. Falder de under en bestemt kritisk grænse, vil lamperne blive tændt. Deres varme kan redde vinknopperne frelste gennem de ofte få timer til næste dag. Det er koldest sidst på natten.

Også her på Verzys lavestliggende og ret flade parceller har i hvert fald huset Louis Roederer et frostvarslingssystem installeret. En nabo har fortalt os om det. Om det stadig er i brug, vidste han dog ikke. En lampe lyser ved landevejen, når temperaturerne nærmer sig det kriminelle. Hvordan vinstokkene så genfinder varmen, melder historien intet om.

Mere om lamperne: Kong Vinters kolde ishånd

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: