28 March, 2011

Belles Feuilles er bundet

 Udsigten fra Belles Feuilles-parcellen ned over det flade sletteland, Champagne Crayeuse.

Fredag så udsigten fra min arbejdsplads endnu således ud. Den vil have ændret sig mandag. Parcellen Belles Feuilles - de smukke blade - er færdig, og vi begynder så igen i Loisy-en-Brie, hvor de sidste to tredjedele af opbindingsarbejdet venter.

Stik mod sædvane har grenene i Belles Feuilles-parcellen knækket for et godt ord, når vi har måttet bøje dem blot et bitte stykke mod deres indre vilje og ved. Normalt plejer grenene ellers at udvikle sig både tykt og godt, men altså ikke i år.

Fætteren, der råder i den anden halvdel af parcellen, siger, at det er på grund af hagl i sommer. Det ved vi ikke noget om. Men noget er i hvert fald anderledes, end det plejer.

I år er grenene i Loisy-en-Brie til gengæld været overraskende gode. Ikke fordi de ikke plejer at være det, de er bare bedre i år. Flere at vælge imellem og stærkere, da vi beskar planterne. Fra mandag får vi se, om de duer til at binde op.

Læs også: Opbinding er i gang og Himmelsk hurtig opbinder

 Udsigten fra Belles Feuilles-parcellen tilbage mod landsbyen Soulières.

2 comments:

Annette said...

Jeg håber, at du måske på et andet tidspunkt, vil vise os billederne. Jeg har set på forskellige blogge, at der er problemer med at uploade billeder i disse dage.
Jeg vil utrolig gerne se billederne fra din smukke verden.
Hav det godt dernede sydpå.

Sol said...

Gisp, der må være en bug i programmet til at uploade billeder. Hvor irriterende. Jeg håber, det snart bliver fixet, så jeg kan vise billederne.
Tak for tippet. På min egen computer kommer billederne nemlig frem.
Jeg håber, at du har lige så godt vejr nordpå, som vi har her.
Mange hilsener
Solveig