Forleden mødte jeg en bedstemor over en stak kalvekoteletter. Den slags er aldrig billige, sagde jeg. Pas på, sagde hun, ellers kommer du til at betale for mere ben end kød. Hun kom oprindeligt op til Champagne fra det mere direkte franske sydvest, så hun siger tingene, som de er. I hvert fald et stykke af vejen.
Derfor nåede vi - over børnebørnene - således omsider også frem til vinstokkene og deres særlige verden. Hun kender den ganske vist kun fra sidelinjen. Hendes by Taissy er snarere en forstad til Reims end en del af det egentlige Champagne Viticole. Også selvom byen har egen vignoble, flere vinhuse og en af den seneste generations entreprenører - Alain Thiénot med mærke af samme navn.
Champagnes vinverden er lukket, fortalte hun mig. Det ved jeg godt, for jeg lever i den. Den er blot ikke helt lige så lukket for mig, fordi egne vinstokke er adgangsbilletten. Der er også adgangsvej, hvis ens mor eller far eller onkel arbejder i den.
Hendes barnebarn ville gerne arbejde i det fri, som vi gør. Han gik derfor på vinskolen i Avize, tog afsluttende eksamen, men da han bagefter skulle søge arbejde, blev han selv i et af de store champagnehuse spurgt, hvem han kendte. Man kan måske nok få arbejde i marketing, revision eller ligefrem direktion sådan et sted, men hvis man vil arbejde i vinen eller med vinen, kræver det lokale referencer.
Det har været en utrolig lukket og selvsupplerende verden af en helt anden tid end nu. Se, det var kalvekoteletterne heldigvis også. De var nærmest fantastiske, og da børnene til alt held ikke havde lyst til kød, var der to til hver af den slags, der kan tygges med et øjenbryn. Jeg håber, at den sydlandske bedstemor nød sine côtes lige så meget som os. Skulle der have været champagne til, ville jeg have valgt Rosé d'Assemblage. I stedet blev det Saint Joseph fra det nordlige Rhône, og det var heller ikke ilde.
No comments:
Post a Comment