02 March, 2011

Moderne arbejdsskader

 
Posted by Picasa
Bøj og stræk ned over hegnet er en anden form for gymnastik. Men det er vigtigt at have øje for den fine grænse mellem sund fysisk aktivitet og nedslidende vaner.

Sikkerhedsbrillerne var obligatoriske på beskæringskurset i sin tid. Siden har de vist forputtet sig. Eksamen var umulig uden, men siden har jeg ikke set dem.

Plasticskallen foran øjnene beskytter effektivt mod grene i øjet, når vi beskærer, men de er ikke just behagelige, og jeg har endnu til gode at se folk, der bærer dem i vinmarkerne. Alt for klogt er det vel ikke.

Tro det eller lad være, men af og til svirper grene op i ansigtet med en kraft som et piskeslag. En sjælden gang har sådan en også strejfet min engangslinse, men det er aldrig blevet til mere.

Forleden nævnte et af vores blade netop mængden af øjenskader som stigende i forbindelse med beskæringen. Jeg tror ikke på en stigning, men det er meget muligt, at flere indrapporterer problemer, og det er da positivt.

Nyt emne i pressen
Arbejdskader hører ellers ikke til hverdagsemnerne i vinbøndernes skrevne presse, og det er selvfølgelig ikke fordi nedslidning arme, albuer, knæ og øjenskader er nyt. Man har vel bare betragtet det som hørende til bestillingen. De folk, der går på pension nu, hører ikke til dem, der klager sig.

Jeg synes, det er en behagelig nyhed, at disse problemstillinger begynder at blive italesat der, hvor mange har mulighed for at læse om det. Ingen skal da leve med, at de som 60-årige ikke længere kan gå normalt, fordi deres knæ er slidt i stykker.

Artiklen nævner, hvem man kan kontakte i sygekassesystemet, og hvordan man kan få hjælp til at ændre sin arbejdsform til en, der er mindre opslidende.

Selv denne ældgamle vinverden aspirerer åbenbart til at blive en del af den moderne verden. Hvor er det godt. Jeg må hellere lede efter de briller.

No comments: