Belles Feuilles er færdig

 

Alain stopper grene ned i trillebørens mobile bål.

Vi er færdige med at beskære den første af fire parceller. Den, der hedder Belles Feuilles, og som består af en øvre og en nedre del.

I den øverste del så vi mange grene, der var svage og tynde. Af en eller grund var forvedningen ikke gået så godt som normalt. I den nederste del var grenene generelt sunde og af en god tykkelse. Interessant forskel på to stykker jord, der ligger klos op af hinanden.

Den eneste forskel er, at den øvre parcel ligger saddelformet på toppen af bakken, mens den nedre ligger på den nedre del af skråningen på siden vendt mod Soulières.

Mandag i tåge
Vejret var meget tåget mandag. Da jeg ved 9-tiden kom tilbage fra Reims - skolevejen - tilbage modd bjerget, lignede det et impressionistisk maleri.

Lave drama-skyer direkte over Montagne de Reims - det er der tit, jeg formoder det hænger sammen med fugten fra den meget store skov på toppen - og en smal strime velgørende sollys direkte over skoven. Blå himmel og rødt morgenlys over vinmarkerne tættest på Reims.

Undtagelsesvis ingen sol gennem Côte des Blancs. Det er ellers ikke tit, at vi møder sol på nordsiden i stedet for ikke sydsiden. Det er oftere omvendt, men altså ikke mandag. Plateauet ovenfor Vertus, som vi befinder os på, henlå i varierende grader af tåge dagen lang. Det meste af tiden var alt, længere end 20 meter væk, indhyllet som i et drømmesyn. Mødet mellem weekendens varme luft og mandagens kolde.

Vingården føltes kølig.

Først på eftermiddagen forstod vi dog, at solen alligevel måttet havde været deroppe et sted over tågerne. Meget pludseligt blev det nemlig koldt fra det ene minut til det næste.

Sjovt nok spurgte en af vores medsmagere i dag på under dagens smagning, om vi også havde bemærket, at det pludselig blev koldt kl. 3.30, og det havde vi jo. Fuldstændig som om naturen fra det ene øjeblik til det næste havde skruet ned for den store gasbrænder. Hvilket jeg formoder præcis var tilfældet. Selvom vi ikke så skyggen af sol i Côte des Blancs, har den altså højst mærkbar effekt aligevel.

 

Jeg finbeskærer de sidste detaljer på en Vallée de la Marne-beskåret Pinot Meunier.

Vi fortsætter med at beskære Crochettes, som er den parcel, der ligger tættest på huset.

Den ægte hektarpris

 

Tågehavet over Vertus. Et sted under skyerne ligger to parceller med Premier Cru-vinstokke og venter på ny ejer.

I den forløbne uge modtog blandt andre vi et vældig interessant papir.

To vinmarker er til salg i Vertus: I alt 12 ares - 1200 kvadratmeter - til knapt 190.000 euro for begge. Læg dertil notaromkostninger, som er en fast procentdel af salgsbeløbet.

Vi skal ikke selv på indkøb. Det interessante er, at salget overhovedet er offentligt kendt. Oftest kører den slags handler i mulm og mørke, og man hører højst og kun eventuelt om salgsprisen efter handlen.

Hver landsby har sine familier, og de har ingen interesse i at dele viden med andre potentielle købere.

Prisen er den ægte markedspris. AOC-hektarerne i Champagne bevarer dermed trods krisen, der ikke er slut, deres høje priser. En god million for en hektar.

Jeg har tidligere skrevet om hektarpriser i Champagne i 2010 og i 2006.

De bedste fra 2010

 

Ingen hemmelighed, at jeg er glad for at fotografere vinen i alle dens tilstande. Dette billede af en ganske ordinær Pinot Noir på vinhøstens sidste dag er jeg for eksempel ret tilfreds med.

Årets første uger bugner altid med hitlister over året, der gik, og hvorfor skulle jeg stå tilbage for det? Her er et hurtigt kig tilbage. Baseret på min hukommelse og lyst og uden mindste sammenhæng med statistik.

1) Vores søn gik med i Saint Vincent-optoget. Stort ikke mindst for ham selv.

2) Vores parceller i Loisy-en-Brie blev omsider seksuelt forvirrede.

3) Vi havde egen praktikant fra vinskolen i Avize i en uge.

 

Urnestil i Champagne ogmere endnu fra samme skuffe.

4) Vores datter manifesterede sig som ret habil smager af en fire-årig at være. Vi tester hende dog ikke i hverken vins clairs eller champagne. Endnu. Hun er ikke ret glad for vin, men øl og champagne er vi nødt til at insistere på som voksne privilegier.

5) Naboen genopbyggede omsider den nedstyrtede mur i Loisy-en-Brie, og vi fik et sjældent kig ned til den kridtholdige undergrund.

6) Vi havde flere gæster i vinen og gæstede selv flere, endda i fire lande. Danmark, Frankrig, Belgien og sørme også et smut i England.

 

En vinstok i vækst et sted mellem Verzy og Verzenay, pinsen 2010.

7) 2010 blev et skimmelår, og et år, hvor rigtig mange måtte sortere rigtig meget for et resultat, der kan vise sig langt bedre, end det så ud i vinhøstens dage. De næste måneder vil give yderligere fingerpeg.

8) Vi fik et overmåde kyndigt blik på vores stjerne.

9) Og vores champagne solgt på en god lille restaurant i det indre København med tilhørende anmeldelser af hver champagne.

 

Som et julepostkort fra den gamle mølle ved Verzenay, men det er ganske vist. Det er såmænd bare sne i Champagne.

Vi var også en tur i den gode gamle Stift og en tur til hesteslottet i Chantilly gav denne historie, som jeg fandt det meget fornøjeligt at skrive. Det var da i øvrigt også helt hyggeligt at vise billeder fra landsbyerne på disse kanter.

Beskærer-fashion 2011

 

Jeg har taget fat på beskæreråret med nye handsker.

Stramme fingre. Varmt foer. Overflade uden stiksår og skidt.

Jeg har en ven, som det danske skattevæsen engang nægtede at trække mere end et sæt arbejdstøj fra om året. Jeg undrede mig dengang over, at de blander sig i slige detaljer. I dag ved jeg, at den funktionær ikke kendte til fysisk arbejde.

Jeg klipper hul i mine handsker. I mine bukser. En gren svirper en kontaktlinse ud. Jeg ved s'gu ikke, hvordan det sker. Men det sker i stadigt nye variationer hvert år.

I det mindste brænder jeg ikke hul i mit tøj som Alain, der ødelægger mindst et sæt overtrækstøj og støvler hver sæson. Det er nemlig ham, der fodrer tromledyret. Blandt hans nyindkøbte beklædningpobjekter er chapkaen og de kunstige knæskaller. Det skal spændende at se, om han også får futtet det af. Det håber jeg ikke.

 

 

Vennen med den enlige sæt arbejdstøj havde en cykelbutik.

Mudderbad i gaden

 

Vores gades regnvandsfos - kun vandførende dele af året - kan nedskylle lidt af hvert. Druekurven her hører til den mere pittoreske form for skidt. Hvorfor smider folk deres lort i skoven i stedet for i de opsatte affaldsspande?

Regn i Montagne de Reims er ofte en imponerende affære. Torsdag aften dog lovlig tæt på, syntes vi.

Det regnede i stride strømme dagen lang. Pludseligt ved 18-tiden lød regnen anderledes, og da vi fik slået porten op, fungerede afløbet ikke for den underjordiske kilde, der løber ned fra skoven under naboens grundog vejen mod en mindre parkeringsplads. Herfra bliver dens løb åbent, og det burde på en aften som denne fremstå som en decideret fos af muddervand.

I stedet stod vandet 20 centimeter højt og mudret i den hulning, vejen har lige ved vores hus, og højden steg hurtigt mellem husvæggene trods dens stejle fald længere henne. Jeg glædede mig endnu engang over, at vores hus ikke er bygget i en hulning som visse af de gamle nabohuse. Den slags forhold overvejde vi ikke da vi købte hus for nogle år siden.

Vi ringede til borgmester og brandmænd, og så ellers i gaden med den store kost for at prøve at få gang i afløbet. På landet kan man lige så godt lære at klare sig selv. Borgmesteren stillede straks - det er en fantastisk detalje ved de franske minikommuner, at der rent faktisk er et ansvarligt menneske, der stiller op ved siden af en selv. Brandmændene var mindre tilbøjelige til at forlade deres lune kaserne. Men vi ved fra nevø David, der også er brandmand, at han af og til tilbringer dage eller nætter med at rydde op efter lignende oversvømmelser, så vi insisterede på hjælp, til de kom.

Vand fra regn og smeltet sne
Den megen regn har i kombination med store mængder smeltet sne fået Météo France til i dag at sende advarsler om forhøjet vandstand og risiko for oversvømmelser i flere nabodepartementer.

Også langs floden Marne står de omgivende arealer under vand. Andre år har det set sådan ud, og det gør det også i år. Det er blot et vanskeligt at sted at standse for billeder.

Lignende oversvømmelser forekommer efter hvert tilsvarende regnvejr. Kraftige strømme af vand skyller jord fra toppen, ned gennem vinmarkerne. Mudderspor på vejen afslører vandets løb, der kan blive så kraftigt, at det river vinstokke med sig ned. For eksempel i Aÿ en sommer.

Første gang med vand i gaden
Naboerne fortalte her til morgen, at de aldrig har set noget lignende i gaden, og den ene dækker ellers aldermæssigt de seneste to generationer. Det undrer mig.

Ifølge naboerne skyldes problemet arbejdet i skoven. Når folk med skovningsret fælder træer og rydder buske, kan det ændre vandets løb. Det meget stejle fald fra skoven giver vandet en kraft, der river alt med sig på sin vej ned. Når afløbet ikke fungerer korrekt, står vandet snart i gaden.

I mine første år i Verzy fandt jeg de åbne rendestene grimme. Nu forstår jeg bedre, hvorfor de er praktiske. De leder da i hvert fald både vand og det revl og krat, det river med sig, væk. Og så glæder jeg mig over, at vores hus ikke ligger i nogen form for hul, for selvom syndfloden fra skoven ikke tit slår vejen forbi os, er det ærgerligt, hvis det sker lige den dag, hvor ingen er hjemme til at ringe 18.

Regnen fortsætter i øvrigt i dag.

Vinshow får den hvide pil

 

Danske vinbønder i Danmarks-huset på Champs-Elysées i 2004 er vores foreløbigt eneste optræden i selskab med andre vinbønder. En interessant oplevelse for os fra før vi var selvstændigt kommercielle. Det blev lidt af en reference for os, og vi bruger stadig de erfaringer.

Vi er nu med på gæstelisten til at vise os frem i Danmark og Finland til marts. Syndikatet organiserer, og så er der både dømt hvid dug, tolk og transport.

På et af de indledende møder dukkede et velkendt hoved op og fortalte lidt om sine erfaringer med et lignende fremstød i Italien. Lidt som i L-I-D-T. Som god champenois var vor ven yderst varsom med at sprede interessant information.

Erfaring deles ikke
Folk herfra - vinkredse i Champagne, måske kan jeg godt tillade mig at projicere den op på nationalt plan, Alain følger til dels trenden - rutter ikke ligefrem med deres dyrt indkøbte erfaringer. Heller ikke på områder, hvor de kunne vælge at give lidt i porten og hente samme mængde goodwill tilbage. Hvorfor stillede vores bekendt op som case, hvis han alligevel ikke ville fortælle? Hvem ved?

Men Alain fik da gravet personens benchmark for et rimeligt salg i kølvandet på et sådant arrangement frem af gemmerne. Det svarer i pænt høj grad til, hvad vi opnår ved egne arrangementer. Nok til at kølne vores interesse for at deltage mærkbart.

Det koster nemlig kassen at stille op.

Hvem deltager og hvordan
Til gengæld er det jo praktisk at kunne møde Gud og hvermand i løbet af en eftermiddag, i stedet for selv at støve dem op i ferie efter ferie og med børn, der hellere vil en tur i Tivoli end at høre om champagnens fortræffeligheder IGEN. Det må de stakkels børn så finde sig i endnu et år. Til gengæld er der råd til en pænt stor Tivoli-billet for de sparede omkostninger og endda penge til overs.

Nysgerrigheden må til gengæld forblive intakt. Hvem interesserer sig for det danske og det nordiske marked? Hvem dukker op på sådant et arrangement? Hvilken slags aftaler kommer der ud af det?

Og så det rent interkulturelle: Hvordan spænder mødet mellem det franske og det danske af, når det foregår i Danmark? Jeg har oplevet et par groteske eksempler i champagnehuse, og kan da godt bekymres for, at det kunne være en stil,syndikatet i misforstået følgagtighed også forfølger.I så fald er jeg helt overbevist om, at vi er bedst tjent med vores egne kanaler. Er der noget, der ikke virker i Danmark, så er det arrogant, fransk luksus-stil. Eller er der noget, jeg har misforstået?

Tidligere artikler: Vinshow I og Vinshow II.

Farver findes

 

Farver viser sig at findes, mens jeg beskærer. Selv midt i vinterens brune og grå. Guderne skal vide, at himlen har lukket lyset ude - det meste af det da - siden nytår.

Men af et overgemt - måske ligefrem glemt - under alle omstændigheder vissent blad fra sidste sæson at være holder dette eksemplar en absolut acceptabel nuance fra de brændte toners skala, skulle jeg mene.

Det slår aldrig fejl. Det imponerer mig hver gang.

Sæson 2011 er i gang

 

Mandagens tågede udsigt mod Soulières, set fra min plads i Belle Feuilles. 3. januar 2011.

Nytår betyder den finere beskæring af vores vinstokke.

Hele efteråret har jeg loppet den af indendøre. Nu er det slut. Arbejdet udendørs kalder ikke længere diskret. Mandag morgen råbte det snarere efter mig, og vi tog fat på det nye år bag hver vores række med Pinot Meunier i Belles Feuilles-parcellen mellem SoulièresSoulières og Givry-les-Loisy.

Parcellen ligger smukt på en bakke, der runder sig som en saddel. Udsigten er normalt tæt på fantastisk. Uendelig som når man står foran havet og med vinmarker ttil alle sider, og vores egen landsby, Soulières, en kilometer i den ene retning og Givry-les-Loisy en kilometer i den anden.

De første dage siden nytår har vejret været temmelig tåget. Det fremgår vist med al tydelig af billedet. Til gengæld føltes mandagens godt 0 grader ikke specielt kolde, hvilket de ellers hurtigt kan blive. At beskære vinstokke er i sagens natur ret langsommeligt arbejde.

Alain har arbejdet igennem det meste af eftåret, hvor han har fjernet den gamle og tykke gren, og derfor arbejder vi nu i et pænt tempo. Oven i købet ligger påskeferien i, hvad der ligner fjern fremtid, og den er vores faste grænse for, hvornår vi skal være færdige med at beskære og binde grene op.

Forvedning er ikke optimal
Forvedningen i Belles Feuilles er ikke imponerende i år. Det betyder, at flere af de nye grene fra 2010 er noget tyndt skravl modsat sidste år hvor kvaliteten var langt bedre med oftest fingertykke grene. Det er den proces, hvor de tynde kviste bliver hård på ydersiden - får ved - der ikke er gået, som vi ønsker. Det er et meget lokalt fænomen. Forhåbentlig og formentlig ser kvaliteten bedre ud i de andre parceller.

Ligesom mennesker fryser de tynde grene langt hurtigere end de tykke, og nogle af dem har derfor frostskader fra decembers julekulde. I nogle tilfælde dør den yderste spids af grenen, i andre fryser det hele. I begge tilfælde følger knopperne grenens tilstand. En hel eller delvist sort gren afslører oftest den indre, visne farve, der betyder frostdøden. Vi foretrækker et grønt indre, der betyder liv indeni.

Hurtigere end i 2010
Det føles godt at gøre tingene lidt hurtigere end året før. Ret menneskeligt, tror jeg.

Sidste år var vi færdige med Belles Feuilles midt i januar, og lige nu forventer vi at slutte en gang i næste uge. Der er med andre ord grund til forsigtig optimisme og foreløbigt absolut ingen stress. Højst ondt i diverse dele af ryggen som følge af alle mandagens fysiske udfoldelser.

A-a-a-a-l-t-i-d champagne

Onsdag morgen. Børns aktiviteter. Man møder andre forældre. Udveksler. Blandt andet også om champagne: Nå, I er vel færdige med at binde op? Næh. Men det må vi vel se at blive med de temperaturer, som vejrudsigten annoncerer på lørdag (24 grader Celsius). Videre rundt. I Champagne får man altid champagne til aperitif. Det nytter ikke noget at tilbyde to ting, for så har man to halvtomme flasker, mente faren med aner i både Épernay og Guadeloupe og dermed hang til både champagne og rom punch. Det problem deler moren med rødder i Bourgogne slet ikke. Gæster vil altid have champagne. Hun og hendes mand har helt droppet både crémant fra Alsace - hvor de begge har studeret - og ditto fra Bourgogne. Folk, der kommer her eller kommer herfra, er vant til at få champagne. Hos os giver vi normalt heller ikke noget valg. Det er take it or leave it, og det sidste hører til sjældenhederne. Men nogen skal jo køre hjem.

Velkommen 2011

 

Neon-skilte er en del af jule- og nytårsudsmykningen i Verzy.

Godt nytår til jer allesammen.

Det er vores tredje år med Champagne Tange-Gérard på etiketterne, og det bliver vores første som 100 procent herrer i eget hus.

Hidtil har vi drevet de tre hektar vingårde i selskab med fætter Gérard. Han er nu på pension. Hans kone, Annie, er ansat i firmaet i yderligere et år, hvorpå vi også overtager arbejdet med vinstokkene fuldt ud.

Det betyder selvfølgelig mere arbejde, men også færre kompromisser. Vi har flere planer, som vi nu kan begynde med.

- Et arbejdsrum på gården i Soulières. Færre tunge løft og på sigt med plads til en tank eller fade. Jeg drømmer også om mere plads til at modtage grupper.

- Genplantning af den øvre parcel i Loisy-en-Brie.

- Vores egen enkeltmarkschampagne.

- Grønnere arbejdsmetoder.

- Bedre forhold i vores vendangeoir. På sigt med mulighed for at lave Bed & Breakfast med en af Champagnes bedste udsigter.

 

De bløde bakker mellem landsbyerne Soulières og Etrechy. Hvad ville du synes om dén udsigt en enkelt morgen eller to?