Vi er færdige med at beskære den første af tre parceller. Nemlig Les Belles Feuilles-parcellen mellem landsbyerne Souliéres og Givry-les-Loisy her i departementet Marne, som huser den største del af de vinstokke, hvis frugt er basis for al champagne.
Det er det mindste stykke jord og det lyder måske ikke er særlig meget, så derfor skynder jeg mig at fortælle, at det ikke desto mindre er en milepæl, når man er færdig på det første stykke jord.
Pivende vind
Arbejdet foregik i den pivende kolde vind, der ofte kendetegner arbejde på den saddelformede parcel om vinteren.
Hver gang, vi vender tilbage herfra, spørger min svigermor til vinden. Hun kender den indgående fra mange tiårs arbejde med de samme planter.
Det hjælper ikke meget, at temperaturen siden først på ugen er krøbet over frysepunktet. Dén vind sender , og selv Alain rapporterer det som en større præstation, hvis han har udholdt tre stive timer i dens selskab.
Trillebøren og dens brændende indhold er den eneste og kærkomne varmekilde. Også selvom den primære grund til dens tilstedeværelse er at undgå, at eventuel svampesmitte overvintrer i afklippede grenstumper.
I dag bør trillebørens indhold være futtet af, og gløderne gået i sig selv, og Alain finder forhåbentlig et køretøj, han kan flytte fyren med, sådan at den står klar i Les Vieilles Grandmères ved Loisy-en-Brie på mandag.
Fik jeg forresten fortalt, at vi er færdig to uger tidligere end sidste år? Det føles lige nu som en stor kostbarhed. 10-12 dage, der kan vise sig vigtige, hvis vi bliver syge eller hård frost sætter ind.
I 2009 arbejdede vi hele foråret med et blik i kalenderen og på uret og havde stort set aldrig ekstra dage til for eksempel at pakke, sælge og levere champagne gennem det meste af foråret. Et stort mål er at have mere tid til overs til disse opgaver i år, så derfor føles disse to uger næsten som en skat.
No comments:
Post a Comment