22 June, 2006

Papirmillioner


Hektarpriserne på Champagnes vingårde er de dyreste i Frankrig.

Det er ikke ofte, vi ser de lokale jordpriser sort på hvidt. Men rygterne rejser selvfølgelig på hurtige vinger, og vi hører et og andet både på kooperativet, fra naboerne, en kollega eller til aquagym... de viser sig - det er hørt før - at være overdrevne. Omend ikke uforholdsmæssigt stærkt.

Gennemsnitsprisen for en hektar vin i Champagne er i øjeblikket 578.000 euro. Vi er med andre ord papirmillionærer i både kroner og francs. Omend velstanden er ret teoretisk, da vinen er en forudsætning for at have en indtægt.

Tallet dækker i øvrigt over ganske væsentlige, regionale forskelle:

  • Côte des Blancs: 800.000 euro
  • Grande Montagne: 680.000 euro
  • Vallée de la Marne: 680.000 euro (
  • Côte d'Épernay: 550.000 euro (+25% i 2005)
  • Vitry-le-Francois: 550.000 euro (+16% i 2005)
  • l'Aube: 480.000 euro
  • Vallée de la Vesle: 475.000 euro (+15% i 2005)
  • l'Aisne: 400.000 euro
  • Vallée de l'Ardre: 350.000 euro (+17% i 2005)
Tal: Den officielle landbrugsstatistik l'Agreste.

Den lokale avis, l'Union, skriver i øvrigt, at den dyreste jord, solgt i Côte des Blancs sidste år, nåede helt op i 950.000 euro, hvilket jo altså er tæt på den million per hektar, rygterne på koop'en har omtalt som aktuel pris.


Et af vartegnene i Côte des Blancs: Det lille lysthus ved Cramant.

Det er primært Champagnes godt 32.000 hektar vingårde, der trækker skyhøje priser. Gennemsnitshektarprisen befinder sig ellers med sine 5.510 euros per hektar langt fra toppen, hvor departementet Var i det sydfranske troner med 25.350 euros per hektar. Ældre fra hele Europa flytter stadig til Sydfrankrig i den store stil for at nyde en pensionering på solsiden, og det presser priserne.

Ukendt trend
Den trend er stort set ukendt i Champagne, kendt som en af Frankrigs koldeste regioner. Det er en af hemmelighederne bag den fantastiske vin. Mange af de udlændinge, jeg møder her i området, er enten gift ind i lokale familier som jeg selv, eller har job.

I øvrigt kan man ikke uden videre købe sig noget vin og skabe sig en net lille karriere som vinbonde. I Frankrig kræver myndighederne papirer i stil med det grønne bevis. Udover mit nyligt erhvervede beskærerdiplom skal jeg yderligere bestå vinfagene på en studentereksamen på lycée viticole, før jeg må nedsætte mig som vinbonde.

Man kan nu i det hele taget ikke bare købe sig et par hektar landbrugsjord... en helt stribe autoriteter skal give deres tilladelse til et eventuelt køb, og det gælder uanset om man er fransk eller ej. Når de - udlændingene - så alligevel slipper afsted med det, er købet typisk kombineret med en daglig leder, der har de nødvendige kvalifikationer.


Et andet vartegn: Mumms vindmølle udenfor Verzenay i Montagne de Reims.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: