Crochettes, Soulières, den 19. juni 2011.
Lørdagens ladede regnvejr har skåret sin signatur i druerne i to af vores parceller: Crochettes og Belles Feuilles har begge skader. Omkring 30 procent i de dele, der stikker klasen frem af bladene.
Haglvejr bevæger sig i et ret smalt spor, men der er heller ikke mange 100 meter mellem de to såkaldte lieu-dits - Belles Feuilles og Les Crochettes - selvom de administratorisk tilhører hver sin mikrokommune.
Huller i vinbladene demonstrerer tydeligt haglenes kaliber.
I en nøddeskal demonstrerer skaderne, hvor svært det er at holde balancen som vindyrker.
Druerne sidder fint beskyttet bag de grønne blade, når der kommer hagl, og det gør der jævnligt om sommeren.
Placering bag det grønne forhæng er også fint under hedebølge, fordi druerne så modner lidt mindre hurtigt.
Nogle klaser sidder bedre beskyttet bag blade end andre.
Hvoraf også følger, at druer modner dårligere bag de grønne blade, når vejret følger normal sommerstandard i Champagne: Gråt, småkoldt og/eller fugtigt og med regn.
Er det med andre ord godt med mange, grønne blade? Eller stik modsat? Foretrækker De pest eller kolera? Eventuelt lidt af begge dele?
Haglene skærer sig ind i bærrene. Deres heling afhænger nu af vejret.
Haglene laver huller i vinbladene og desværre også i ubeskyttede drueklasers ubeskyttede bær.
Tirsdag ruller traktoren igennem på sin ugentlige tur, og så håber vi, at det er tidligt og godt nok til at hindre sygdom.
Bærrene heler forhåbentlig af sig selv, og de er i det mindste godt hjulpet af, at vejret ikke længere er varmt. Det har bremset væksten, og de er derfor mindre udsat for at blive sprængt som balloner eller bolde, der er pumpet for hårdt. Sådan som druernes bær kan blive det, når de bliver udsat for meget vand for hurtigt.
Mandag regner det igen, men risikoen for hurtig vækst er ikke truende. Naboen overvejer at tænde op i kaminen ligesom lørdag.
Belles Feuilles, Givry-les-Loisy, den 19. juni 2011.
No comments:
Post a Comment