Snebær

 

Mandag morgen stod vi op til fem centimeter sne. Årets første. Meget begejstrede børn. Min glæde var nu til at overse.

Årets første beskærerdag på programmet for mit vedkommende, og lige meget hvor fint sneen lægger sig på vinstokke, wirer og så videre, så er den også kold at placere sine støvler i. Jeg bevæger mig jo ikke så hurtigt, og da især ikke de første dage, hvor jeg er lidt stiv og uvant med at røre mig i tre lag tøj.

Altså kolde fødder trods to lag tykke uldne sokker indeni perfekt indfedtede læderstøvler. Det kan jeg roligt skrive, for det er ikke mig, men støvlernes glade giver, der har fedtet dem. Men lige lidt hjalp det.

 

Handskerne kan til gengæld noget. Selvom jeg må børste sne af hver eneste plante for at finde ud af, hvilke grene jeg skal klippe af, bliver handskerne ikke våde og fingrene indeni ikke kolde. På billedet ligger der jo ikke sne på plantens grene. Når jeg beskærer er det også primært dens bund, der interesserer mig. Det er nemlig her, jeg skal finde en gren, der kan være fremtidens vandrette stamme. Den er allerede sat i gang ved sidste beskæring, og jeg er derfor nødt til at finde den rigtige. Som altså i løbet af natten er begravet i sne.

Men det er trættende at manøvrere den lille vogn, jeg sidder op, op igennem snelaget. Sådan er der så meget, det skal jo gøres, og når jeg først sidder der, skal der alligevel meget til ikke at blive ved, til klokken ringer fyraften.

 

Det er lige der omkring, jeg får øje på disse fine snebær, og det er da lige ved, at de er hele dagen værd.

Mandag aften har jeg derfor slået mig sammen med Alain om at falde i søvn under sengelægning af børn. Det er jo altid fristende at falde i søvn sammen med dem. Næsten umuligt at modstå, når man har indhaleret den gode friske frostluft det meste af eftermiddagen.

Jeg modstår i hvert fald ikke.