26 November, 2010

Glædelig gløgg

Jeg glæder mig i denne tid... den første søndag i advent får vi hele huset fyldt af venner og bekendte, og de kommer til at stå tættere end sild i en tønde. Hvad gør det, når blot gløggen er god og rigelig, og børnene leger på en øverste etage?

Et par dage i forvejen forbereder jeg min egen gløggmix. Nu lægger Reims opland til endnu en Ikea, og det er dermed muligt at indkøbe en færdig pakning. Men jeg har vænnet mig til at lave den selv, det er ikke svært, og det tager altså min opfattelse af gløgg ved vingebenet på den gode måde. Modsat Ikea og co.

Altså: Hæld en dl rødvin i en kasserolle og tilsæt 2 stænger hel kanel, 4 kapsler kardemomme og 2 nelliker og bring det i kog. Lad blandingen simre i 30 minutter, tag det af ilden, og lad det derpå trække natten over i køleskabet.

Sådan set kan man vel også vove at lege videre med allehånde, ingefær og stjerneanis, der i mine næsebor tilhører samme kategori af julekrydderi.

Præstationsangst
Det kan godt give præstationsangst at præsentere franskmænd for danske opskrifter. I hvert fald i årene før Noma. Den frygt har jeg valgt at se i øjnene, og gøre en dyd af at servere danske specialiteter - for det meste med stor succes - eneste overvejelse er egentlig at sørge for at ikke alt flyder over i kompleks julekrydning, som ikke alle smagsløg kan klare en hel eftermiddag. Alains er for eksempel noget mere fintfølende end mine.

Men i gløggen er der ingen vej udenom krydderier. Et enkelt touch fra Champagne får den også altid. Jeg laver den på vores egen rødvin, som ikke nødvendigvis er den mest velegnede til gløgg, men det lever jeg fint med, da kælderen er fuld af den.

Rosinerne får til gengæld lov at søbe rundt i rigelige mængder af Fine de Champagne, og der har de det rigtig godt. Det er ikke mindst de mandlige gæster og jeg enige om. Franske kvinder er ret tilbageholdende med deres indtag af 40% alkohol.

På søndag varmer jeg min ekstrakt op i en flaske rødvin tilsat de dejlige rosiner, mandelsplitter og rørsukker efter smag og behag. Bagefter falder julesneen hvid.

No comments: