Kunsten at styre sit lager

En af de vigtigste discipliner for folk, der sælger champagne, er at styre deres lager. Uanset om de råder over få tusind flasker som os eller et antal millioner som de kendteste champagnehuse. Denne kunst er overraskende højt udviklet, også på mikroplanet. Vi har således fået et godt tip fra en lille nabo, der altså har en ræv eller to bag øret.

Vedkommende har bestemt fået os til at overveje, om idéen med at genplante til næste forår er særlig smart. Det vil sige, smart er det sikkert, men mon ikke denne her er lige en tand fiksere?

Ens lager kan svinge ganske betydeligt mellem den nederste bundgrænse og den øverste topgrænse, og kunsten er uanset kælderens indhold at have flasker nok til de faste kunder året igennem. Man skal derfor vide, hvornår man skal lægge sig i selen for at sælge, og hvornår foden på bremsen er en bedre taktik. Målet er jo, at alt går op i en højere enhed ved nytårstid.

Kælder og vingård
Vi tager det selv ganske roligt i tiden, da vi er på vej mod et år, hvor vi skal sælge den lave kvote fra 2009. Det hænger bedst sammen, hvis vi ikke har alt for travlt med at tømme kælderen i år.

Udover at styre vores kælder skal vi også planlægge de fremtidige års kvoter.

Vælger vi f.eks. at genplante en halv parcel til næste år, reducerer vi samtidig de kommende års kvoter med de 25 procent, der skal genplantes i første omgang. Med risiko for at disse minus 25 procent får vores fremtidige lager til - i første omgang - at blive endnu mindre end i nutidens lave kvoteår.

Højere enhed
Det smarte trick er først at genplante, når kvoten atter går mærkbart op for derved at holde vores nuværende mængde af flasker nogenlunde unændret. En taktisk form for lagerstyring, der betyder, at vi vil kunne holde vores nuværende mængde flasker nogenlunde stabil, selv når vi skal til at genplante.

Vi må så stadig vente på at vokse mærkbart, men kan forhåbentlig også undgå de udsving, der gør det meget svært at være salgsmæssigt stabil.

Det er muligvis logik for høns. Men ikke lige en idé, vi selv har spekuleret frem.

Jeg tror sørme, vi ender med at købe en af rævens unger. Så må vi se på, hvilken øreflip den skal bo bagved. Til gengæld holder jeg hårdt på, at denne smarte landsbybo må finde en anden køber end os til sin etiketmaskine. Den er muligvis smart, men da den kun kan lime halvdelen af vores udstyr, ville bagetiketten - på engelsk, dansk eller hvad som helst - stadig skulle klistres à la main, monsieur ved det franske langbord. Men mon ikke ræven har en anden udvej, det plejer de jo.