29 April, 2007

Vindruer vokser i varmen

 
Posted by Picasa
Vinstok i Verzy, tidligt udviklet, som overalt i år.

De bittesmå vindruer er meget langt fremme. Det generelle jugement er tre-fire uger tidligere end normalt. Vi har været tættere på 30 end 25 grader, siden jeg kom tilbage fra Danmark for en uge siden. Det fine vejr synes - trods tordenvejr og regn her til aften - ustoppeligt.

Dette tidlige billede har været det samme mere eller mindre været siden nytår. Mens vi beskar vinstokke i januar, bemærkede jeg det ene forårstegn efter det andet, allerede dengang tre-fire uger hurtigere på den end de foregående tre år. Længere har jeg ikke personligt holdt øje med sagerne.

Mulighed for tidlig vinhøst
Egentlig er vinhøst en affære, vi normalt først begynder at have en mening om efter blomstringen, sædvanligvis midt i juni. Men da sædvane i år netop synes at være tre-fire uger tidligt på den, er det foreløbig temmelig realistisk at kigge efter blomster fra midten af maj.

Druerne plejer at være høstklar henimod den 20. september. Snakker vi også her om tre-fire uger forskud på glæderne, kan vi skyde en lang hvid pil efter familiesommerferie i familiesommerhus i Nordsjælland. I hvert fald i første halvdel i august.

Vejret er i øvrigt ikke målt bedre siden 1949.

 
Posted by Picasa
En kommende klase vindruer, som det så ud midt på ugen i Verzy, Montagne de Reims i Champagne.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

5 comments:

Lars said...

Hej Solveig,

"Men da sædvane i år netop synes at være tre-fire uger tidligt på den, er det foreløbig temmelig realistisk at kigge efter blomster fra midten af maj".

No way! Mit gæt er at jeres vinstokke tidligst blomstrer i den første uge af juni - hvis jeres Chardonnay eller Pinot Noir blomstrer tidligere har du en flaske tør Spätlese tilgode hos mig :-)

Ellers kan du aflevere en flaske Champagne hos mig.

De venligst hilsener fra Rhinens bredder

Lars

PS. Til de flittige læsere af denne livsvigtige blog - Husk at stemme dagligt (!) på Solveigs fine blog (se spalten til højre længere oppe.

Sol said...

Hej Lars

Top. Jeg er altid frisk på et væddemål med rimelig indsats...

Men fortæl mig lige, hvorfor du tvivler?

Hvordan ser det ud ovefor Rhinens bredder? I plejer jo at arve vores vejr, så jeg ville jo gætte på, at jeres vin også er langt fremme?

Mange hilsner
Solveig

Lars said...

De tidligste blomstringer fandt hos os sted i begyndelsen af juni og i årene 1959, 2000 og 2003. Gennemsnitlig set (1959-2006) blomstrer Rieslingen den 17. juni. Vores rådgivningscenter regner kun med at vi ligger ca.. 14 dage tidligere end gennemsnittet. Derfor regner jeg med at vi her ved Mittelrhein vil se Rieslingen blomstre i den første uge i Juni. Naturligvis under forudsætning at vi ikke får en kold maj.

Det kan godt være at resten af naturen er længere fremme, det er i hverfald mit indtryk. Jeg mener også at kunne konstatere fra de sidste år at vinen ikke helt opnår det samme forspring som resten af omgivelser.

Så vidt jeg husker fra sidste år lå tidspunktet for vores blomstring (start omkring den 17, Juni) meget tæt op af jeres. Derfor er mit skøn for jer også i begyndelsen af juni. Hved du hvornår den tidligste blomstring fandt sted hos jer? Det vil nok blive deromkring i år.


Mange hilsener

Lars

Sol said...

Hej Lars

Jeg har ikke umiddelbart adgang til data længere tilbage end 1996.
Den tidligste blomstring for vinen mellem 1996 og 2006 er også hos os 2003. Den 7. juni i snit for Chardonnay og Pinot Noir og den 8. juni for Meunier.

Vores lokale avis har nævnt 11 dage tidligere udviklet end normalt, mens jeg var på ferie, oplyser Alain. Jeg er ikke nået gennem avisbunken endnu, så jeg har ikke umiddelbart nogen detaljer.

Vi - og folk her i området og i Côte des Blancs, hvor vores vinstokke vokser - taler snarere om 3-4 uger. Når jeg sammenligner fotos fra de forskellige år samt tidspunkter for de forskellige arbejder i vingårdene, ligner det også snarere 3-4 uger end 11 dage.

Men vi får se, gør vi.

Mange hilsner
Solveig

Lars said...

Hej Solveig for nogle uger siden skrev jeg følgende: "Mit gæt er at jeres vinstokke tidligst blomstrer i den første uge af juni - hvis jeres Chardonnay eller Pinot Noir blomstrer tidligere har du en flaske tør Spätlese tilgode hos mig :-)"

Det ser ud til at jeres vine når det. Du har derfor en flaske spätlese tilgode hos mig nu. Vores vine blomstrer ikke endnu,men det er også meget tæt på her. Det varme vejr med temperaturer op til 30 grader i skyggen får væksten til at eksplodere. De venligste hilsener fra Rhinens bredder...