Det kan da godt være, at jeg stadig undervejs. Ind til skolen i Reims. Ud til vinen i Soulières eller tilbage til Reims. Mit musikalske dagsrum, og der er plads nok til et helt værk på køreturen.
Rutine og gentagelse
Imens kigger jeg på den grå, stille verden, som vinen er om vinteren. En gentagelsernes verden, men netop den rutine giver muligheden for at bemærke forandringen i det små og af og til også det store.
Ellers skal jeg bare sørge for at holde næbbet skarpt. Og så saksen. Arbejdet går næsten af sig selv i de fire-fem timer, jeg har at ofre på sagen nogle dage om ugen. Vinmarkslydene er få. En radio, en mobilsamtale, klip-klip-klippen, en skrigende gås, der vist hører til magnetisørens husholdning og en buldrende ild i en kollegas trillebør. En gøen og biler og traktorer, der passerer.
I bilen er vinterens lydspor enten stille eller barskt. Med andre ord river Shostakovitj Babi Yar-symfoni op i det hele. Eller Bachs partitaer heler sårene igen. Til nøds Verdis Requiem, som ellers har ligget på hylden i hvert fald de sidste 10 år. Helt enkelt. Lidt overlevelsesagtigt som også dagen i vinen vil virke. Især hvis fødderne får sne på sådan en tirsdag i Soulières.
No comments:
Post a Comment