21 May, 2011

Blomstens sendebud

 
Posted by Picasa
For fem dage siden så jeg årets første blomst. Eller mere korrekt: De indledende øvelser til årets første blomst.

"Det var vel en Chardonnay?" spurgte Alain let foruroliget.

Hist og pist har vi faktisk Chardonnay-planter stående mellem parcellens hovedfelt af Pinot Meunier. Fejlleverance i sin tid, men det kan vi ikke se på de små, voksrøde stumper, når vi planter dem, og når druerne omsider dukker op i det fjerde år, graver vi dem ikke op igen, men tager, hvad der er.

Blomst fra bunden
Jeg måtte bedrøve ham. Det var ikke en Chardonnay-blomst, men tre undseelige støvdragere på en kommende klase på en Pinot Meunier-fod. Tidligt stadium bevares, men trods alt blomst.

Blomsterne begynder altid fra bunden, og Chardonnay er næsten altid en uges tid tidligere på den end Pinot Meunier. Også i år, kan vi konstatere i naboparcellens Chardonnay'er.

Vinstokkene opretholder dermed foreløbig forårets sprint, nu også med blomster og stadig tre uger tidligere end "plejer".

Nu sidder du måske tilbage og undrer dig en anelse. Hvorfor var det med den lille blomst en trist nyhed?

Blomst og andet løft
At blomsterne kommer - gerne under varme, behagelige forhold med en let brise - er fint. Vi har blot altid en drøm om at blive færdig med at palissere, inden parcellen står i fuld blomst.

Blomstringstiden er et tidspunkt, hvor vi gerne vil undgå at rumstere rundt med for mange stængler, og i stedet lader blomsterstøvet passe sig selv.

Sådan går det imidlertid sjældent. Blomst foregår normalt samtidig med det andet løft, og det er således vel i virkeligheden foreløbigt det mest normale ved dette forårs arbejdsmæssige, fulde firspring.

Læs mere om blomstring: 2010: "Vinen i blomst" og "Fuld blomst" fra 2007.

No comments: