For en uge siden så jeg den første blomst i vinen. I dag er mange flere kommet til. Fuld blomst er det dog først, når over halvdelen af de kommende klaser på over halvdelen af planterne blomstrer.
Som sædvanlig er vejret dårligt.
Den slags lejrer sig i hukommelsen, fordi perioden er så vigtig. Sol, varme og en smule vind er optimalt. Regn og kulde det stik modsatte. Med kulde trækker blomstringen ud. Regnen skyller det fine støv af. Derfor sidder den slags vejr i erindringen, og det er åbenbart tit sådan i juni.
Vinstænglerne har ikke vokset meget på denne uge. Det kan ikke betale sig at løfte tråd til andet hak på pælene endnu. Væksten er ret ujævn, og derfor er det faktisk nødvendigt at spadsere en tur gennem hele molevitten for at stikke stængler ind bag dobbeltwiren.
Det er hæsligt. Egentlig kan jeg meget godt lide dette arbejde. Det trækker imidlertid temmelig meget ned, at det gør Alain mildt sagt pirrelig. Stænglerne er utroligt skrøbelige, og de knækker meget nemt, når vi roder med dem, og så stopper deres vækst. Det er en klar fordel med en forholdsvis blid håndføring med intuitiv finmotorik, hvis den slags findes.
Så gæt en gang, hvem der knækker 10 procent af stænglerne, og hvem, der holder sig under en. En sand byge af eder og forbandelser følger dette arbejde dagen lang i den ellers grønne, skønne vin. Jeg foretrækker så afgjort at arbejde alene, og det skal jeg heldigvis i dag.
No comments:
Post a Comment