Tirsdag over middag, solen skinner, men nu er der faktisk meldt regn på vej.
Så meget, at Alain har afblæst den meget manuelle vanding af de små, voksede pinde i den nedre Pinot Meunier-parcel i Loisy-en-Brie. Nogle af dem er ellers ekstra bagud, hvad vandet angår, fordi vi har været væk i weekenden.
I stedet for propper han forvildede stængler tilbage bag den dobbelte wire med dobbelt funktion: Dels holder den nogenlunde orden i vinrækkerne, dels forhindrer den vind i at blæse for rundt med de sprøde stængler, der nemt knækker. (Mere om palissage/løftet)
Det gør de desværre også, når Alain - eller andre - rykker rundt med dem. Selv den forsigtigste hånd - og i vores firma er det altså min - ødelægger af og til en stængel, hvilket forhindrer den i at vokse sig længere. Det er heller ikke noget problem, hvis den er lang nok. Hvis ikke, vil den være svær at gøre ordentligt fast, og de druer, der skal udvikle sig på den, vil derfor være mere udsatte.
Når alle frugtbare stængler - dem med druer - er lange nok til at nå med, anbringer vi vi en lille klips, der holder de to wirer sammen til en dobbelt. Indtil da må vi gentage anbringelsesarbejdet, hver gang det har blæst.
Og endnu er stænglerne ikke lange nok til at løfte dobbeltwiren til den anden og øverste krog i spalieret. Palisseringen fortsætter med andre ord et par uger mere.
Først når alle stængler er lange nok.
Hvad regnen angår, vil jeg godt lige se den komme, før jeg tror på den.
2 comments:
Har I fået den lovede regn?
Hej Farmer,
Næh, i år er regn kun noget, der af og til optræder i vejrudsigterne.
I dag har der ikke været så meget som den mindste bitte sky på den blå himmel, og regnen var lovet i morgen torsdag.
Hilsener Solveig
Post a Comment