Spisenyt til gæster i Avize

 

Øverst i den stærkt skrånende lilleby, Avize finder man det nyåbnede etablissement. Avize, den 20. september 2011.

Her er en nyhed, der er helt på toppen i Avize.

Ny restaurant og hotel i den lille landsby, der er blandt de kendte i Côte des Blancs i Champagne.

 

Parkens - det kan vel ikke hedde forhave i dén størrelse på Grand Cru-jord - kastanjetræer dumper den ene ladning efter den anden denne 20. september 2011.

Den biodynamiske vinbonde Anselme Selosse og hans kone Corinne fik tilbudt den slotslignende villa fra det 19 århundrede og fandt på at indrette restaurant og altså hotel i en at dømme efter billederne at dømme en helt anden stil end den sædvanlige i det landlige Champagne.

Et godt gæt er, at den minimalistiske indretning og hyperenkle møblering, der blandt flere klassikere også rummer den danske Y-stol, ikke umiddelbart vil tiltale de indfødte. Men det er helt sikkert heller ikke primært dem, det nye steds designere har haft i tankerne. Jeg sender en tanke efter restauranten i Le Mesnil, der åbnede med nye ejere for nogle år siden i en lignende omend næppe helt så dyr stil, og det bestemt ikke i god jord hos det selskab, jeg deltog i. Men maden gled ned alligevel. Godt hjulpet af champagne.

 

En detalje i smedejernsgitteret. Den 20. september 2011.

Bobler kan man selvfølgelig også få fat i på Les Avisés samt frokost for 35 euro og aftensmad for 55 euro. Køkkenchefen Stéphane Rossillon kommer fra den tre-stjernede Michelin-kok, Anne-Sophie Pics restaurant i Valence.

Bon appetit.

Haglen betød alligevel ingenting

 

Et utraditionelt billede, bevares. Denne halvt modne, halvt umodne, halvt hagl-ramte drueklase fortæller sin historie om år 2011, som det udspillede sig i vores vinmarker.

Husker I stadig sommeren 2011?

Jeg tænker hverken på varme dage eller på skybruddene over det danske land. Måske et sted midt i mellem omend 1.000 kilometer længere sydpå.

Når dagene bliver stadigt varmere, ender hedespiralen normalt i bulder og brag. Det gælder både i Danmark og i Champagne. Her er en del af tordenskyllerne af og til ladet med seriøse kalibre af hagl, hvilket kan koste ens aktiver dyrt. Også kommende vindruer, og det mærkede vi selv i år. Mere end vi plejer.

Det er sjældent de samme kommuner, der lægger jord til haglskyllerne hvert år. Til gengæld er der en tendens til at blive ramt flere gange samme år, og det kan vi i hvert fald bekræfte i år.

 

Haglskadet drueklase. De røde bær vil tørre ind og falde af. Parcellen Crochettes, 13. juli 2011.

Vi er forsikret mod haglskader. Men som al anden forsikring skal vi med tabet være enige med selskabets taksator, og - surprise - det er vi aldrig. Således heller ikke i år, hvor vi havde haglskadede bær i alle parceller.

Vinhøsten er jo imidlertid sat på kvoter her i Champagne, og har man klaser nok til at nå dertil, er det jo lige meget om andre er gået til i en haglskylle. Og status endte positivt for vores vedkommende. Vi havde de druer, vi havde brug for og lidt til, og dermed er både de haglskudte såvel som de skimmelramte klaser ren historie.

I efteråret koncentrerer vi os hellere om de druer, der rent faktisk kom godt i hus.

Hovedrengøring i rækkerne

 

Mange udnytter de seneste ugers flotte arbejdsvejr til en af de mere deprimerende opgaver i vinen.

Røgsøjler af variet tykkelse fortæller sin egen historie om arbejdet med at fjerne de syge og døende planter fra rækkerne, og siden brænde alle resterne for at undgå, at smitten spreder sig yderligere. Læs her.

Som altid er det den uhelbredelige sygdom Esca, der koster en hel del planter livet hvert år. Alain fjerner cirka en død plante for hver 100. Flere i den værst ramte øvre Pinot Meunier-parcel i Loisy-en-Brie, som vi overtog i hårdt ramt tilstand, og sådan fortsætter det.
Planen er derfor at udnytte det tidlige efterår til at få nogle planter i jorden. Forhåbentlig kan de så nå at finde sig nogenlunde til rette inden den første frost.

Se mig, siger muren her

 

Vinhøst i Givry-les-Loisy.

Se mig, siger muren her.

Kør en tur på landet i Champagne, og bliv klogere på vinen, arbejdet og menneskene.

Landsbymurenes detaljerede billedbog fortæller ikke den eksklusive og mere kendte del af champagnehistorien, men alt det andet. Om alle de andre, vi andre, der dyrker vindruerne og i meget høj grad former landskabet.

 

Remuage og tapning i Avize.

Her må man gerne male på murene.

Fortællingerne fås i mange kvaliteter, og de fortæller hver sit lille og ofte idealiserede hjørne af den store historie om champagne. Arbejdet som det foregik og som det stadig foregår.

 

 

Flaskernes let utydelige lagring i Avize.

Murenes ejermænd kan godt lide at krydre deres fortællinger med mere end blot et stænk af gamle dage. Freskerne indeholder flere stivede kyser end nutidige vintraktorer.

I Champagne forbinder man gamle dage med meget godt at dømme ud fra murenes vidnesbyrd. Selvom arbejdet er rationaliseret og maskiniseret, så godt det lader sig gøre, ligner en hel del af det i virkeligheden på mange måder stadig fortid. Den største forskel er måske, at et menneske kan overkomme mere i dag, fordi maskiner trods alt er en stor hjælp. Det være sig en elektrisk opbinder såvel som en gyropallette eller en ståltank med indbygget styr på temperaturen.

 

Svampebekæmpelse i vingården i Avize.

Murenes store billedbog er en tradition, som fortsætter.

Blandt andet i Vertus holder en murmaler til, der stadig hjælper vinbønder med at udvide samlingen af malede mure. Andre klarer tydeligvis sig selv.

 

Vinbondens Velkommen eller "Her vogter jeg" i Avize.

 

En vinbonde smager eller byder champagne i sin kælder i Verzy.

 

 

Øverst Verzy, nederst Verzenay.

For os alle handler det selvfølgelig om at sælge noget champagne. Men derfor kan det jo godt gøres lidt muntert. Champagnens indre stil.

Læs mere (på fransk) her eller den store rapport (med mange billeder og ellers vanlig, fransk grundighed)

Pakket i pap

 

Alle disse røde svende er på vej til Danmark i læsende stund. De skal mellemlande på Frederiksberg, men når de har hvilet sig lidt der, kan det jo i virkeligheden være, at den endelige destination ender med at være hjemme hos dig.

Siden vinhøsten har vi brugt en del tid på at gøre dem klar. Det er nemlig første gang, at vi har pakket kasser på en palle, og det betyder for eksempel, at flaskerne skal ligge i mere solide kasser. Vi lægger også flaskerne i en skal af pap, så de ikke har en chance for at røre sig under transporten.

 

 

Nu er jo ikke alle til røde bobler. Men fortvivl ikke, der er lidt af det hele på vej. Også af den grå, den søde, den gule og den rigtig røde.

På pallen ligger i omegnen af et halvt ton, og blandt andet derfor har vores firma nu investeret i endnu en fætter til den voksende flok af hjælpere. Den palleflytter er ikke helt så tjekket som den, vi kan bruge på kooperativet i Vertus. Vores har for eksempel ingen bremse, og skal derfor ikke ud på vores let skrånende gårdsplads. Den er til gengæld glimrende til at flytte 60 kasser champagne på en gang i stedet for 30.

 

 

 

Gult tegnet efterår i Avize

 

Udsigt fra randen af en Chardonnay, der vokser næsten på toppen i Avize, og nedover sletten, Champagne Crayeuse, hvor der primært vokser afgrøder som sukkerroer, korn, majs med mere. Avize, den 20. september 2011.

Jeg finder efteråret mildt.

I dag gik jeg tur i Avize, mens jeg ventede på, at tandlægens bedøvende tåger skulle lette. Byens handelsgade var travlt trafikeret. I disse minibyer med få tusind indbyggere falder det meget få ind at snuppe cyklen eller gå.

Med "une baguette tradition, s'il vous plaît" under armen hørte jeg, hvordan den tredje alder udvekslede statements om det efterhånden ret om sig gribende efterår. Jeg fandt det nu ikke voldsomt: Solen skinnede højt i Avize, og termometret holdt sig omkring de 15 grader. Det er ikke Indian Summer i Champagne, men ligner næsten. .

Flere billeder fra Avize følger.

 

En Chardonnay-vin i efterårs-farverne: Bladene bevæger sig direkte fra grønt over i gule aftegninger, inden de visner. Avize, den 20. september 2011.

Plovjernet er i jorden

 

Alain er i gang med at pille de roterende sakse af for i stedet at montere plovjern. Soulières, den 10. september 2011.

I foråret købte vi en aflagt traktor af en nabo. Den har klippet vores vinhække hele sommeren, og den seneste uges tid har Alain haft den ude at rode i jorden.

 

Traktoren med plovjern, Loisy-en-Brie, den 16. september 2011.

Det er første gang i adskillige tiår, at vores parceller bliver pløjet. Min svigermor har svært ved at se fidusen, men den ligger i virkeligheden lige for, når man ikke selv har gennemført den kemiske sprøjterevolution.

Ukrudt er vi nødt til at holde på det ganske minimale, indtil vinhøsten er slut. Den ene mulighed er at aflive det kemisk, den anden er jævnligt at pløje mellem og under vinstokkene.

 

 

 

 

Vinploven roder i jorden på begge side af en vinrække. Loisy-en-Brie, den 16. september 2011.

Plovjernene ruller ganske tæt på vinstokke og wirer, og det kræver derfor ganske megen koncentration ikke at klippe noget over ved et uheld.

Vinrødder, der vokser i en uhensigtsmæssig retning, kan godt blive kappet af, men en enkelt vil formentlig ikke have den store betydning, da rodnettet er stort, forgrenet og dybt.

 

Jorden efter arbejdet. Loisy-en-Brie, den 16. september 2011.

Plovfurerne ligner ingen større revolution. Det er heller ikke nu, vi forventer nogen forskel. Den ene forskel er, at vi til næste år skal have ploven frem i stedet for kemien.

Den anden, at vi formentlig må organisere beskæring og opbinding på en anden måde, fordi det ikke længere vil være muligt at bruge den lille rygvenlige bænk på hjul.

Et glimrende eksempel på, at hver gang vi drejer på en lille skrue her, så kan det få en pænt stor indflydelse på, hvordan vi afvikler resten af arbejdet der.

Foreløbig er vi bare glade for plovfurerne, og efter at have været i gang i over en uge, har Alain snart pløjet samtlige tre hektar.

Det er selvfølgelig et meget begrænset skridt for menneskeheden, men sådan set en meget symbolsk begyndelse på vores egne projekter. På hvordan vi vil drive vores parceller og på lidt længere sigt også på, hvad vi vil have ud af dem. Lød det stort? Jamen, det er det sådan set også.