18 September, 2011

Efteråret er tyvstartet

 
Posted by Picasa
Efter vinhøst følger æblerne. De er tidligt på den i år. Som alt andet.

På vinstokkene visner bladene i denne tid, hvor vi i mere normale år først så småt ville være i gang med at plukke druer.

Vi forbereder os mentalt på tidligt bladfald, tidlig beskæring, og måske endda også endnu et tidligt år i 2012. Ikke fordi vi kan vide noget om den slags endnu, men fordi det hjælper på arbejdets afvikling af have den slags in mente.

De sidste par uger har æblerne sluppet deres grene i linde strømme, og jeg har været forbi svigermors fire store æbletræer for at redde så meget som muligt ned til vinteren. Den sædvanlige aftale med mine svigerinder om at plukke æbler sidst i september duer ikke til ret meget i år. Sidst i september vil årets udbytte for længst rådne i græsset.

Naturen fortsætter med andre ord årets jævne gang, og er der sagt tre uger tidligere end vanligt, gælder det også resten af markens og træernes frugter.

 
Posted by Picasa
 
Posted by Picasa
Lørdag gennemsøgte hele familien svigermors store græsplæne for at finde valnødder.

På træet sidder nødderne i en tyk grøn skal. De er pakket godt ind, lidt på samme måde som en kastanje. Når de er klar, drysser de ned i græsset. Nogle med skallen på klem. Som om lynlåsen er trukket ned. Andre har forladt hylsteret.

Jeg finder det ret meditativt at samle valnødder, og jeg griber altid en pose og samler 5-10 kilo, når jeg ved denne tid er hos min svigermor. Vores datter, der er glad for at rode i jorden og herunder dens frugter, samler også gerne i overraskende lang tid.

Vi holder af at have nødder hele vinteren, og derfor lægger vi dem til tørre på avispapir i trækasser som denne her. Æbler og nødder nyder vi godt af hele vinteren. I vinmarkerne modner anden generation af Pinot Meunier-druerne, og dem plukker jeg også gerne løs af. Skarpt forfulgt af fuglene, der er begyndt at samles i efterårets store flaksende skyer.

Endnu et sikkert tegn på tidligt efterår. Et tyvstartet efterår, for i Frankrig skifter sæsonen sådan set først, når det er efterårsjævndøgn om en lille uges tid.

 
Posted by Picasa

No comments: