Den rigtige smøring til høstens maskineri

 

En bekendt kom en onsdag og klippede druer mod forplejning. Hun fortalte om sine minder hos en onkel, der i 1980'erne holdt vinhøst med folk på kost og logi. Hun husker festlige døgn med livlig trafik mellem værelserne, ikke ligefrem start ved daggry og derfor kortere pauser fulgt af ny fest næste aften. Så stoppede det. Onklen kunne ikke længere finde nogen til at stå i køkkenet.

Dér står til gengæld nu en anden bekendt. Siden sit giftermål med en landmand har hun ellers evnet at styre helt klar af vinrækkerne, og er så vidt vides aldrig set med en saks og en klase vindruer mellem fingrene, som hun selv har klippet af. Det har jeg nu aldrig hængt mig i. Men det skulle jeg måske have gjort.

Sådan en bondekone bliver nemlig vejet på en guldvægt, og er der tilfældigvis to sønner i familien med hver sin kone, er der ingen grænser for sammenligningerne. Og den anden sønnekone er ganske emsig, men tilfældigvis også et jern, der ikke går af vejen for at hente en vildfaren ko hjem bag hegnet, hvis det skal være. En foretagsomhed og praktisk sans, der ofte falder på et tørt sted på landet, hvor der ikke altid er andre end én selv til at klare ærterne.

 

I de første 15 år har vores bekendte kunnet holde sig klar af vinhøstens køkkengryder og er i stedet hver morgen kørt til sin kontorarbejdsplads. Men nu kan hendes mor - der er nærmere de 90 end de 80 - ikke længere klare mosten, og hun er derfor landet med forklæde og grydeslev samme sted som mange andre landkoner før hende. Vil man afvikle vinhøst på gammeldags facon, skal der laves tonsvis af mad. Den mindre åbenlyse men efter min mening væsentligste del af smørelsen af høstens maskineri.

Når folk jo nemlig er tilfredse og glade, arbejder de bedre, og de skal gerne hurtigt finde ud af at arbejde sammen. Ellers risikerer vi, at plukkeriet trækker ud med flere tab til gråskimmelen til følge.

Når man desuden går over til at hyre et hold, der klarer kost og logi selv, mister høsttiden den særlige folklore, der er over at være mange sammen om næsten alt i en uge. Så er man blot mere træt end sædvanligt ved sit almindelige bord. Derfor husker folk nostalgisk tilbage på høsten med dens mange mennesker, store fyldte borde, larm, historer, practical jokes, fest, råben op, dans og harmonika. Hvilket alt sammen er forskellige ord for det at udføre noget sammen. Det bringer en medmenneskelig erfaring, som de fleste synes godt om. Derfor er det vemodigt at forlade gården efter høsttiden og værst, når man er den sidste.

Men det siger vel sig selv, at mad til 25 hårdtarbejdende personer kræver sin kvinde. Også selvom de er to om tjansen.

 

Køkkenpigen - hun er alt for beskeden til at ville være kok, selvom det selvfølgelig er en langt mere passende betegnelse - står først op af alle og laver kaffe til både morgenen og formiddagen inden afgang klokken 7.30.

Hun har også sørget for en madkurv til formiddagens pause i vinen. Samt sikret sig hvem der kører forbi med friskbagt baguette til formiddagens sandwiches. I løbet af formiddagen er de to om at forberede frokost i fem tempi til 25 personer. Samt gøre eftermiddagens pausemadkurv klar. Samme program om eftermiddagen foruden selvfølgelig rengøring. Markarbejde er noget griseri, også selvom solen skinner, selvom det selvfølgelig letter gulvvasken en hel del.

Hun er simpelthen vinhøstens mor. De former, som den slags kvinder er støbt i, laves vist nok ikke mere.

 

Nu står vores bekendte jo så i køkkenet i sin familie og sørger for at afvikle kokkeriet og siden servering på reglementeret og traditionel vis. Mens landsbyen snakker om, at så gik den ikke længere med det kontor. For hvem skulle ellers lave maden? Jah, for nogen landkvinder lykkes det at holde fast i, at de altså er sekretærer eller sygeplejersker og ikke madlavende landkoner. For andre bliver familiens pres for stærkt.

Nu laver jeg efterhånden selv fuldt acceptabel quiche, grøntsagssuppe og meget andet, og uden at blinke serverer jeg da også både stegt kylling, Coq au Vin, Boeuf Bourgignon og resten af kompagniet fra det franske grand-mère-køkken. At beværte så mange mennesker i så mange dage forekommer stadig ganske udfordrende. Men da høsttiden også er en så ganske særligt berigende tid rent menneskeligt, er vi begge enige om, at vi skal findes vores måde at fortsætte traditionen, når den nuværende en dag ikke længere rykker ind med sine store sorte jerngryder.