Præcisionsgødning

 

Loisy-en-Brie bød på smuk sol, da Alain fredag gødede i en håndevending.

God takt og tone i Champagne er at give vinstokkene, hvad de har brug for. De seneste uger har vintraktorerne kravlet henover masser af parceller med netop dette formål.

Jorden får, hvad den skal bruge, og det betyder, at vinstokkene i løbet af deres aktive periode kan finde de mineraler, de har brug for i jorden.

 

 

De fleste grønne planter har brug for adgang til grundstofferne nitrogen (kvælstof), magnesium, fosfat og potassium. Nitrogen er vigtigst, og det er også den, der er vigtigst at styre. I år er der kommet en ny og lavere maksimalt tilladt grænse på 50 kg per hektar i Champagne. Vi ligger lavere med vores 40 kg per hektar. Et konventionnelt landbrug her ligger på 150-200 kg/ha.

Mineralerne findes i jorden, men når man driver den form for intensivt landbrug, som vindyrkning er, må man sørge for at tilføre jorden nye reserver. Ellers bliver den udpint. Sædskifte er jo ikke muligt i en vingård.

Næsten alle vores vinstokke er over 30 år gamle, og de ældste er plantet i 1960'erne. Nogle af dem er ældre, end jeg selv er. Så de skal altså have lidt mad for at holde den gående. Det vil sige, jorden skal.

 

 

I efteråret fik vi lavet en jordbundsanalyse, og med den i hånd har Alain i år kunnet købe gødning, der passer præcist til jordens behov. Den kommer i form af disse piller, som Alain kører ud med et lille køretøj på larvefødder.

Chenillarden - kålormen - er et lille unikum for sådan nogle som os, der ikke har så meget land, at vi har brug for en hær af forskellige vintraktorer som den maskinstation, der før klarede arbejdet for os.

Vi kan påmontere kålormen forskelligt udstyr, og så klarer den nye opgaver. Denne gødningskværn deler vi med naboen, og det går fint.

Jeg glæder mig ikke til den dag, hvor vi skal til at investere i sådan en metalkæmpe, der koster en formue, og ellers bare står og bliver mindre værd det meste af tiden. Når jeg kigger et blik eller to på, hvad vi har, kan jeg godt se, at jeg nok kommer til at arbejde lidt med min holdning. Jeg brød mig heller ikke om det, da Alain tog sin jomfrutur i veterantraktoren. I oldtiden havde man ikke de sikkerhedsregler, der er i dag.

Kålormen har et mere menneskeligt format, og desuden kender jeg den fra vinhøsten.

 

Vi er ikke økologiske - det er ikke hverken et til- eller fravalg -det er en stor omlægning, som man må både have og tage sig råd til, fordi udbyttet er mindre, og prisen den sammme, indtil ens vin efter en længere periodes omlægning kan blive certificeret.

Det forhindrer imidlertid ikke, at vi interesserer os for andre metoder og taler en hel del om, hvad der kan lade sig gøre, hvad vi kan gøre. I forbindelse med gødningen i sidste uge var det blandt andet også et spørgsmål om value for money.

Jeg har netop læst om en økologisk vinbonde her, der henter sin gødning i Aube, som er det sydligste departement, hvor man må dyrke vin til champagne. Han kører med andre ord 150 kilometer efter sin gødning.

Man kan også købe økologisk gødning lokalt. I farmershoppen koster den en tredjedel mere, men den giver under alle omstændigheder samme resultat.

Jorden vil optage de kemiske forbindelser, den har brug for, uanset om grundstoffet kommer fra et dyr eller er brudt i en mine. Vi syntes derfor ikke, at det i første omgang gav stor mening at vælge økologisk på et tidspunkt, hvor vi har mange investeringer foran os, og fravalgte.

Det tog i øvrigt en halv dag at føde en hektar. Det vil sige at futte kålormen igennem de i alt cirka 10 kilometer med vinrækker.