12 March, 2010

Slaget om den fri vin er i gang

 
Posted by Picasa
En af bakkerne ved Soulières. Der er vinmarker på den ene side...

Jeg har gået og ventet lidt på, hvornår slagsmålet om den fri vin ville gå i gang. Der blev mumlet lidt om det under de ugentlige smagninger af de nye 2009-vine. Men nu har den politiker, der repræsenterer vores departement, Marne, åbenbart mobiliseret.

Fri ret til at plante vin
Det handler om fri ret til at plante vinstokke, hvor man vil. Et resultat af EU's vinreform, som træder i kraft i 2015. Champagne har fået et par år ekstra. Men derefter kan enhver plante vin, hvor de vil, og lave mousserende vin heraf.

100.000 kroners spørgsmålet er så, om det er champagne. Her i Champagne har vinbønderne i over 100 år kæmpet for, at kun druer fra denne region kan blive til champagne. Yderligere gælder det endda kun druer fra et defineret område i selve Champagne på cirka 34.000 hektar. Det er den såkaldte delimitation, som er under udvidelse i øjeblikket.

Lobbyisme i Bruxelles
Med EU's reform er det nok mindre interessant, med mindre selvfølgelig det lykkes champagnefolkene at få en eller anden form for undtagelse.

Marnes deputerede Philippe Martin har derfor været i Bruxelles for at forklare den europæiske landbrugskommissær Dacian Ciolos, at det ikke er muligt at producere landbrugsvarer af høj kvalitet uden en form for regulering.

Lad det ikke være nogen hemmelighed, at jeg undrede mig over al den regulering, da jeg kom til Champagne for snart syv år siden.

Jernhård kontrol
Her i Champagne er der styr på:

  • 1) Hvor man må plante vinstokke.
  • 2) Hvor mange vinstokke, man må plante.
  • 3) Hvor mange druer, disse vinstokke må sætte.
  • 4) Hvor mange af disse druer man må plukke og meget mere.

    Jernhård kontrol af markedet med andre ord. Jeg forstod ikke, hvordan det var muligt med den europæiske konkurrencelovgivning. Svaret er selvfølgelig lobbyisme som for eksempel den, Marne-politikeren udøver.


    Gastronomisk arv
    Hvad, jeg til gengæld siden har forstået, er, at Frankrig har en gastronomisk arv, der er intet mindre end imponerende. Denne rige arv har overlevet og overlever på grund af AOC'erne, reguleringen, de stramme kvalitetskrav.

    Det er derfor, at man finder nogle af verdens bedste vine i Frankrig. Fantastiske oste, skinker, kyllinger og meget mere.

    Der, hvor markedet overtager 100 procent, har kvalitet en tendens til at blive nummer to i forhold til de nemme løsninger. Døden for ens vare.

    Det er muligt, at man kan finde mere smidige systemer end de nuværende. Det er klart, at der også er folk, der kommer i klemme, som ikke nødvendigvis skal eller bør klemmes. At det er vigtigt at passe på denne franske arv, er jeg til gengæld ikke længere spor i tvivl om.

     
    Posted by Picasa
    ... og brakland på den anden. Kan vi mon plante vin i 2018 og kalde produktet champagne? Det vil de næste års diskussioner og større eller mindre succes med lobbyisme vise.

    Den rumænske kommissær er også ifølge en lille notits i vores regionale avis l'Union lydhør overfor argumenterne, og har svaret Phillipe Martin at han støtter regulering af landbrug og rettigheder til at plante.

    At det bliver en forestilling i adskillige akter, er der ingen tvivl om.

    EU's vinreform blev gennemført af danske Mariann Fischer Boel i hendes tid som landbrugskommissær.
  • 2 comments:

    Lavendel said...

    Hej - fandt din blog ...dog skulle jeg skrive "com" i stedet for "comsite", men det gik jo - glæder mig tilat læse lidt om vin!mangehilsner Lavendel/Lone

    Sol said...

    Hej Lavendel

    Det var godt, du fandt ud af det.

    Jeg håber, at du finder det interessant. Jeg kan jo se på din franske blog, at du kender til livet på det franske land.

    Mange hilsner
    Solveig