23 October, 2010

Vinshows og valgbarhed

Vi forfølger fortsat idéen om at præsentere vores vine på et af de vinshows, som sammenslutningen af vinbønder afvikler i blandt andet Danmark og Finland til foråret.

Alain var afsted på et orienterende møde i denne uge, og mødte et par gamle kendinge fra vinsmagningsklubben og fra bjerglandsbyerne her på egnen. Begge pampere, eller hvad det nu hedder på fransk, men det er jo et ord med sådan en uheldig klang, jeg kunne også bare sige valgte.

Valgbare familier
Det mener jeg jo også, at Alain skal prøve at blive. Det er altid godt med nogle forbindelser, og her får man absolut intet at vide, hvis man ikke kender nogen. Men man kan ikke blive valgt i sin kreds, hvis man ikke tilhører en af de rigtige familier, siges det.

Vi har under alle omstændigheder ikke så meget tid til den slags. En hel del praktisk arbejde de næste fem-ti år med at indrette arbejdslokaler, genplante parceller og for søren forhåbentlig da også en gang omsider at kunne begynde at arbejde med vores egen enkeltmarksvin, og så har jeg endda intet sagt om, at vi gerne vil bevæge os i en grønnere retning. Eller at vi kun er to om opgaven plus lidt løsarbejde i ny og næ.

Dyr fornøjelse
At deltage i et vinshow med invitationer til den lokale presse, importører, restauranter, og hvad har vi, koster dyrt. Til gengæld er det en målrettet metode, hvor vi kommer effektivt i kontakt med de rigtige mennesker. Bestemt interessant i lande, hvor vi ikke har noget fodfæste af betydning.

Det mener nogle af kollegerne også. Men de slynger ikke om sig med deres foreløbige erfaringer. Som gode franskmænd kunne jeg tilføje for egen regning. Selv i vores tomandsfirma er vi ikke enige, om hvor meget man skal og kan dele.

Mig undrer det altid, når man ikke vil dele det, der alligevel er indlysende fællesstof. Men jeg har også arbejdet med nettet længe nok til, at min indstilling er at dele helt frem til det point of no return, hvor man skilles for derfra at konkurrere.

Den facon passer mig stadig bedst, så den fortsætter jeg. Men jeg er begyndt at notere mig - og det med store bogstaver - hvornår jeg deler hvad og med hvem.

2 comments:

VinKreutzer.dk said...

Jeg kan sagtens se dine pointer om hvilke shows man skal deltage i. Jeg håber at i deltager i noget i Danmark, så jeg kan smage Jeres bobler!

Sol said...

Vi har stadig et så begrænset lager, at vi kun kan have ret små kunder, og dem kan vi godt finde selv.

Indtil videre har vi arrangeret vores egne smagninger for vinklubber og den slags, men det kunne være sjovt nok med en professionel runde også.

Jeg skal give dig et praj.