Vi har jo et ledigt chaufførjob til næste vinhøst - det er egentlig ikke slået op - men i aftes meddelte en meget kær ven, at det vil han gerne tage sig af. Når blot vi leverer den ægte høststemning. Eller gider han ikke, og i Montagne de Reims, hvor han har sine kammerater, er det slut, lød hans mening.
Det ved jeg ikke. Her er stadig mennesker i landsbyernes vendangeoirs, men det er da tydeligt nok, at færre vinbønder ønsker alt det besvær, der følger med indkvartering af mennesker. Mange har også problemer med at efterleve de krav, der er, til kvadratmeter, antal brusebad med mere. Stemningen kan jeg kun gisne om, jeg er jo altid andet steds.
Jeg læste lige om en ny dansk bog om de brune værtshuse - steder jeg selv har værdsat, siden jeg var helt ung på grund af de mulige møder dér, de mange historier dér - og hvordan de udgør en af de sidste lommer, hvor man kan møde nogen, der ikke er som en selv.
Det er jo rigtigt: Efter folkeskolen møder man stadigt færre, der er anderledes end en selv, hvilket ofte er usundt for ens generelle tolerance mod det, der er anderledes. Well, vinhøst er netop et sådan sted, og er bliver ens tolerance også af og til prøvet. Og rummeligheden grundigt afprøvet. Ens menneskelighed risikerer til gengæld også at få et kys på panden, og det er det hele værd.
Det er selvfølgelig derfor Jean-Luc godt gider i stedet for at hellige sig sin kommende pensionist-tilværelse 100 procent. Han sagde endda selv de magiske ord, da han foreslog sig selv som chauffør: Jeg kan godt losse kasser. Det er lige præcis grunden til, at jeg ikke selv kan køre druerne til pressen. Jeg kan ikke i en snæver vending løfte kasser med 50 kilo druer hverken den ene eller den anden vej.
Vores ven er stærk, også i personligheden. Varme og favnende mennesker hænger ikke på træerne her i området. Hvilken gevinst det vil være at få ham med på holdet. Jeg er helt begejstret.
No comments:
Post a Comment