Himmelstriber

Hver morgen kører jeg ned ad bjerget, gennem vinen, med kurs mod byen. Skolen, trommerne, vennerne og alt det der.

I begyndelsen var det lyst. Så blev det mørkere, og solen skiftede tilstand. Først var den der bare, siden blev den en orange ildkugle - appelsin om man vil - der nåede at hæve sig fra bunden og derfra op. I løbet af den tid, det tager mig at snirkle os fra Verzy gennem Verzenay ned ad bjerget, rundt, og sådan cirka frem til den lille lufthavn i Prunay, skifter solkuglen synligt tilstand fra daggrysstribe til en brændende appelsin på morgenhimlen.

Senere måtte vi nøjes med nogle skønne pastelstriber i rosa og orange, og med lidt held de første anelser af dagslys igen ved Prunay.

Nu er mørket ved at hale ind på vores morgener. De er stadig skønne, omend tusmørke. Fredag morgen var horisonten stribet. En kontrastfyldt vekslen mellem midnatsblå og glødende orange fortalte mig, at solen stadig er med os. Selv før klokken otte om morgenen. Men der er ikke længer tvivl om, hvorvidt det er nødvendigt at have lys på bilen.

Allerede på den tid står de første folk klar i vinen. Jeg skutter mig, og prøver ikke engang at fotografere himlen. Så kommer vi for sent i skole.

Nu har vi ferie, og jeg ryster mig lidt mere ved tanken om, hvor mørke morgenerne, når vi er tilbage om halvanden uge.