Den nysgerrige vinbonde

Af og til påstår vi halvt i spøg, at alle her i landsbyen er hinandens fætre og kusiner. Groft sagt er der ikke mere end godt 10 efternavne samt de mulige kombinationer heraf i omløb.

Gennem tiderne er folk blevet på deres bjerg, de har giftet sig med hinanden og - moderne tider eller ej - de bliver s'gu stadig væk på deres bjerg og gifter sig med hinanden.

Af og kommer nye folk til, mennesker der arbejder i Reims eller Chalons-en-Champagne med de forestillinger, byfolk har om hvordan de vil indrette livet. Det forstyrrer ikke landsbyens indre kraft. Den er, som den altid har været. De andre må rette ind eller gå.

De fleste udenbys holder det højst ud i to år. Landsbyens feudale struktur er for stærk en kop the, hvis man ikke er født med den.

Også for mig, men jeg har nu også fundet det interessant at studere lidt fra sidelinjen. Hovedvejen har jeg aldrig fundet ind på, vi - landsbyen og jeg - er for uenige om op og ned og til højre og venstre.

Manglende nysgerrighed
Alligevel er det lidt rystende at høre omverdenens syn på denne le vignoble - det betyder vingård, men det betegner også samfundet i vinlandsbyerne. Som nu i aftes, som jeg højst behageligt tilbragte med dejlig bourgogne - selv i Champagne står der til tider andre geografiske navne på etiketterne - og kloge kvinder.

En af dem sidder centralt placeret i skolemyndighederne - det kan ikke rigtig oversættes til dansk, sådan et tilsyn findes mig bekendt ikke i Danmark - og hun fortalte, at eleverne på det, der svarer til mellemskolen, i netop le vignoble klarer sig ringere end selv elever i de såkaldte ZAP - zone avec problemes, etagebyggeri med socialt svage familier. Der er tale om dårlige skoler eller måske snarere dårlige læremiljøer.

Og hvorfor så det? Ifølge denne dame, fordi disse børn i le vignoble ikke er nysgerrige. Mange af dem mangler den mest grundlæggende motivation for at sætte sig ind i noget.

Jeg kan skrive under på, at mange af de voksne bestemt heller ikke er nysgerrige. Det er vel også derfor, de bliver på deres bjerg, og forklaringen på, at andre forlader det. Tant pis - pyt - så er der bedre plads til os.