30 March, 2010

Drik din vin på en frugtdag


Et opslag i månekalenderen afslører om dagen er til rødder, blomster, blade eller frugt.

En af biodynamikkens idéer er at dele året op i forskellige typer dage, der egner sig til forskellige formål.

Når man dyrker vin, betyder det for eksempel at visse dage er gode til at beskære en vinstok. Andre dage er gode at plante i.

Hvis man kan få sin hjerne til at arbejde med i den slags baner, giver det mening - for mig i hvert fald - at vin også kan smage forskelligt alt efter om det er en god dag at drikke vin eller ej.

Decanter store drikketest
Derfor er det spændende at det britiske vinblad Decanter nu har sat sig for at prøve at smage vine på de gode dage - ikke overraskende blomst- og frugtdagene i Maria Thuns kalender. Jeg glæder mig da til at følge mere om dette projekt. Decanter inviterer også læsere til at prøve selv. Mere om Maria Thun og vinsmagedage hos BBC.

Jeg er selv ikke ret godt inde i biodynamikken. Vi har ikke tid til ekstra dikkedarer lige nu, men derfor kan det være interesssant nok at stifte bekendtskab med og måske siden bruge nogle af disse teknikker alligevel.

Gammel bondevisdom
Siden jeg kom hertil for syv år siden,har jeg hæftet mig en hel del ved, hvor mange ældre landmænd der bruger gammel bondeviden i det daglige som den naturligste ting i verden.

Lad mig bare afsløre, at det var alt andet end naturligt for mig at få at vide, at jeg ville føde mit barn inden den 10. måne, da jeg var 6-7 måneder gravid med andet barn. Forklaring: Ingen kvinde bærer sit barn i 10 måner. Jeg fandt det til gengæld både smukt og poetisk, og han fik selvfølgelig også ret.

Går man med på den med at tælle måner, er der ikke meget langt til antagelsen om, at månen og planeterne også trækker i resten. Endda i vinen på flaske.

1 comment:

Lavendel said...

Det har jo noget at gøre med vandet - altså væsken i alt levende...og Månen, ja den har en stor magt.