Den midlertidige kronekapsel vippes af, og det indre tryk i flasken skyder gærproppen af.
Degorgering er den proces, hvor de døde gærceller bliver fjernet fra den færdige champagne. Jeg kan godt lide at kalde det afpropning, men det er vist et selvopfundet ord. Men jeg generer mig overhovedet heller ikke i den retning. Efter at jeg forlod nyheds- og lignende medier, hvis ordvalg gerne må kunne findes i diverse statsautoriserede ordbøger, har jeg fundet og anvendt de ord, der passer mig. Men lige meget hvad man kalder det er resultatet det samme.
Gærcellerne har udført mirakler eller måske snarere en omgang fysik og kemi i den lukkede flaske, og nu forsvinder de sammen med en smule champagne. Dette svind bliver erstattet med nogle få centiliter af den dosage: færdig vin tilsat det sukker, der justerer champagnes endelige sødme. Brut, demi-sec og så videre.
Det er med andre ord den sidste proces, hvor den færdige champagnes endelig smag bliver justeret. Fra nu af spiller kun tiden en rolle. Det kan derfor være interessant at kende datoen for denne afpropning, og derfor er vi nu også begyndt at holde styr på den. Foreløbig kun her og på hjemmesiden, for vi har stadig nogle tusind bagsideetiketter, der skal bruges, før vi kan trykke nye med en ekstra linje, hvor vi kan anføre denne dato.
Men altså: Degorgerings- eller afpropningsdato på vej.
Når dosagen er overført, anbringes prop og ståltrådsgevind, og det hele rystes derpå sammen.
Flaskerne ligger i adskillige måneder efter degorgering for at dosagen og champagnen kan finde sammen i et harmonisk hele.
No comments:
Post a Comment