Tågedråber

 

Vi har tøvejr, og i vinen er underlaget vådt og mudret.

 

Denne mandag var også himlen over mit hoved skummel og bristfærdig af væde. Tåge pakkede det meste af dagen naturen og dens statister ind i sine gevandter af uigennemsigtighed, lagde sine fugtige fingre overalt som guirlander af dråber. Som perlekæder materialiserede tågedråberne hen ad spalierernes wirer.

Først ud på eftermiddagen lettede tågeskyerne nok til, at min bil 200 meter længere nede dukkede op i mine øjnes sigte, og jeg fik øje på Annie et par 100 meter den anden vej i en naboparcel. I gang med at beskære vinstokke som også jeg selv.

Vi er begyndt at beskære den øvre parcel i Loisy-en-Brie. Den ser sådan her ud fra oven, og det burde det sådan set ikke.

 

I efteråret såede vi en form for græs i alle rækkerne. Den såkaldte enherbement, der er et af de skridt i en grønnere retning. Planen er at græsset skal blive året rundt med mindre brug af ukrudtsmiddel. Ulempen er at græsset vil kæmpe med vinen om næring fra jorden, og det kan også bidrage til at øge risikoen for frost.

Tanken er også, at græsset kan holde bedre på jorden end det flis, vi ellers spreder, men som alligevel i løbet af en sæson ender nedenfor parcellen. Sæsonens regnvejr skyller det simpelthen ned. Endda selvom vores parcel såmænd ikke er særlig stejl. Den er stejl nok.

Problemet er blot, at vi ikke kan se end det mindste spor af græsset. Sået for sent er Alains umiddelbare konklusion, så vi må vel på den igen engang efter den næste vinhøst. Tidligere end den såning i 2009, der ikke har virket.

Jeg var alene det meste af i dag. "Kedeligt?," spørger en anden Alain, der er lidt af en alt mulig mand i gårdfirmaet. Han spørger ikke sig selv, om det er kedeligt at få bragt indgangspartiet i vores vendangeoir i en nogenlunde beboelig standard: Plader på de rå vægge og på et tidspunkt maling. Det, ville jeg jo synes, var dræbende. Jeg kan omvendt godt lide at side i vinen og klippe. Og lytte.

Vinterens lyde er ret stille i det. Fuglesang - men om vinteren er det mere solister end kor - latter fra en anden vingård - lyden af grenstumper, der futter af i trillebøren. Duften af grenstumper, der futter af i trillebøren. Naturen, der sover, men snart vil åbne det ene øje på klem.

Hvilken dag det sker, oplever man jo kun, hvis man er på pletten.

 

En forladt fugleredes poesi.

 

Og de rådnende vindruers uendeligt mange variationer over opløsning og endeligt.

For en god ordens skyld: Disse mere eller mindre indtørrede klaser var ikke modne, da vi høstede. Derfor støder jeg nu ind i hele planter, der ikke er blevet høstet. Det er ikke fordi, vi normalt lader dem rådne op.

Det giver endda ekstra arbejde nu at druerne stadig sidder fast på grenene. Jeg klipper dem af én for én for, at deres safter ikke skal gøre det umuligt at afbrænde grenene, når Alain følger i mit spor med trillebøren i morgen.

Min arbejdsdag er 5,5 time og i løbet af den tid, når jeg at beskære knapt 200 meter med Pinot Meunier-vin efter min favorit-skabelon: Cordon de Royat.