Champagneindustrien vil være grønnere, og både CIVC og flere store champagnehuse deltager i arbejdet.
På det nyligt afviklede opvarmningstopmøde i Barcelona roste den tidligere amerikanske vicepræsident, Al Gore, der med filmen "An inconvenient truth" har været med til at rykke den globale opvarmning et pænt stykke opad på verdens dagsorden, visse vinfolk for at have taget fat på problemstillingerne omkring opvarmning.
Ifølge Al Gore oplever europæerne allerede nu uforudsigeligt og ekstremt vejr med forbindelse til det varmere vejr. For eksempel i form af hyppigere storme, oversvømmelser, hedebølger og tørker.
Champagnes CO2-regnskab
Smukt timet med mødet i Barcelona udsendte CIVC champagneindustriens første CO2-regnskab. Den suverænt største post på listen er emballering af champagne, som tegner sig for næsten 40 procent af den samlede udledning.
Der er med andre ord noget at arbejde med for champagnehusene, hvis de ønsker at nedbringe deres CO2-udledning. Den CO2-kostbare emballage er selvfølgelig med til at
sælge drømme, men det må være muligt at finde grønnere måder at gøre det på.
Veuve Clicquot-Ponsardin
Huset Veuve Clicquot-Ponsardin har allerede arbejdet med indpakningen af husets prestigeflaske, La Grande Dame, hvis æske kan genbruges, oplyste husets præsident, Cécile Bonnefond, til l'Union i begyndelsen af året. Hvor meget det så batter er svært at sige. Prestigeflasker udgør normalt en temmelig lille del af det samlede salg. Til gengæld er der gjort mest ud af deres indpakning.
Siden 2004 har det Reims-baserede champagnehus i øvrigt været ISO 14001-certificeret, hvilket betyder at samtlige trin i produktionen lever op til bestemte miljøstandarder.
Nicolas Feuillatte
Også det store kooperativ Nicolas Feuillatte, der nu er den største leverandør af champagne på det franske hjemmemarked, arbejder med grønne tanker. Stedet er også ISO 14001-certifikatet og er desuden som det eneste i Champagne også ISO 22000-certificeret, hvilket betyder, at det lever op til bestemte standarder for produktion af mad og drikke.
Man ønsker - ligesom VCP - at arbejde sig henimod en viticulture raisonnée, hvilket for NF betyder, at man vil overveje, om det er muligt at spøjte vinstokkene mindre. I øjeblikket er praksis i vækstsæsonen at sprøjte efter hvert regnvejr mod alle mulige sygdomme og skadedyr.
Jeg er dog foreløbigt ikke fra nogen huse eller kooperativer stødt på nogen lidt mere stik- og hugfaste bud på, hvornår man vil begynde at reducere, og hvordan man så vil bære sig ad i stedet for. I første omgang har Nicolas Feuillatte ansat en ansvarlig for husets bæredygtige udvikling, Christophe Landat.
4 comments:
"CIVC's mand siger til Decanter.com, at målet er en reduktion på 25 procent i 2020 og 75 procent i 2050."
HiHi - så der der kun den CO2 tilbage som bliver produceret i kælderen ved gæringen - er det et realistisk mål - spørger Lars sig selv og andre..
Hej Lars,
Det kan godt være, de er lidt ude i de urealistiske marginaler der.
Eller kunne man forestille sig, at man under gæringen i stedet for at sende CO2'en direkte ud af vindue kunne finde en eller anden metode til at opfange den eller binde den rent kemisk.
Den eneste tredje mulighed, jeg kan få øje på, er, at manden ikke kan regne med procenter.
Mange hilsner
Solveig
Man kan faktisk genudvinde CO2 fra gæringen, men det er ikke en økonomisk rationelt...
Måske holder genindvinding alligevel, når idéen handler om at få et grønnere CO2-regnskab og ikke økonomi.
Solveig
Post a Comment