Lidt af hvert om stort og småt i Champagne/A bit of this & a bit of that with bubbly regards from Champagne
24 March, 2008
Fransk forår
Fransk forår i Loisy-en-Brie melder sig med klart lys og umådeligt skiftende vejr. Vores to vingårde er skåret efter Cordon-metoden foroven og Vallée de la Marne-metoden forneden. Den øverste får træet lov at blive en del ældre end den nederste.
Så har vi passeret den officielle grænse for forår. Den 21. marts begynder le printemps i Frankrig, forårsjævndøgn.
Vi har gennem længere observeret de spæde tegn - det ene efter det andet - når vi har arbejdet i vingårdene. Fuglenes sang, de første insekter, små blomster.
Denne påskelørdag mærkede jeg også den klistrede pleurs, hver gang jeg var nødt til at klippe et stykke af denne eller hin gren. Plantesaften befinder sig nu overalt i vinstokkens indre, uanset om vi befinder os i den fladtliggende tidligst udviklede vingård eller i den øvre og senere.
Denne tid i vingård foregår under konstant skiftende vejr: Det ene øjeblik hagl, der slår over i skøn sol, der slår over i let byge, der undervejs når at minde om slud. Det hele akkompagneret af en bidende kold vind. Vejret ved hverken ud eller ind.
Denne tåretid med den fritflydende saft fra hvert klip fortæller, at vinstokkens indre vækst er rigtig godt i gang nu, og at det er et spørgsmål om tid, før knopperne også begynder årets arbejde.
Det er af en eller anden grund altid vældigt spændende at følge med i: Knoppernes svulmen fra dag til dag, indtil miraklet sker igen, og det første, spæde blad, der i al sin rosarøde minder om meget andet nyfødt. Det være sig flora, det være sig fauna.
Det er nok et alderstegn, når man begynder at himle op over et lille blad i stedet for den seneste globale trend, en ny bar, et frækt kjolesnit. Det får det så lov at være. Jeg fylder rundt, endda inden det franske forår er omme.
Forårets og den sene vinters stride regnskyl viser sig i form af denne rivende bæk, der er normalt er vandførende først på året.
Etiketter:
Our vineyards,
Vines (general)
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment