Fyrstelige flasker

I dag var det vores tur til at blive fyrsteligt beværtet.

Sammen med bestyrelsen og den daglige ledelse for vores kooperativ var Alain og jeg inviteret til at besøge et endnu større kooperativ, der tidligere har aftaget druer og vin fra os. Det vil de formentlig gerne blive ved med, og da de nye kontrakter mellem købere og sælgere af druer skal underskrives senest sidst i marts, er der stadig tid til at pleje sine kontakter.

Guidet tur
Først fremvisning af dels produktionslokalerne - meget rene, næsten appetitlige, og der var ikke gjort rent for vores skyld, spøgte direktøren - bagefter af en ældre bygning, hvor man har indrettet et meget interessant museum for de maskiner og apparater, der knytter sig til arbejdet i vingårdene og i kældrene. Enkelte apparater sad stadig på deres oprindelige plads. Eksempelvis et apparat til at hejse flasker op fra kældrene, 25 meter under jorden og op til overfladen.

Meget smukke lokaler, der emmer af gammel industritid, men den slags er jo blevet historiske monumenter i sig selv, og der er mange eksempler i Champagne, hvis champagneindustri fra tidernes morgen normalt har haft råd til at være på forkant med fremskridtet. Men det er alligevel ikke hver dag, det ligefrem er en æstetisk nydelse at se traktorer og kobberkedler til at sprede dit og dat i vingårdene. Jeg har endnu aldrig set noget lignende.

Vins clairs
Bagefter fik vi lejlighed til at smage deres vins clairs. Tre af hver:

Meunier fra Chatillon/Reuil/Fleury, Bonneil og Damery, fulgt af Pinot Noir fra Mailly Champagne, Rilly la Montagne/Chigny-les-Roses og Ambonnay og endelig Chardonnay fra Villers-Marmery, Vetus og Mancy Blanc.

Vinsmagning er en vanskelig disciplin. Gæsterne fik dog ikke lov til at læne sig tilbage og overlade alle kommentarerne til vores eget kooperativs ønolog, der selvfølgelig var på nogenlunde hjemmebane i dette felt.

Direktøren spurgte simpelthen direkte damerne om hvilken af Pinot Noir-vinene, de foretrak, og jeg måtte prise mig lykkelig for, at jeg trods alt fandt noget at sige - som den sidste - og det var åbenbart ikke det samme som de øvrige damer. Jeg hørte faktisk ikke efter, jeg smagte nemlig vinene, og det kræver temmelig meget koncentration af mig.

Og det var jo godt nok, for så havde jeg jo gjort mig så mange overvejelser, at jeg faktisk godt kunne redegøre for, at jeg foretrak Ambonnays vin clair fremfor Mailly Champagnes. Ambonnays landede ligesom mere interessant og behageligt i min mund, og perlede helt tydeligt for mig andre steder i ganen end den anden.

I øvrigt var det rigtige svar, at Mailly Champagnes vin clair i år er af ganske exceptionnel kvalitet. Den var da også fuldstændigt overraskende kraftfuld i smagen. Jeg havde fornemmelsen af stadig at smage rød frugt i munden i ganske mange minutter efter. Men direktøren medgav, at også Ambonnayen var en virkelig god vin.

Hvad de tre Chardonnay-vine angik, var vinen fra Vertus indlysende mere interessant end de to andre. "Ca chardonne", som der blev sagt. En vaskeægte Chardonnay-vin med det bedste, en Chardonnay-vin kan give. Om den var sat specielt på bordet for at give et kooperativ fra Vertus blod på tanden, er jo ikke nemt at vide.

Gæt et år
Bagefter blev det rigtig spændende. D'herrer fra det store kooperativ hentede tre gamle flasker, hvis årstal vi så skulle gætte. Velkommen til Solveig i et spil kegler. Jeg har kun smagt gammel champagne én gang før, og det var ikke ældre end 1980'erne. Den eneste reference, jeg kunne bruge i mine gætterier, var vores egen årgangschampagne, Le Vertueux. Jeg prøvede simpelthen mentalt at genkalde mig, hvordan den smager i munden, og prøvede så at sammenligne den med den, der var indlysende yngst af de tre.

Jeg kom sørgeligt til kort.

Gættede på tre champagner fra 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne.

"De har ikke et eneste svar rigtigt," konstaterede direktøren, da han samlede stemmesedlerne ind.

De rigtige svar var 1982, 1979 og 1963. De to af dem fra magnumflasker, der er den bedste størrelse for årgangschampagner. De udvikler sig bedre her end på den almindelige 75 cl-flaske.

Fuldstændig forkælet kunne jeg i selskab med disse tre synes, at 1982'eren var mindre interessant, fordi de to andre var der, og de var så helt vidunderligt aromatiske, begge med strejf af noget, det ikke lykkedes mig at identificere. Jeg ved blot, at jeg aldrig har smagt det i champagner før. Det var ikke en røget smag, men noget andet og i hvert fald uventet, som jeg formoder hænger sammen med alderen. Den ældste var fem år ældre end mig, og den havde færre rynker, og jeg er ellers ikke plaget af lige det alderdomstegn.

Den slags er jo flasker, man ikke lige køber en lørdag formiddag hos sin vinpusher. De findes ikke, med mindre, man kommer et sted som her, i en gruppe, der er interessant nok til, at værterne finder det umagen værd at åbne et par flasker eller tre.

Tak er kun et fattigt ord. Det var en stor oplevelse.