Overblik for opadgående

 

Jeg føler mig også som kaptajn på min lille vogn, og jeg kan mærke, at mit overblik er på vej op.

Beskæringen af vores Meunier-vinstokke er begyndt at køre rigtig godt for mig. Det er for fedt. Jeg kan mærke nærmest fra gang til gang, hvordan mit mentale overskud vokser.

 

Før klipningen sliber vi saksene på sten.

Det er ligesom at køre bil. Når man nemt og hurtigt overskuer de basale ting, bliver det mere plads i processoren til at bearbejde de mere avancerede problemstillinger.

Først når man er nået det stadium, kan man begynde at føle sig på højde med arbejdsopgaven.

 

 

Vi har stadig rigtig godt træ at arbejde med, hvilket får beskæringen til at forløbe i en noget mere positiv ånd end i 2007.

Det betyder, at jeg nu har den ledige hjernekapacitet til også at overveje at anvende de lidt mindre brugte retours. Det betyder simpelthen, at en vinstok, beskåret efter cordon-metoden faktisk må have to vandrette stammer. Dog kun hvis nummer to skal dække for en manglende plante.

Den slags huller har vi nogle stykker af i min nedslidte vingård. Da jeg altså nu også er begyndt at overveje at lave disse erstatnings-cordon'er, kan vi måske få udbyttet lidt op til næste vinhøst.

Vi har stadig rigtig godt træ at arbejde med. Forklaringen fandt jeg jo forleden. Jeg har endnu ikke fået oversat det stykke til engelsk, og Alain undrede sig på et tidspunkt over, hvorfor vi fik så få druer, når træet er så godt.

Det må nødvendigvis hænge sammen med, at de druer vi fik til sidste vinhøst er sat på knopper fra det træ, vi beskar i januar 2007, og det var meget ringe. Det må så også betyde, at vi bør få en ordentlig mængde druer denne gang. Vi får se.

 

Vognen ruller jeg ned og løfter op i bilen, hver gang vi forlader vingården. Der bliver hugget alt for meget til, at vi kan lade den blive stående.

Jeg er også bedre til at minimere det nødvendige antal klip. Hvis jeg angriber alt i den rigtige rækkefølge, undgår jeg at spilde tid og kræfter på grene, der alligevel skal skæres af. Hvis jeg ikke planlægger korrekt, kommer jeg nogen gange til at bruge tid på at beskære grene, jeg alligevel ender med at klippe helt af.

Den sidste positive oplevelse fra weekendens halvanden dag lange beskæring er, at vi arbejder hurtigere. Også mig. På godt otte timer nåede vi næsten helt igennem fire rækker. Det vil sige 400 meter vin.

Mine hænder kan holde til en arbejdsdag på seks timer. Derfra gør det får ondt at klippe de tommelfingertykke grene over. Ryggen begynder også at gøre opmærksom på sin eksistens ved denne tid. Og trætheden melder sig. Den i virkeligheden velgørende træthed efter fysisk arbejde i frisk luft.

Vi mangler lidt over 34 rækker.

 

 

Vinterlyset ved solnedsgangstide er helt rødt. Det er smukt. Det er i det hele taget så smukt at sidde på den lille vogn og beskære i seks timer, at jeg endnu ikke har taget min julegave i brug: En Ipod så jeg kan høre DR's programmer på P1.