08 January, 2008

Gode grene og fedt ved

 
Posted by Picasa
Næsten hver vinstok har sat mange gode grene i år.

Siden vi begyndte at beskære vin sidst i november, har jeg med glæde set, hvordan vi har solide og sunde grene at arbejde med. Tykke grene, stærke grene, dejlige grene.

Oven i købet har jeg tilladt mig at finde en sammenhæng mellem sidste års meget dybtgående beskæring af parcellens mildt sagt slappe Meunier-stokke. Okay, det har uden tvivl bidraget. Når vinstokken har færre grene at bruge kræfterne på, har den selvfølgelig mere energi til de grene, der er. Logik for høns.

Nu læser jeg midlertid i Le Vigneron Champenois, hvordan forvedningen er gået rigtig godt i 2007. Modsat 2006. Det er nærliggende at søge den resterende og formentlig største del af forklaringen her.

Fra vinhøst til bladfald
Forvedningen er den del af vinstokkens årlige cyklus, hvor ydersiden af årets grønne og slappe grene hærder til bark. Så vigtig, at den har givet navn til måneden august i Frankrig: Août og aoûtement.

Processen er forløbet i god ro og orden. Den har haft god tid de fleste steder, fordi vinhøsten faldt tidligt og bladfaldet forholdsvis sent.

Det er yderpolerne. Så længe der er druer på en vinstok, koncentrerer den kraften om at modne sine frugter. Som en ansvarsfuld forælder tager den sig af afkommet først. Bladfaldet signalerer i den anden ende af spektret, at planten lukker ned og forsvinder ind i vinterdvalen. En hviletid, hvor planten rekonstituerer sig inden den til foråret tager fat på sin næste aktive cyklus.

Tid til arbejdet
Tid nok betyder simpelthen, at planten når at forvandle grenene til solidt træ, den forvedder dem ordentligt. Processen forløber gradvis. Forhærdningen begynder i bunden af grenene og fortsætter opad, til den når spidserne. For kort tid betyder derfor, at grenene ikke har tid nok til at danne god bark. For eksempel fordi det sætter ind med den frost, der får bladene til at falde og planten til at gå i dvale.

I år har de fleste planter altså klaret sig godt igennem perioden, og det får Le Vigneron Champenois til ligefrem at tale om gode tegn for 2008.

No comments: