20.000 turister lagde sidste år vejen forbi det lille vinmuseum i vores naboby, Verzenay. En femtedel flere end i 2006 men stadig ikke nok til at åbne huset før den 15. marts og året ud.
Musée de la Vigne - også kaldet Le Phare på grund af den tårnets fyrtårnslignende konstruktion - udstiller vinbondens værktøjer. Videoer gennemgår årstidernes arbejde i vinmarkederne. Det er en helt fin gennemgang af vinbondens arbejde og historie.
1000-årig historie
Champagne-regionen har imidlertid en mere end 1000 år gammel tradition for at dyrke vin. Den mousserende champagnes udvikling gennem de seneste 300 år er i sig selv noget af en tour-de-force af hårdt arbejde, geniale indfald og en interessant dynamik mellem små vinbønder og store og dybt rodfæstede champagnehuse, der har gjort champagne til et af verdens kendteste produkter.
Dén historie må man imidlertid selv stykke sammen på de små vinmuséer - der er et andet i landsbyen Le-Mesnil-sur-Oger i Côte des Blancs - på champagnehusenes historiske udstillinger - for eksempel De Castellane i Épernay - og på bymuséerne i for eksempel Reims og Chalons-en-Champagne. Hvorfor huser regionen ikke en stor, forkromet præsentation af al denne rigdom. Oven i købet på et tidspunkt, hvor CIVC prøver at få området optaget som UNESCO-arv?
For producenternes vedkommende er svaret primært penge. De sælger godt nok. Faktisk kan de ikke producere så meget, som de kan sælge. Hvorfor er der imidlertid ingen på regionalt niveau - eller på kommunalt i en stor og rig by som Reims - der bruger kræfter på sådan et projekt? Det kan undre mig. Så vandrer tankerne til Reims' store katedral, der aldrig er blevet 100% istandsat efter omfattende ødelæggelser under 1. Verdenskrig. Måske er den historiske arv blot ikke så vigtig for de lokale?
Fra dansested til museum
Hvad det besynderlige lille fyrtårn i Verzenay - Le Phare - angår, blev det naturligvis også skudt til helvede i 1. Verdenskrig, men det er altså blevet genopført. Det er selvfølgelig også et mindre omfattende projekt end domkirken.
Tårnet er oprindeligt opført i begyndelsen af 1900-tallet som reklamesøjle for et champagnehus i Reims, der også indrettede spisning og dans og udskænkning af - gætter-jeg-på - et muntert lille glas eller to. I den løsslupne, franske Guinguette-stil, som er kendt fra maleren Renoirs billeder.
Masser af mennesker i den såkaldt 3. alder frekventerer stadig disse thé dansants søndag eftermiddag i vintersæsonen. Min svigermor er fast deltager, og det er altså ikke bare te, de svinger over bardisken.
Nu er der ikke længere så muntre tider i tårnet. Man kan ikke engang købe et glas champagne. Verzenay er imidlertid med godt 1.000 indbyggere stor nok til at have eget vandingssted, og det ligger nogle få hundrede meter fra muséet.
No comments:
Post a Comment