I første omgang følte jeg mig lidt dum, da jeg fandt ud af, at alle andre ytringer omkring bordet gik på at Vertueux'ens time snart falder i slag. Den skal drikkes nu. Ellers bliver den for gammel, sagde de. Også Alain.
Det hørte jeg ikke. Jeg kunne tværtimod supergodt lide den. Det kan jeg også normalt. Bare ikke så godt. Og det bekendtgjorde jeg naturligvis, så ingen var i tvivl.
Derfor syntes jeg da, det var lidt træls at finde ud af, at jeg stod ret alene med den holdning. Da jeg imidlertid fik tænkt mig lidt mere om, besluttede jeg mig alligevel for at folde den bøjede nakke ud igen. For helt ærligt, hvem bestemmer, hvad der smager godt? Det gør selvfølgelig den, der drikker.
Ikke Parker eller andre vinguruer, på trods af deres mange følgesvende uden egen smag og mening. Der er simpelthen for mange folk - vinanmeldere, blogskribenter og andre - der sjovt nok mener stort set identisk det samme som de store smagsstjerner. Personligt har jeg mere end svært ved at tro, at personer kan have så ens smagsløg indenfor champagne, det felt jeg kender mest til.
Fordi smag i en nøddeskal er: Det, den ene elsker, hader den anden, og vice versa. Jeg forstår heller ikke altid, hvad der tænder den hellige ild i visse aftagere af visse flasker. Men det ville aldrig falde mig ind at pådutte dem min smag. Kun hvis de spørger.
Der var heller ingen ved det kooperative bord, der rettede på min smag. Rart nok. For jeg havde nok bøjet nakken en kende, lige indtil jeg fik tænkt mig lidt mere om.
No comments:
Post a Comment