11 February, 2007

Meteorologisk fandango

 
Posted by Picasa
Sorte skyer og regn over Loisy-en-Brie.

Det eneste vejr, vi ikke har haft denne søndag eftermiddag, er det, vi ellers normalt forbinder med februar måned. Sne.

Det har været vaskeægte dansk aprilvejr. På disse kanter martsvejr. En måned for tidligt.

Vi begynder at finde lidt ubehageligt ikke at være længere med beskæringen. Hvis alting er en måned for tidligt på den, er det ret uoverskueligt at forestille sig, hvordan vi skal nå at blive færdige med beskæring og opbinding, inden vinen begynder at skyde.

Torden, lyn og hagl
I dag havde jeg dårligt svunget stængerne ud i det græsklædte mudder, som sporene mellem vinparcellerne havde forvandlet sig til, før de meget mørkegrå gardiner rullede henover himlen. De mørke skyer indeholdt hagl og noget så overraskende som et lille, rask tordenvejr med både bulder og lynild.

 
Posted by Picasa
Solen så vi skam også i Loisy-en-Brie.

Intet vejr varede dog længe i dag. Vinden har haft så godt fat i dag, at det mindede mig om et ordentligt blæsevejr, som jeg kender dem fra Vestkysten i Danmark. Normalt savner jeg ellers ikke blæst, men når man sidder udenfor, klædt ordentligt på, er lyden af storm og fornemmelsen af vind mod hud faktisk slet ikke så tosset. Omend vi selvfølgelig - så langt inde i landet som vi er - må undvære den gode salte havluft.

Ude i uvejr
Dette vinbondeliv har lært mig at påskønne det kække danske ord om, at der ikke findes dårligt vejr, kun forkert påklædning. Under alle omstændigheder kan jeg være stensikker på, at min arbejdsmoral holder længere end Alains i regnvejr, så jeg risikerer ikke at blive vådere, end jeg kan leve med.

Uvejret sluttede af med en ladning hagl, af så lav kaliber at jeg end ikke mærkede dem prelle af mod min tykke plastic regnjakke. Lige denne søndag var jeg sådan set mere bekymret for det jagtselskab, der plaffede løs i skoven foroven. Vi hører dem hver weekend, men jeg har aldrig tidligere både hørt hundene samt ligefrem set dem med deres neonorange overtræksveste. Jeg sidder lige så stille i jægergrønt og kan godt blive lidt bekymret.

 
Posted by Picasa
Regnbuens ene ben ender i Loisy-en-Brie.

Efter regnen fulgte sol, og - lidt sent - kom jeg i tanke om, at det giver regnbuer. Da jeg begyndte at kigge efter den, var den allerede svag. Men en umiskendelig regnbue - jeg har ikke set mange af dem i vinen - vi er der ret sjældent i vådt vejr.

Men da det oven i købet har pisket ned natten lang, var der store mængder vand, der strømmede ned fra skoven på toppen af skråningerne. En glimrende anledning for Alain til at konstatere, at den grøft, han pløjede for et års tid siden, rent faktisk virker.

Den leder nu regnvandet ned på det flade stykke foran, og vinrækkerne bliver dermed ikke længere eroderet som førhen. Det var dagens gode nyhed.

 
Posted by Picasa
Regnvejrsbækken fra skoven. Normalt er der ingen vand her.

Martsvejr altså nu, hvor vi stadig befinder os i første halvdel af februar, hvor vi snarere ville forvente minus 10 end plus 10 grader, som tilfældet var i dag. Det kan vi ikke gøre så meget ved.

Men det er faktisk efterhånden lidt stressende at se, hvor langsomt beskæring og oprydning skrider frem. Hvis vinen - ligesom alt andet i øjeblikket - er en måned tidligere på den end normalt, har vi næppe meget mere end en måned at blive færdige i. Og med det øjeblikkelige tempo - vores plus den fyr, der er ansat til at beskære det meste - er det svært at se enden på det.

Selv nåede jeg i dag 54 planter på fire timer, hvilket er 4,4 minutter per plante. Det er slet ikke dårligt... men der er bare det, at jeg i den nye mark er færdig med 3,5 række à 100 meter. Jeg mangler 36,5 rækker, så jeg har brug for en hel masse mere vinter, hvis tingene skal hænge sammen...

Moder jord, fru natur er tilsyneladende helt kold, for selvom vinplanterne stadig hviler sig, så har fanden taget ved andre af afgrøderne. Vinterhveden er således også ifølge Alain langt, langt længere fremme end normalt ved denne tid.

 
Posted by Picasa
Marken overfor svigermors hus er i år tilsået med vinterhvede, der er usædvanligt langt fremme.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: